Antropologer har i årtier kigget i retning af bush-folket i Botswanas enorme ørkenområde Kalahari for at studere jæger/samler-samfund. Det gælder også Pierre du Plessis fra Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, der netop er blevet belønnet med en pris på 50.000 kroner fra Aarhus Universitets Forskningsfond for ph.d.-projektet ’Gathering the Kalahari: Tracking Landscapes in Motion’.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse onsdag.
Begrundelsen for, at prisen er landet på hans bord, er blandt andet hans innovative og nyskabende tilgang til et vidensområde, der ellers er forholdsvis velbeskrevet.
”Antropologer plejer at studere mennesker, men jeg har brugt en anderledes tilgang i mit projekt. I stedet for at studere bush-folket, har jeg fulgt dem i deres arbejde og studeret deres viden om dyr, natur og landskaber,” fortæller Pierre du Plessis, der ser prisen som en tegn på, at han har ramt rigtigt, selv om hans afhandling er lidt atypisk.
”Det betyder virkelig meget. Efter mange års hårdt arbejde og blod, sved og tårer er det meget belønnede at få en pris. Anerkendelsen af noget, der er færdigt. Jeg er meget glad,” tilføjer han.
Avanceret sporingsteknik
I løbet af sit år i Kalahariørkenen fulgte Pierre du Plessis det meste af tiden fem såkaldte master trackers. Som navnet antyder, bliver titlen givet til de mest erfarne og dygtigste trackere.
”Bush-folket har meget højt udviklede egenskaber i at følge dyr. En tracker kan læse tegn på dyrenes bevægelser – både ved at kigge på fodaftryk, men i høj grad også ved at kigge på landskabet. Mennesker, der sporer dyr, kan komme i tæt kontakt med det dyr, de sporer, men det meste af tiden ser de faktisk ikke selve dyret. De ser sandet og måden, hvorpå fodaftrykket er sat i sandet, eller måden et græsstrå bøjer sig på. De bevæger sig med de bevægelser i landskabet, som de lægger mærke til,” fortæller Pierre du Plessis.
Pierre du Plessis har også fulgt de lokale i deres arbejde med at samle føde i omgivelserne – en praksis, der kræver meget veludviklede evner og en stor viden om, hvordan tingene er forbundet.
”Vi var blandt andet ude at lede efter trøfler, som er en svamp og derfor kun optræder sammen med andre planter, den er forbundet med. Trøflen er en vigtig del af økosystemet. De er kun i landskabet i kort tid, og de lokale ved, at når det er sensommer, luften er let, og der lige har været en kølig vind, så er det på tide at finde trøfler. Og de ved, at de skal lede i en bestemt type græs, at der ikke må være for meget ler i sandet, og at sandet slår en bestemt slags revne. Første gang vi fandt en trøffel, forklarede de mig, at det ikke var en plante, men kød, der lever i sandet, og at en bestemt klump på trøflen er dens navle, som forbinder den til sandet.”
Industri bruger landskabet som rekvisit
I løbet af sit feltarbejde bevægede Pierre du Plessis og de trackere, han fulgte, sig mellem de to naturparker Central Kalahari Game Reserve og Kgalagadi Transfrontier Park.
”Det er en strækning på 700 kilometer, som er det længste økosystem syd for Saharaørkenen, hvor dyrene kan bevæge sig frit. Men den korridor snævrer sig langsomt ind, fordi meget af jorden bliver transformeret, så den kan bruges til kvægindustrien, som er i meget stor vækst i området,” fortæller Pierre du Plessis.
Problemet med kvægindustrien er dels, at den bruger områdets vandressourcer og dels, at den ødelægger livet for planter og dyr, forklarer han.
”Det sker blandt andet fordi, kvægindustrien behandler landskabet som om, det er en rekvisit. En baggrund, mennesker bevæger sig i. Og når vi tænker sådan, glemmer vi, at det menneskelige liv også afhænger af vores geologi og miljøet omkring os. En af de måder, vi kan forbinde os med naturen på, er netop ved at kigge på trackere og samlere. Det er en måde at reflektere over landskabet på,” fortæller Pierre du Plesis.
Naturgasboringer truer fremtiden
Det er ikke kun kvægindustrien, der truer økosystemet i Kalahariørkenen. Også et tiltagende salg af licenser til naturgasindustrien kan påvirke geologien kraftigt i de kommende år. Der er endnu ikke lavet naturgasminer i Kalahariørkenen, men de indledende skridt er i gang, og det bekymrer den aarhusianske antropolog.
Han kommer til at følge processen nøje, når han i en forskerstilling som postdoc i et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Cape Town University skal tilbage til Kalahariørkene og lave mere research.
”I mit næste forskningsprojekt skal jeg følge folk fra de forskellige firmaer, der leder efter naturgas, og sammenligne deres måde at arbejde på med den måde, trackerne arbejder på. Jeg går ud fra, at naturgasfirmaerne bruger en masse avanceret teknologi til at scanne regionen, de leder i. Men for at fjerne ressourcer som naturgas skal virksomhederne også vise, at de ikke ødelægger miljøet. Det vil sige, at de på den ene side skal vise, at der er et potentiale og på den anden side vise, at landskabet er så tomt, at de ikke gør skade på det. Jeg skal med andre ord studere, hvordan de virksomheder, der leder efter naturgas, ser på naturen i Kalahari,” fortæller Pierre du Plessis.
Han håber på, at forskningen kan udbrede budskabet om, at kendskabet til og forbindelsen med landskabet og økosystemet også er en måde at teoretisere over det på – og at det måske endda kan bidrage med noget, som den moderne avancerede teknologi ikke kan.
”Jeg er ikke sikker på, at Bush-folkets trackere og samlere ville kunne pege og sige ’hvis du borer 1000 meter ned her, kan du udvinde gas´. Men de kan måske fortælle noget om, hvordan ressourceudvindingen påvirker resten af økosystemet.”
