I starten af måneden lød der et lille diplomatisk skvulp midt i Stillehavet. Et skvulp, der gav ringe i vandet verden over.
Den tidligere kolonimagt Storbritannien har nemlig indgået en aftale med den lille afrikanske østat Mauritius om at tilbagelevere kontrollen over den endnu mindre øgruppe Chagosøerne.
Da Mauritius vandt sin selvstændighed i 1968, beholdt Storbritannien Chagosøerne, som er blevet kaldt landets sidste koloni i Afrika. Men ikke længere.
“56 år efter vores frigørelse er dekolonialiseringen endelig forbi,” sagde Mauritius’ premierminister, Pravind Jugnauth, efter aftalen blev annonceret.
Nyheden blev taget vel imod i store dele af verden. USA, Den Afrikanske Union og Tyrkiet har alle rost aftalen.
På dagen interviewede jeg den sydafrikanske professor Christopher Islike, der leder Institut for Politisk Videnskab ved University of Pretoria. Emnet var Vestens stiltiende accept af Israels ødelæggelse af Gaza, som Islike kaldte hykleri.
Læs også: Et år med krig i Gaza: “Det begynder at ændre, hvordan det Globale Syd ser på verden.“
Men Christopher Islike sagde også, at der lige nu var tegn på, at Vesten er ved at vågne op. Og så pegede han netop på Storbritanniens tilbagelevering af Chagos-øerne som et eksempel.
“Vi er nødt til at se den her form for forandring, og det er også derfor vi (i det globale syd, red.) værdsætter, at Storbritannien for blot få timer siden har annonceret, at de tilbageleverer suveræniteten over Chagosøerne til Mauritius,” lød det fra Christopher Islike.
Men hvorfor er historien om Chagosøerne så vigtig for verden? Og er den nu også på vej mod den lykkelige fortsættelse, som mange mener? Det er ikke alle enige i.
Et skamfuldt arrangement
For at starte et knap så rosenrødt sted er historien om Chagosøerne i sig selv en bizar fortælling.
Den lille øgruppe var ubeboet frem til 1793, da franskmændene etablerede kokosplantager på øerne, som blev drevet slaver fra Indien og Afrika. Øerne blev overdraget til Storbritannien i 1814 i det store kolonispil og blev af praktiske årsager administreret fra Mauritius.
Da afkoloniseringen af det afrikanske kontinent begyndte, løsrev Storbritannien Chagosøerne fra Mauritius i 1965, tre år før Mauritius vandt sin uafhængighed, og styrede det som en ny koloni ved navn Britisk territorium i det Indiske Ocean.
Årsagen var, at man ville lade amerikanerne bygge en militærbase på hovedøen Diego Garcia. I den forbindelse tvangsfordrev man flere end 1.000 indbyggere, som for manges vedkommende havde boet på øerne i generationer.
En britisk diplomat skrev dengang, at øerne blot var beboet af “nogle få ‘tarzaner’ eller tjenere, hvis oprindelse er uvis.”
I betaling fik Storbritannien en klækkelig rabat på 14 millioner dollars på de amerikanske Polaris-atommissiler. Mauritius fik udbetalt omkring 8,4 millioner dollars i kompensation.
Hele arrangementet betegner den britiske administration i dag som “skamfuldt”.
Ikke desto mindre har de fordrevne chagossianere og deres efterkommere siden da kæmpet for deres ret til at vende hjem. Mange endte i Mauritius, andre endte i Seychellerne, mens en del fik asyl i Storbritannien.
Win win win … win?
Den amerikanske professor Peter Harris har fulgt chagosianernes kamp for at vende tilbage til deres hjemland i 15 år. Han kalder aftalen for “et sjældent “win-win-win-win”- øjeblik” i internationale forhold, hvor alle relevante aktører – Storbritannien, USA, Mauritius og Chagosøerne – kan erklære at have vundet.
Storbritannien gik ind til forhandlingerne med det udgangspunkt, at stort set hele verden anså deres besættelse af Chagosøerne som ulovlig. I 2019 slog Den Internationale Domstol fast, at briterne skulle afstå Chagosøerne.
Alligevel har den tidlligere kolonimagt her fem år efter formået at komme ud med en aftale om, at man lovligt kan bevare kontrollen over hovedøen Diego Garcia i endnu 99 år. Dermed kan man beholde den amerikanske militærbase på øen.
“De har ændret deres udgangspunkt fra ulovlig til lovlig,” forklarer Peter Harris.
USA har sikret sin militærbase, hvilket var det eneste landet var interesseret i, da der i stigende grad blev sat spørgsmålstegn ved dens legitimitet fra det internationale samfund.
På den anden side har Mauritius dygtigt brugt det internationale retssystem til at genvinde suveræniteten over Chagosøerne, og dermed er landets kolonihistorie endegyldigt slut.
Og på Chagosøerne har de største organisationer accepteret aftalen og vil nu arbejde sammen med Mauritius for at genbosætte øerne.
Endnu en kolonisering
Men selvom de største organisationer har accepteret aftalen, er ikke alle chagossianere tilfredse, medgiver Peter Harris.
En af dem er 36-årige Jemmy Simon, hvis forældre og bedsteforældre alle blev fordrevet fra Chagosøerne til Mauritius i slutningen af 1960’erne, og som siden har fået asyl i Storbritannien.
Hun lever i dag i den lille engelske by Crawley syd for London og har som så mange andre efterkommere af fordrevne fra Chagosøerne arvet kampen for deres hjemsteds selvbestemmelsesret.
Den kamp er langt fra vundet med den nye aftale, fortæller hun over en WhatsApp-forbindelse til Globalnyt.
“Chagos-øerne har aldrig tilhørt Mauritius, og, du ved, vi er blevet så dårligt behandlet på Mauritius som chagossianere, at jeg ikke kan se, hvordan vi kunne være tilfredse med, at vores fremtid er i hænderne på den mauritiske regering,” siger hun .
I stedet ønsker Jemmy Simon og organisationen Chagossian Voices, at Chagosøerne bliver et selvstændigt land.
Faktisk kalder hun overdragelsen til Mauritius blot for endnu kolonisering.
Derfor vil hun og Chagossian Voices igen forsøge at lægge sag an mod Mauritius og Storbritannien, som hun mener har indgået en ulovlig aftale uden at høre chagossianerne.
“Vi har vores egen kultur, vores egen mad, vores eget sprog, vores egen musik, you name it. Vi er anderledes end Mauritius. Jeg forstår, at vi er fra det samme hav, så at sige. Men vi er forskellige i alle aspekter.”
For professor Peter Harris er det dog et urealistisk scenarie, at Chagosøerne kan vinde fuld selvbestemmelseret.
Han påpeger, at Den Internationale Domstol allerede har undersøgt spørgsmålet og givet den rådgivende udtalelse, at Mauritius er den suveræne myndighed over Chagosøerne. Og det er 116 af verdens regeringer enige i.
“Det er bare helt urealistisk, at USA, Mauritius, Storbritannien og resten af det internationale samfund ville støtte det (Chagosøernes selvstændighed red.). Der er ikke rigtig grundlag for det i international ret,” siger Peter Harris.
Fortsættelse følger om 99 år
Alligevel bakkes Jemmy Simons og Chagossian Voices op af Human Rights Watch.
Organisationen mener ikke, at den nye aftale garanterer chagossianerne tilbagevenden. Særligt det faktum, at hovedøen Diego Garcia forbliver under britisk administration i endnu 99 år forlænger “forbrydelserne langt ud i fremtiden”, som Clive Baldwin, organisationens juridiske seniorrådgiver har udtalt til Foreign Policy:
“Det garanterer ikke, at chagossianerne vil vende tilbage til deres hjemland, det ser ud til udtrykkeligt at forbyde dem fra den største ø, Diego Garcia, i endnu et århundrede, og det nævner ikke de erstatninger, de alle har krav på for at genopbygge deres fremtid.”
Den sydafrikanske professor, Christopher Islike, har de samme forbehold.
“Men i det mindste er det begyndelsen på en ny måde at tænke på, en ny måde at engagere sig på, og brugen af diplomati til at løse problemer, snarere end altid at ty til magt, når de i sidste ende ikke rigtig løser noget problem,” sagde Islike med slet skjult kritik af Vestens traditionelle måde at løse den slags konflikter.
Om chagossianerne bliver i stand til at vende tilbage til øerne, er stadig usikkert.
Øerne har været ubeboet i mere end 50 år, og ifølge Peter Harris vil det kræve store investeringer, at gøre dem beboelige igen. Storbritannien har lovet at stifte en fond, som Mauritius skal administrere. Hvor mange penge fonden indeholder er endnu uvist.
