Anne Aittomaki er strategisk direktør i Plastic Change.
Flere millioner tons plastik fylder i verdenshavene. Materialet er lavet af fossile brændsler og fyldt med kemikalier, som er dokumenteret sundhedsskadelige for os mennesker. Og mængderne af unødvendig plastik belaster både økosystemer, klimaet og sårbare samfund.
Alt dette kan Danmark og verdens lande sætte en stopper for.
I dag indledes de afsluttende FN-forhandlinger om det, der er blevet kaldt Paris-aftalen for plastik, i Busan, Sydkorea. En aftale, som er blevet besluttet i erkendelse af, at plastikforurening – ligesom klimaforandringer – er et så ødelæggende problem, at det skal løses med en global politisk indsats.
Aftalen er historisk og giver håb om en grønnere fremtid. Men efter at have fulgt processen i nu to år er det også med en nærende frygt for, at succes tipper over til fiasko her i slutspurten.
Virksomheder, fossilindustriens interesseorganisationer og lobbyister er i hobetal stimlet til forhandlingerne for at pleje deres økonomiske interesser
Anne Aittomaki
Mens vi sammen med alliancer af tusindvis af civilsamfundsorganisationer og forskere advokerer for en stærk og effektfuld aftale, så er virksomheder, fossilindustriens interesseorganisationer og lobbyister i hobetal stimlet til forhandlingerne for at pleje deres økonomiske interesser.
Interesser, der desværre står i modsætning til vores fælles planets.
Med milliarder i ryggen har de svøbt politikerne i kampagner og budskaber om, at vi ikke kan leve uden det nuværende massive forbrug af engangsplastik.
Indsatsen er ikke overraskende: Plastik er allerede et væksteventyr, og en svag aftale vil sikre, at industriens produktion fortsætter sin himmelflugt – lige nu ser vi ind i en tredobling i 2050. Tre gange så meget plastik vil altså strømme ud af fabrikkerne i 2050 i forhold til i dag ved business as usual.
Affaldshåndtering er ikke nok. Genanvendelse er ikke nok. Så længe produktionen stiger, vil konsekvenserne følge med overalt i verden
Anne Aittomaki
Industriens budskaber står i kontrast til videnskaben, som viser, at verden ikke kan holde til mere plastik. Kun ved at lukke for hanen af dårlig engangsemballage, billigt plastiktøj og produkter fyldt med skadelige kemikalier, kan forureningen stoppes. Affaldshåndtering er ikke nok. Genanvendelse er ikke nok. Så længe produktionen stiger, vil konsekvenserne følge med overalt i verden.
Derfor er industriens overvældende tilstedeværelse og indflydelse så farlig.
Politikerne eksponeres i stigende grad for den ene side alene – blandt andet til stort anlagte events og eksklusive møder, hvor civilsamfundet er forment adgang.
Selvom folkevalgte må formodes at gennemskue og balancere de input, de får, så har industriens indsats allerede sat sit aftryk på forhandlingerne: En begrænsning af produktionen har ikke været på det politiske tegnebræt. Her i 11. time er vi stadig milevidt fra den effektive aftale, der er behov for.
Vi gør, hvad vi kan, for at oplyse den brede befolkning om forhandlingerne og skabe forståelse for, hvad der er på spil. For heri ligger civilsamfundets styrke.
Civilsamfundets organisationer vil aldrig matche repræsentanterne fra industrien økonomisk, men med støtte og opbakning fra alle, der bekymrer sig for vores planets tilstand, vil politikerne være tvunget til at lytte til os og reagere.
Her i 11. time er vi stadig milevidt fra den effektive aftale, der er behov for
Anne Aittomaki
Vi er selv til stede under de kommende forhandlinger, og vi har stadig håb om, at en kommende aftale vil leve op til sit formål. Vi undervurderer dog heller ikke, hvad hundredvis af industrilobbyister kan udrette.
Under sidste møde deltog 196 lobbyister – flere end hele EU’s politiske delegation. Formentlig vil endnu flere lobbyister være til stede i Sydkorea under forhandlingerne, der strækker sig til den 1. december.
De kan ikke få sidste ord, hvis vi sammen insisterer på en aftale funderet i videnskaben og det fælles bedste, frem for jagten på profit.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected]