Under Vestens tyve år lange krig mod Taliban, gik Afghanistans gammeldags, ultrakonservative bevægelse fra at være en besejret paria, som ikke måtte deltage i møder om landets fremtid, til at være USA’s eneste forhandlingspartner og senere magthaver.
Hvordan kunne det gå til? Det gav en gruppe forskere onsdag deres bud på, da de præsenterede første del af en udredning af krigen i Afghanistan, som har været undervejs i nogle år. Og denne første del handlede kun om Taliban og generobringen af magten. Den mere politisk giftige rapport om det danske beslutningsgrundlag kommer først næste år.
USA’s krig
Forskerne har inddelt forklaringerne i fem hovedpunkter.
For det første Talibans styrke og tilpasningsevne. Fra at være totalt slået i 2001, kom Taliban tilbage og blev derefter stærkere og stærkere gennem hele krigen. Bevægelsen oprettede skyggeregeringer i mange områder, leverede offentlige ydelser og bredte sig år for år. Taliban sluttede sig også sammen med det stærke Haqqani-netværk og udnyttede centralregeringens svaghed og manglende legitimitet.
Læs også Globalnyts Kirsten Larsens gribende kommentar fra 2021, da Taliban genindtog landet: Åh, Afghanistan!
For det andet var det USA’s forhandlinger med Taliban, der som sagt gik fra at være den, ingen måtte tale med, til at være USA’s eneste forhandlingspartner. Det vil sige, at man nægtede at forhandle, da bevægelsen var svagest, men gjorde det, da den var stærkest. Afghanistans regering blev sat helt ud på sidesporet og svækket militært, som vi har skrevet om her på Globalnyt.
Da Islamisk Stat også var kommet på banen og var mere skræmmende for USA end Taliban, ja så forstærkede det USA’s interesse i at komme overens med Taliban. Nabolandene så, hvor det bar hen ad, og begyndte at positionere sig i forhold til Taliban, hvilket styrkede bevægelsen yderligere.
Det tredje punkt hedder USA’s krig, som tog afsæt i angrebene på USA den 11. september 2001. Presset for handling var enormt, det blev til krigen mod terror, og der blev taget nogle beslutninger, der fik stor betydning. Washington besluttede sig at føre krigen ikke bare mod al Qaeda, men også mod Taliban. Man ville have “regime-change”. Man valgte Den nordlige Alliance som partner. En sammenslutning af krigsherrer, mafiabosser, banditter og andre med eget militær, som man kendte fra kampen mod Sovjetunionens besættelse. Det var så dem, der rykkede ind i Kabul.
Samtidigt ville USA ikke have ansvaret for statsopbygningen, det kunne FN tage sig af, men USA var den, der bestemte. Det kom til at ligne en besættelse.
Læs også: Efter tre år med Taliban ved roret er Afghanistans fremtid vaklende usikker
Punkt fire er udfordringerne med at få opbygget et afghansk militær. Det gik også rigtig skidt, fokus var kortsigtet, de afghanske sikkerhedsstyrker kom aldrig til at nå hverken det antal eller den kvalitet, der var planen. Og det var en umulig opgave militæret blev stillet, nemlig at overtage ansvaret for landets sikkerhed. De afghanske styrker var totalt afhængige af NATO og USA og kollapsede fuldstændigt, da USA stoppede for luftstøtten til den afghanske hær i 2021.
Og endelig, som punkt fem, er der den civile indsats, samtænkningen af militære og civile indsatser, en stabiliseringsindsats. Det kom den ikke til. Den endte med at bidrage til nepotisme og korruption, kriminalitet og usikkerhed.
Upopulært bliver ikke-relevant
Det hører med til denne triste udredning, at opgaven lød på at forklare, hvordan det lykkedes Taliban at generobre magten. Det er der ikke mange lyspunkter i. Men det hører også med til billedet, der blev tegnet, at DIIS har brugt åbne kilder, der er intet, der ikke har været fremme undervejs i de 20 år. Og der kom ikke noget overraskende nyt frem ved præsentationen.
Der er en række mekanismer, der betyder, at dårligt nyt sorteres fra systematisk
Alligevel gav tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard tydeligt udtryk for, at udredningen bestemt ikke afspejlede det beslutningsgrundlag, han havde haft.
Da forskerne videregav deres forslag til, hvad man kan lære af udredningen var første punkt da også at åbenhed er vigtig. Også åbenhed om ubekvem viden og eventuelle alternativer. Der er en række mekanismer, der betyder, at dårligt nyt sorteres fra systematisk. Kritikere kan fremstilles som upatriotiske, uden respekt for de udsendte soldater, der er karrieregrunde til ikke at pippe for højt om upopulære punkter. Politikere og det administrative system sorterer også irrelevante oplysninger fra. Og det ikke-populære falder typisk under ikke-relevant.
