Børnedødelighed, borgerkrig og en tilværelse på flugt. Manglende drikkevand, lægehjælp og skoler. Danmarks Indsamling 2016 sætter ind mod ekstrem fattigdom.
Den slags fattigdom som fører til sult, sygdom og fejlernæring for millioner af familier, der lever i verdens mest udsatte områder, skriver Danmarks Radio i en foromtale lørdag.
Værtsparret Lise Rønne og Ulla Essendrop styrer slagets gang fra Tivolis Koncertsal,. De 12 deltagende organisationer er ADRA Danmark, BØRNEfonden, CARE Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet Danmark, Røde Kors, SOS Børnebyerne og UNICEF Danmark.
Desuden kan 10 procent af det indsamlede beløb søges af mindre organisationer til langsigtede udviklingsprojekter, der lever op til indsamlingens kriterier og årets tema.
Fattigdommens svøbe
Fattigdom fører til sult, sygdom og fejlernæring. Fattigdom udelukker mennesker fra fællesskaber og begrænser muligheden for at skabe udvikling – for den enkelte og hele samfund.
Netop derfor er bekæmpelse af fattigdom i fokus for årets indsamling. På verdensplan lever 836 millioner mennesker i ekstrem fattigdom. Og det har enorme konsekvenser.
Når vi sætter ind mod fattigdom, bekæmper vi den helt grundlæggende årsag til mange af de andre problemer, verden slås med – sult, sygdomme, konflikter og flygtningekriser.
Når vi sætter ind mod fattigdom, bekæmper vi den helt grundlæggende årsag til mange af de andre problemer, verden slås med – sult, sygdomme, konflikter og flygtningekriser.
Ansigtet på den yderste armod
Karin Aen, talsperson for indsamlingen, siger:
”Ansigtet på ekstrem fattigdom er familier, som må klare sig uden adgang til helt basale ting som rent drikkevand, lægehjælp og skoler, som vi andre tager for givet”.
“Uden hjælp risikerer disse befolkningsgrupper at blive fastholdt i kronisk fattigdom og uden mulighed for skabe en værdig tilværelse og en fremtid. Det sætter vi ind overfor med årets Danmarks Indsamling”, siger Karin Aaen, der er kommunikationschef i UNICEF Danmark.
Hun fortsætter:
”Når vi sætter ind mod fattigdom, bekæmper vi den helt grundlæggende årsag til mange af de andre problemer, verden slås med – sult, sygdomme, konflikter og flygtningekriser. Med alle de voldsomme ting, der sker omkring os lige nu, kan man godt få det indtryk, at verden er helt af lave”.
“Men vi ved, at netop ved at bekæmpe den ekstreme fattigdom, som præger tilværelsen for millioner af familier i verdens mest udsatte områder, kan vi skabe varige forbedringer, der både giver familierne en fair chance for at skabe sig selv en bedre fremtid, og er med til at sikre mere fred og økonomisk stabilitet”.
Både TV, radio og nettet er med
Frem mod den 6. februar samler Danmarks 12 største humanitære organisationer og DR – sammen med danskerne – ind til 12 konkrete projekter mod fattigdom.
Projekter, som bl.a. skal sikre rent drikkevand i Zambia, give chance for behandling af hiv/aids til den fattigste del af befolkningen i DR Congo og skaffe mere mad på bordet i Laos’ udsatte bjergprovinser.
Både TV, radio og net er med. P3, P4, Aftenshowet, Ramasjang og DR Ultra er blandt de DR-platforme, der i løbet af januar og første uge af februar fylder sendefladen med historier, auktioner og konkurrencer.
Det hele kulminerer med indsamlingsshowet på DR1 lørdag den 6. februar fra kl. 19.
”De uoverkommelige udfordringer, som verdens indiskutabelt fattigste befolkningsgrupper står over for hver dag, får ofte kun opmærksomhed i medierne, når en humanitær katastrofe tydeliggør behovet for øjeblikkelig hjælp”, siger DRs redaktør på ’Danmarks Indsamling’, Anders Thomsen.
“For tiende gang i træk åbner Danmarks Indsamling et vindue til det vi kalder de ’stille katastrofer’, og DR ser frem til at rette opmærksomheden mod disse vigtige historier, der normalt ikke fylder meget i mediebilledet”.
“Derudover vil vi meget gerne bygge oven på resultatet fra de første ni år, sammen med danskerne, som allerede har gjort en forskel for mere end syv millioner mennesker gennem årene”, anfører Anders Thomsen.
Om Danmarks Indsamling
Danmarks Indsamling er en fælles indsamling til fordel for udviklingslandene i Afrika, Asien og Latinamerika, som DR og 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag.
Organisationerne arbejder for at hjælpe landene ud af fattigdom, hjælpe de mest udsatte til en fremtid og fremme FNs udviklingsmål.
I 2016 er det 10. gang, Danmarks Indsamling holdes. Den løber fra 1. januar og kulminerer med et TV-show på DR1 den 6. februar 2016.
Siden indsamlingen blev afviklet første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end 770 millioner kr., og hjulpet flere end syv millioner mennesker til en bedre tilværelse.
I 2015 samlede danskerne over 100 mio. kroner ind under temaet ’Mod uretfærdighed’.
Læs mere om Danmarks Indsamling 2016 på
www.danmarksindsamling.dk
eller www.dr.dk/danmarksindsamling