I går fløjtede USA en ny runde fredsforhandlinger i gang i Schweiz. Men ingen af de stridende parter mødte op. Det så allerede ud til at blive svært, da Sudans regulære hær (SAF) i slutningen af juli meldte ud, at de ikke ville sende en delegation til forhandlingerne.
Og nu er heller ikke de paramilitære Rapid Support Forces (RSF) mødt op i Genève, skriver flere medier, bl.a. BBC.
At mødet ligner en maveplasker for de amerikanske værter og deres schweiziske og saudiarabiske medværter, overrasker ikke lektor i Afrikastudier på Københavns Universitet Stig Jensen:
“Det er sådan set helt forventeligt, at alt det her er et kaos,” siger han til Globalnyt. “Der er total mistillid mellem de stridende parter.”
Den erfarne Afrika-kender mener også, at det er et fejlskud, at USA fortsat vil agere verdens politimand og sidde for bordenden ved forhandlingerne.
Han mener, at Vesten bør acceptere den nye, multilaterale verdensorden, som krigen i Sudan ifølge ham er et blodigt eksempel på, og overlade styringen til andre aktører som kineserne.
USA’s forhold til Rusland og Iran spænder ben
SAF’s øverste leder, Abdel Fattah al-Burhan, trak sit oprindelige ja til at møde op tilbage, efter han i slutningen af juli blev udsat for et attentatforsøg. I stedet bedyrede han, at SAF “ikke vil trække sig tilbage, ikke vil overgive sig og ikke vil forhandle”.
Hæren beskylder desuden RSF for ikke at leve op til aftaler fra de tidligere fredsforhandlinger i Jeddah, bl.a. om at trække soldater ud af civile bygninger og sikre adgang til nødhjælp.
RSF’s leder, Mohammad Hamdan ‘Hemedti’ Dagalo, har på den anden side sagt fra start, at repræsentanter fra hans paramilitære milits, som nu har kontrol over størstedelen af Sudan, ville møde op til forhandlingerne uanset hvad.
På sociale medier skrev gruppen, at deres ankomst tirsdag aften i Genève var “et stærkt vidnesbyrd på deres vilje til at mindske lidelserne for det sudanesiske folk.”
Men da forhandlingerne skulle gå i gang onsdag formiddag, mødte RSF’s delegater ikke op. Hvorfor er stadig uklart.
Læs også: “Ingen logik” i hærens afslag: USA skyder nye fredsforhandlinger i gang i Genève
Til gengæld mødte repræsentanter fra USA, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Saudi-Arabien, Egypten, den Afrikanske Union (AU) og FN op som mæglere og observatører ved Genève-forhandlingernes første runde. Og forhandlingerne fortsætter ufortrødent, meddeler en talsmand fra den amerikanske delegation på et pressemøde.
Men ifølge Stig Jensen udgør deltagerlisten og værtsskabet tilsammen en stopklods for forhandlingerne, som han “ikke har de store forhåbninger til”.
Han tror ikke, det er en gevinst for freden i det hærgede land, hvor tusinder er dræbt og hundrede mennesker hver dag dør af sult, at USA nu er hovedarrangør i stedet for saudierne.
Oliestaten ledte de nu afsluttede Jeddah-forhandlinger, der ikke for alvor nåede frem til nogen resultater. Ifølge lektoren har USA to afgørende problemer:
“USA’s helt store problem er deres mangel på tilstedeværelse i området. Den anden del er, at blandt andre Rusland og Iran er meget involverede. At USA nu leder forhandlingerne, er ikke et incitament til at skabe fred for dem. Tværtimod kan de tænke, at ‘vi kan ikke lide USA, så må vi hellere destabilisere yderligere’,” forklarer Stig Jensen.
Flere af observatørerne ved mødet bliver kædet sammen med at have interesser i krigen i Sudan. Egypten står angiveligt bag SAF, mens UAE ifølge flere rapporter sender våben og personnel til RSF-tropperne og får guld den anden vej.
Den paramilitære styrke, som voksede ud af 00’ernes arabiske janjaweed-militser i Darfur-regionen, har også affyret iranske droner, ligesom de mistænkes for at arbejde sammen med resterne af Wagner-gruppen. Russerne spiller tilsyneladende på begge heste og har også lovet støtte til SAF, hvis de får lov at anlægge en flådebase tæt ved landets nu de facto-hovedstad, Port Sudan.
Vesten skal tage et skridt tilbage og lade Kina og nabolandene træde til
Stig Jensen har ikke meget tilovers for opbuddet i Genève. Han mener, at stort set alle de fremmødte lande har egne interesser i at deltage i eller lede forhandlingerne.
“Det er noget nær et spil for galleriet,” siger han.
Han hæfter sig ved, at saudierne angiveligt har en finger med i krigen for at styrke deres position i Afrika, samtidig med de udadtil spiller den gode samaritaner og slår på fredstrommerne. Det er et eksempel på den hovedrige oliestats “stormagtsdrømme,” lyder vurderingen fra lektoren.
For amerikanerne er interessen i Sudan primært drevet af indenrigspolitiske hensyn, mener han. Efter at krigen gik under radaren hos de fleste store vestlige medier i størstedelen af sit første år, er den nu begyndt at fylde mere.
Og det er svært for Vestens og særligt USA’s selvopfattelse at tolerere en humanitær katastrofe som Sudans. RSF har efter alt at dømme allerede begået én ny etnisk udrensning samt hundredevis af voldtægter, og FN har for nyligt erklæret hungersnød i dele af landet, bl.a. i Zamzam-lejren for internt fordrevne ved El Fasher i Darfur.
“USA og Vesten har det virkelig, virkelig svært med, at de ikke kan agere på den her humanitære krise, som bliver mere og mere voldsom og nu også kommer ud i vestlige medier. Så de vil gerne gå ind i det her ud fra et humanistisk perspektiv. Vi i Vesten skal være the good guys, ikke?,” lyder analysen fra Stig Jensen.
Men ifølge lektoren er det en forældet tankegang, fra dengang USA alene dominerede den internationale verdensorden. Nu er andre stormagter, særligt Kina, trådt i karakterer som udfordrere til pax americana, og det bør Vesten acceptere konsekvenserne af. Det betyder også et farvel til USA’s selvpåtagede rolle som “verdens politimand”, mener Stig Jensen:
“Vi bliver nødt til at se i øjnene, at det skal være nogle andre end os, der skal gøre de her ting. Vi bliver nødt til at træde et skridt tilbage og få nogle andre aktører på banen, som vil være i stand til at skabe fred i den her situation,” mener han.
Selvom det optimale ville være, at afrikanske problemer kunne klares med afrikanske løsninger, mener Stig Jensen, at tiden er løbet fra fredsinitiativerne fra den østafrikanske blok IGAD og den Afrikanske Union. Begge har prøvet uden held, AU ad flere omgange.
“Jeg tror faktisk, Kina ville være bedre at have for bordenden end USA. De er medlem af BRICS, hvor også russerne, iranerne, egypterne og Emiraterne sidder med. Så de er på god fod med de vigtige aktører i Sudans krig,” påpeger lektoren.
Krigen er heller ikke en hæmsko, måske snarere en hjælp, for Ruslands, Emiraternes og Egyptens interesser i Sudan, som angiveligt går på at hive guld og olie ud af landet. Men kineserne har som nogle af de få en egeninteresse i freden, fordi den vil gøre det muligt at vende tilbage til arbejdet med deres store infrastrukturprojekt Belt and Road Initiative, der også tæller projekter i Sudan.
Selvom kineserne ikke har meget tradition for det, håber Stig Jensen, at de vil gribe chancen for at vise deres diplomatiske muskler og mægle imellem RSF og SAF. I så fald bør Vesten og USA støtte op og hjælpe med finansiering af eventuelle fredsbevarende tropper, som lektoren mener, kan blive nødvendigt.
