Verdens ledere skal endnu en gang mødes for at tale om den (helt utilstrækkelige) globale finansiering af de nødvendige indsatser mod klimaændringer og for klimatilpasning. Det sker fra 11. november i Aserbadsjan på COP29-konferencen. Det er lige om lidt, på et tidspunkt hvor verdensopinionen vil være mere optaget af resultatet af det amerikanske præsidentvalg, og hvor kloden i øvrigt er præget af død og konflikt med ødelæggende krige i Afrika, Mellemøsten og Europa.
Men det sker også efter nye dramatiske officielle rapporter om, hvordan vi er ved at gøre kloden mere ubeboelig, og samtidig med at antallet af konkrete klimarelaterede katastrofer vokser, senest med katastrofen i Spanien.
Budskabet er derfor, at uanset krig og international polarisering er verden nødt til at samarbejde, samtidig med at klimaindsatsen skal øges dramatisk.
Der er slet ikke penge nok, og Vesten har således hverken gjort nok i egne lande eller levet op til de løfter, der blev givet under COP15 i 2009 i København om klimafinansiering til udviklingslandene. De lande, der ikke selv har bidraget til klimaændringerne, men nu rammes helt uforholdsmæssigt hårdt.
Men kritikken er også blevet rettet mod Kina, der spiller en form for dobbeltspil som både supermagt og fattigt udviklingsland. Selvom Kinas produktion og forbrug er eksploderet, så Kina i dag påvirker det globale klima voldsomt, henholder Kina sig til, at Kina er et u-land, der ikke som Vesten kan pålægges et særligt ansvar for problemerne i fattige udviklingslande.
På mange måder kan Kinas klimaindsatser i udviklingslande måle sig med de vestlige landes.
Kina har alligevel haft et hastigt voksende samarbejde med lande i Asien, Afrika, Latinamerika og Mellemøsten, men Kina indrapporterer ikke efter samme regler som de vestlige lande, og Kinas lån og bistand følger ikke samme kriterier. Derfor er den officielle viden om, hvad og hvor meget Kina gør, også fuld af huller.
Det har to internationale rapporter nu prøvet at gøre noget ved, og resultatet er interessant. Der er usikkerhed i tallene, men på mange måder kan Kinas klimaindsatser i udviklingslande måle sig med de vestlige landes, og måler man Kina op imod USA, så er specielt Kinas bilaterale indsats ud fra nogle kriterier større.
Rapporterne er resultatet af to uafhængige vestligt orienterede institutioners forskning. Det er Center for Global Development (CGD) med rapporten ”China as provider of International Climate Finance” og World Resources institute (WRI) med ”China’s International Climate-related finance provision and mobilization for South-South-cooperation”.
Mest sigende er World Resources Institutes forsøg på at vurdere Kinas indsats direkte i forhold til individuelle vestlige landes tilsvarende klimaindsatser.
Den fortæller, at over en femårig periode fra 2013 til 2018 ligger Kina side om side med Storbritannien på en global femteplads med hensyn til finansiering. På de fire første pladser ligger i rækkefølge Japan, Tyskland, USA og Frankrig. (Se figuren herunder)
Opgørelsen har svagheder, og perioden er valgt, fordi man på adskillige områder mangler pålidelige data efter 2018. Men den viser, at Kina ikke skiller sig dramatisk negativt ud i forhold til de vestlige lande.
Ser man alene på den bilaterale finansiering, altså direkte overførsler fra Kina til enkeltlande, så peger CGD-rapporten på, at Kina i perioden fra 2017 til 2021 faktisk har ydet dobbelt så meget som USA, nemlig i alt 15 milliarder dollars mod godt 7,5 milliarder fra USA til enkeltlande. Men tallene er altså ikke fuldt sammenlignelige.
De konkrete opgørelser over klimarelateret finansiering viser, at der sker meget, men også at finansieringen globalt fortsat er håbløst utilstrækkelig i forhold til behovene.
Ser man alene på den bilaterale finansiering, altså direkte overførsler fra Kina til enkeltlande, så peger CGD-rapporten på, at Kina i perioden fra 2017 til 2021 faktisk har ydet dobbelt så meget som USA.
CGD opgør Kinas samlede klimafinansiering til 34 milliarder dollars over perioden fra 2013-2021. WRI når frem til 45 milliarder dollars fra 2013-22. Begge institutioner præciserer usikkerhed, men der er altså tale om et beløb i størrelsesordenen 4-4,5 milliarder dollars årligt. WRI nævner specielt, at man i sine opgørelser kun har medtaget det sikkert identificerbare. Derfor kan den reelle finansiering være større.
Langt den meste finansiering er givet direkte fra Kina til andre lande (bilateralt) og kun en lille del via det multilaterale system, som blandt andet omfatter Verdensbanken og de regionale udviklingsbanker. Her er der imidlertid sket meget i løbet af perioden, og de senere år er Kinas indsats via det multilaterale system øget meget. I 2021 var den multilaterale indsats på næsten to milliarder dollars og for første gang større end de bilaterale overførsler.
De kinesiske overførsler toppede for nogle år siden og har været mindre og færre de senere år. Det er uklart, om det er en tendens eller mere tilfældige udsving.
Det hører med til billedet, at mens der i alt (ifølge CGD) blev ydet godt 34 milliarder dollars i klimavenlig finansiering, så brugte Kina i samme periode 57 milliarder dollars på investeringer i fossil energi. Men i 2021 overgik den klimavenlige finansiering for første gang investeringer i fossil energi. Hovedområder for klimaindsatserne er energi, vandforsyning og transport.
Den vestlige samarbejdsorganisation OECD har defineret kriterier for, hvad der regnes for udviklingsbistand, og det meste af Kinas finansiering menes ikke at leve op til disse kriterier.
Det hører endelig med til billedet, at kun en meget lille del af den samlede finansiering er gaver, langt det meste er lån. Den vestlige samarbejdsorganisation OECD har defineret kriterier for, hvad der regnes for udviklingsbistand, og det meste af Kinas finansiering menes ikke at leve op til disse kriterier. Det betyder, at ”gaveværdien” af finansieringen er meget lavere, end beløbene antyder.
De to rapporter giver hverken et præcist eller et endeligt billede, og de bekræfter, at Kina ligesom Vesten gør alt for lidt for at bremse klimakatastrofen. Men de viser samtidig, at der er en mulig platform for samarbejde, og at Kina via frivillige bidrag i sit Syd-Syd-samarbejde ikke er så langt bagefter Vesten, som det ofte er blevet antydet. Kina og Vesten har ikke så meget at lade hinanden høre.
Knud Vilby er forfatter og freelancejournalist.
