Er historien ved at gentage sig selv?
I 90’erne blev Kyoto-protokollen forhandlet på plads med et særligt engageret USA i førersædet. Den første store, bindende aftale under FN’s Konvention om klimaforandringer blev endeligt vedtaget i 1997, men det var først i 2005, at den endeligt kunne træde i kraft.
I mellemtiden var præsident Bill Clinton og vicepræsident Al Gore skiftet ud med George W. Bush og Dick Cheney.
Sidstnævnte makkerpar kunne i 2001 meddele, at USA ikke agtede at tiltræde aftalen, så selvom den blev underskrevet af supermagten blev den aldrig præsenteret for det amerikanske Senat til endelig tiltrædelse.
Efter Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i november, kunne det se ud til, at vi står i en lignende situation. Og dog. USA har nemlig denne gang allerede officielt tiltrådt aftalen. Desuden er der ifølge flere medier folk i administrationen under Trump, som foretrækker at forblive en del af klimapagten.
”Det er vigtigt, at USA fastholder sin plads ved bordet”, lød det om pagten i januar fra Rex Tillerson, USA's udenrigsminister.
Det kan blive et lige så slemt tilbageslag for den globale kamp mod klimaforandringer, da præsidentens team sammen med andre modvillige nationer kan svække aftalen på mange andre måder.
Der er allerede tegn på, at det er ved at ske.
I det første budgetforslag foreslår den nyvalgte præsident at skære al støtte til FN’s klimaindsats og Den Grønne Klimafond. Derudover har USA sammen med Saudi Arabien fået presset spørgsmålet om finansiering af klimaindsatsen ud af dagsordenen for det kommende G20-møde i Hamborg, skriver The Independent lørdag.
I forvejen har de amerikanske forhandlere gjort meget for at udvande vigtige punkter i aftalen op til vedtagelsen med den begrundelse, at de skulle hjem og have tilslutning til den fra et delvist modstridigt Senat.
Det virkelige deja-vu er derfor, at USA har svækket en global klimaaftale for at få den vedtaget hjemme blot for at se en efterfølgende administration vælge – i bedste fald – at se stort på den.
Selv skeptikere kan blive i aftale
Efter at have indtaget en position på de bagerste rækker i FN’s klimaforhandlinger i mange år, bragte tidligere præsident Barack Obama USA helt med ind i den inderste kreds.
Det var ham, der flere gange bilateralt indgik aftaler med Kina for at få den store vækstøkonomi lokket til fadet. Den endelige klimapagt, der blev vedtaget i december 2015 i Paris, var i den grad et format, der nærmest blev dikteret af de to stormagter.
Det gjaldt lige til det sidste øjeblik den lørdag eftermiddag i det nordlige Paris, hvor alle sad og ventede på erklæringen om, at der var enighed om en ny klimaaftale. Mødet blev omkring en time forsinket, mens der var hektisk aktivitet blandt delegerede i salen. Forsinkelsen skyldtes et lille ”skal”, der blev ændret til et ”bør”.
En skrivefejl, nævnte den franske udenrigsminister til salen, og resultatet blev en sætning om, at udviklede lande ”bør” gå forrest med indsatsen frem for det mere bindende ”skal”.
Herefter kunne glæden og lettelsen bryde ud i det store konferencecenter lidt nord for Paris. Men det blev hurtigt nævnt i krogene, at det var amerikanerne, der var utilfredse med den bindende formulering.
Obamas ”undskyldning” for at foretrække mere vage erklæringer har hele tiden været, at han skulle have noget med hjem, som havde en chance for at komme helskindet gennem det amerikanske politiske system.
Todd Stern, som ledte amerikanernes team ved klimaforhandlingerne i FN, indrømmer det faktisk blankt i en kommentar på hjemmesiden for tænketanken Brookings i forrige uge.
Indlægget er generelt en opfordring til præsidenten om at forblive i klimapagten. Der er ingen grund til at forlade den, selv for klimaskeptikere, lyder argumentet.
”For det første, USA's forhandlingsteam har nøje forhandlet strukturen af Paris-aftalen, så det er op til hver nation nationalt at bestemme dets eget klimaprogram – ingen kan tvinges til handlinger, de ikke er trygge ved”, skriver Stern i indlægget.
”Aftalen er naturligvis til for at anspore ambitioner – ellers ville den ikke have noget formål – men den gør det på en måde, der ikke er anmassende og som tillader landene at bestemme deres egen vej. Vi var fortalere for denne tilgang, fordi vi vidste, at det var afgørende for at få støtte hjemme og for at sikre deltagelse fra andre lande i verden, herunder vækstøkonomiske nøglelande som Kina og Indien”, fortsætter den tidligere chefforhandler.
Vi har sørget for, at aftalen er så slap, at selv klimaskeptikere ubekymret kan være en del af den, kunne han vel lige så godt have skrevet.
Et skrøbeligt korthus
Paris-aftalen er opbygget på en høj grad af frivillighed. De enkelte lande bestemmer selv, hvor meget de vil byde ind med i de såkaldte Nationally Determined Contributions.
Disse bidrag er i øjeblikket ikke i nærheden af at nå målet, der er opsat andet sted i aftalen, om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader.
Landenes indberettede målsætninger vil ifølge undersøgelser medføre varmegrader, som ligger omkring 3 grader højere end basis.
Denne store afstand mellem mål og midler illustrerer vel ganske fint, hvor letbenet aftalen er.
Der er faktisk ikke nogen sanktionsmuligheder, hvis den nye amerikanske administration blot undlader at opfylde løfterne. Det sender samtidigt et signal til andre lande – måske særligt de mest økonomisk trængte – om at de også blot kan se bort fra løfter og forpligtelser.
Temperaturen vil i så fald stige langt over målsætninger og videnskabens advarselstærskler i takt med de brudte løfter.
Et andet sted at lave rav i den er ved at ramme klimaforhandlingerne på det nok ømmeste punkt: klimafinansiering. USA's tilgang har hele tiden været at få udviklingslandene med i en forpligtende aftale. Det var nemlig ikke tilfældet med Kyoto-protokollen.
De mest trængte lande er gået med til at gøre en indsats ud fra det udgangspunkt, at de får den støtte, som de er blevet lovet– helt nøjagtigt 100 milliarder dollar årligt fra 2020. Der er stadig store diskussioner om den rette definition og køreplan for denne støtte. Washington har nu i hvert fald sørget for, at der ikke kommer mere sikkerhed om milliarderne ved det kommende G20-møde i Hamborg.
Kloden blev ikke sikret med Paris-aftalen, og det kan blive en brandvarm fremtid, vi går i møde, hvis USA med en koalition af uvillige begynder at puste til det skrøbelige korthus.
