Frode Kirk er vice-regionschef for Dansk Røde Kors i Afrika med base i Addis Ababa med fokus på Sahel. Han er uddannet agronom og har tidligere arbejdet som landbrugs- og humanitær rådgiver i især det fransk- og portugisisktalende Afrika, og igennem de sidste 18 år som regional chef for Dansk Røde Kors i både Vest- og Centralafrika samt det østlige og sydlige Afrika.
”Afrikas århundrede”. Det hedder Danmarks nye Afrikastrategi, som bygger på nærvær og partnerskab samt på dialog, hvor der også lyttes! Strategien bygger på en erkendelse af, at vi ikke har lyttet nok til vores partnere. Partnerskaber skal bygges, hvor der er mulighed for en god udveksling, aktiv lytning og konstruktiv samtale. Klar og direkte tale med intern selvkritik og som er nemt at forstå.
I stedet for så at vente lidt og fokusere på det lange perspektiv, det vil sige lytte lidt og tage et år eller to mere efter så mange års investering i ambassader og bilateralt samarbejde i Sahel, blev det ved lanceringen af Afrikastrategien bebudet, at Danmark lukker ambassaderne i det centrale Sahel – det vil sige i Mali og Burkina Faso – fordi samtalen er blevet meget svær.
Vores samarbejdspartnere lytter ikke nok, og vi har selv ikke tid nok til at lytte til vores mest direkte partnere. Det er besluttet, at der i stedet skal åbnes ambassader i Senegal, Rwanda og Tunesien. Danmark skal være mere strategisk til stede dér, hvor det giver mest indflydelse, og vi har nogen at snakke med, mener regeringen.
30 års aktiv tilstedeværelse afsluttes, og der skal lyttes mere til andre lande end vores nærmeste samarbejdspartnere gennem alle de år.
Gennem de sidste fem år har Danmarks samarbejdslande i Sahel, Burkina Faso, Mali og Niger, gennemlevet militærkup. Der er endnu ikke civile regeringer på plads, men det tegner til, at det vil ske i Mali i 2025 – som nok det første af de tre lande, der har organiseret sig i Alliancen af Sahel-stater (AES).
Udover at have en markant tilstedeværelse i Sahel har Danmark også igennem årtier støttet den vestafrikanske økonomiske samarbejdsorganisation Economic Community of West African States (ECOWAS), som de tre sahellande i AES også ønsker at frigøre sig fra, da den ses lidt for meget som EU’s og især Frankrigs forlængede arm.
… de militære regeringer kom til magten med støtte fra befolkningerne, som var trætte af korruption.
Vi må her forstå, at Sahel-staternes ønske om frigørelse drejer sig mindre om økonomiske bånd, end det drejer sig om stærke følelser forbundet til især en fransk økonomisk og politisk dominans og indflydelse siden afkoloniseringen. Der er tale om afkolonisering nummer to ifølge Sahel-staterne.
Det er ved historiens tilfældighed blevet militæret, der er kommet til at stå for denne selvvalgte anden afkolonisering. Det er svært at have en kritisk dialog med en militærregering, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men de militære regeringer kom til magten med støtte fra befolkningerne, som var trætte af korruption. Der var bestemt visse gode intentioner i begyndelsen, og vi må nu håbe, at militæret ikke venter meget længere med at få civile regeringer på plads.
Danmarks ambassader i Afrika
Danmark har som et lille land naturligvis ikke mange ambassader i Afrika.
Til dato har en del været funderet i politisk/strategisk samt handelsmæssigt og økonomisk samarbejde, såsom ambassaderne i Egypten, Algeriet, Marokko, Etiopien, Nigeria og Sydafrika. Ghana og Kenya er også på vej op i den kategori. De øvrige har været bygget på tidligere tiders ønske om at bidrage udviklingspolitisk, hvor det gav mest mening.
Kunne en refleksion på linje med Tanzania-lukningen måske ligefrem få regeringen til at ændre synet på lukningen af ambassaderne i Burkina Faso og Mali?
Beslutningen i 2021 om at lukke ambassaden i Tanzania skabte så meget eftertanke, at den sidenhen blev ændret, og ambassaden blev ikke lukket. Kenya, Uganda og Tanzania har været flagskibe inden for dansk udviklingsarbejde med 60 år på bagen, og det var nok en lidt for overfladisk betragtning, der i første omgang ledte til beslutningen om at lukke. Den nyligt åbnede ambassade for Somalia har sin egen logik, som vi nok alle forstår.
Kunne en refleksion på linje med Tanzania-lukningen måske ligefrem få regeringen til at ændre synet på lukningen af ambassaderne i Burkina Faso og Mali?
Holder argumentet om, at en regional ambassade i Senegal giver os større indflydelse og mulighed for at blive hørt?
Så tales der om, at Danmark vil forsøge at være mere til stede via EU’s delegationer i Sahel, og at der skal udnævnes en special-udsending, som skal dække både Sahel og De Store Søer-regionen – to ret forskellige konfliktområder.
Hvad kan en distanceret Sahel-udsending byde ind med i sammenligning med de lokale ambassader, der har kontakt til Sahels regeringer i det daglige?
Afrika, Danmark og Skandinavien
Skandinavien og Danmark er i Afrika kendt for den skandinaviske model med stærke demokratiske traditioner og stor og udbredt velfærd til alle.
Udsendte, der har arbejdet i Afrika, vil vide, at der fra Tunesien til Sydafrika og fra Senegal til Kenya eksisterer en goodwill, som bygger på beundring for denne model og en stræben og ønske om, at kunne skabe et lige så godt system.
Den skandinaviske velfærdsmodel bliver beundret og respekteret lidt på linje med den beundring, der også altid har været udvist over for Tysklands økonomiske mirakel og teknisk-politiske styrke, selv i de tidligere tyske kolonier i Afrika.
Ligeledes eller rettere sagt i kraft af Danmarks lidenhed har det altid været vigtigt for dansk udviklingssamarbejde at kunne være til stede på et vist niveau.
Derfor har det været kutyme at opretholde et forholdsmæssigt stort og tematisk fokuseret programsamarbejde for via dette at have en særlig vægt og kunne udøve en vis indflydelse, og således blive værdsat som en seriøs partner og værdsat donor.
Det har været en klar politisk beslutning, som alle var enige om, og i lande som Uganda var Danmark i mange år en absolut sværvægter inden for bilateral støtte.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at bistanden i overvejende del, har været drevet af en oprigtig interesse for at hjælpe og gøre lokalbefolkninger i stand til at få et bedre liv.
Hvordan har vi arbejdet i Sahel?
Fokus på økonomisk vægt og politisk uselviskhed har således i høj grad karakteriseret samarbejdet i Sahel. Der er dog ingen tvivl om, at Danmark ofte, på grund af sprogproblemerne i de fransktalende lande, har haft svært ved at udnytte den skandinaviske models fordele til at opnå indflydelse.
Der har i det frankofone Afrika i de seneste år været et udpræget ønske om at hævde sin suverænitet, og det betyder især i de fransktalende lande i Vestafrika en frigørelse fra forbindelserne til Frankrig, som generelt betragtes som ufordelagtige for Afrika og altid i Frankrigs favør.
Suverænitet og forsøget på at gennemføre en anden runde af afkoloniseringen og blive herre i eget hus – at ”blive suveræn” – har gennem det seneste år også slået stærkt igennem uden for det centrale Sahel og er senest også blevet tydeligt formuleret i både Senegal og Tchad og sågar for nylig også i Elfenbenskysten.
Suverænitetsdebatten er en gammel affære mellem Frankrig og de tidligere kolonier, hvis politiske ledere har brugt Frankrig til at holde sig ved magten på trods af korruption og ulige økonomiske relationer.
Danmark har som sådan ikke mange økonomiske interesser i Sahel. Tilstedeværelsen af Danmarks ambassader bør derfor vurderes ud fra helt andre motiver og kriterier end visse større europæiske lande, især Frankrig.
Udover de økonomiske bidrag og et stærkt socialt engagement har Danmark bidraget ved at give unge adgang til forskellige fora via ambassaderne og de danske NGO’er, og selvom det har været små bidrag, har det hjulpet til at holde fokus på en ellers glemt region.
Bidragene har været reelle og respekteret en form for ligeværdighed.
Hvad skal vi med Sahel i dag?
Der er ingen tvivl om, at vores politiske engagement og samarbejde med Sahel i dag er stærkt influeret af både udsigterne til en radikalisering af en stor gruppe af uuddannede, unge mænd, som nemt kan tiltrækkes af både Al Qaeda og ISIS’ lokale grupperinger.
Sahel er i dag centrum for både Al Qaeda og ISIS. Dårlig eller slet ingen uddannelse, ringe jobmuligheder og udsigten til et fattigt familieliv får ungdommen til at søge væk, dels mod Nordafrika og dels mod Europa.
Denne tendens vil kun øges med den voldsomme demografiske ekspansion, som ikke synes at stoppe, og som er med til at fastholde den almindelige befolkning i en uundgåelig fattigdomsspiral.
… direkte formuleret, så smider vi en goodwill over bord, som kunne være med til at influere vores Sahel-partnere, og på en måde kobler vi os på en agenda, som vi ikke har nogen interesse i …
Når Danmark lukker sine Sahel-ambassader på linje med de øvrige nordiske lande, så gør vi vores bløde dimension i samarbejdet svagere. Mere direkte formuleret, så smider vi en goodwill over bord, som kunne være med til at influere vores Sahel-partnere, og på en måde kobler vi os på en agenda, som vi ikke har nogen interesse i, og som kun vil gøre vores bidrag svagere og mindre betydningsfulde.
Vi har ikke forstået, hvad der er vores egen vigtigste interesse i et ellers uselvisk samarbejde, og smider det hele overbord for at vise os stærke og på de stærkes, EU, Frankrig og ECOWAS, side. Vi skulle måske i stedet prøve at tage et år mere og lytte og se det fra de svages side og bruge mange års goodwill til at få lidt mere indflydelse?
Ved lukningen af de nordiske ambassader kommer Skandinavien og Danmark derfor til politisk at gå andres ærinde og blive en del af den straffemission, som både Frankrig og ECOWAS satte ind over for de tre Sahel-lande, og det er meget uheldigt. Der kan vel ikke være nogen tvivl om, at når vi lukker ambassaderne, er det en straf. Sahel-landene har stadig mange andre at snakke med som Rusland, Tyrkiet, Indien, Kina og Golf-staterne.
Tyskland og USA har vist sig mere fleksible i relationen til Sahel-landene, og Tyskland var da også det første land til at have minister-besøg i Burkina Faso og se, hvordan dialogen og samarbejdet kunne fortsætte på en værdig måde. Det ville ikke være nogen dårlig idé at følge lidt i Tysklands fodspor.
Hvad er det stærkeste bånd at bygge på mellem Danmark, Europa og Sahel?
Det stærkeste bånd findes i kulturrelationen; men det er samtidig også det mest følsomme, som lettest kan klippes over. Europa og Afrika/Sahel har et bånd, der bygger på en fælles opfattelse og værdsættelse af uddannelse. Dette er et kulturelt vigtigt bånd med mulighed for indflydelse for Europa. Afrikastrategien er meget bevidst om dette aspekt.
Arbejde og uddannelse til de mange millioner af unge, der hvert år kommer ud på arbejdsmarkedet, må og skal være en prioritet. Hvis det skal udmøntes i praksis, så ville det være godt med et par ambassader, som kan hjælpe – også med de komplicerede visumansøgninger.
Hvis ikke vi har råd til to ambassader i Sahel, så kunne vi måske prøve at opretholde én, som ville kunne komme os til stor gavn, når engang den nuværende krise er ovre. Det kunne vi godt prøve at tage en dialog om.