Sydafrikas byer er blandt de mest ulige og mindst bæredygtige byer i verden. Det vil de gøre op med i Pretoria – der officielt hedder City of Tshwane.
Myndighederne i den sydafrikanske hovedstad har de sidste tre år samarbejdet med Aarhus Kommune om et byudviklingsprojekt, der har bydelen Salvokop i centrum. Samarbejdet er 90 procent finansieret af det danske udenrigsministerium og 10 procent af Aarhus Kommune. Nøgleordene er helhedsorienteret og bæredygtighed byudvikling – noget som Aarhus er langt fremme med, hvorimod Pretoria halter efter. Sydafrikas hovedstad lider under et forældet syn på byplanlægning, en dysfunktionel forvaltning og ikke mindst arven fra apartheid.
Den elendige sydafrikanske by
Under det hvide apartheidstyre blev sydafrikas byer designet til at holde de forskellige befolkningsgrupper (læs: racer) adskilt. Styrets byplanlæggere designede flade byer spredt ud over store områder og inddelt i zoner forbeholdt de forskellige befolkningsgrupper. De fattigste (læs: sorte), der boede i tætbefolkede bymidter, blev i stedet placeret i byernes periferi langt fra jobmuligheder. Myndighederne sørgede for, at de fik adgang til de mest basale serviceydelser som sanitet og elektricitet, men de stod ikke mål med de services, andre kvarterer modtog.
Apartheidstyret legitimerede denne byplanlægning ud fra modernistiske tanker om luftige og udstrakte byer, hvor alle har en bolig med serviceydelser samt masser af luft. Et bydesign, som myndighederne argumenterede for, også skulle forhindre smittespredning.
Idéen om den geografisk udstrakte by levede videre i post-apartheid Sydafrika, og resultatet er, at landets byer i dag spreder sig ud over store områder og har en lav befolkningstæthed med undtagelse af byernes overbefolkede townships. Bykvartererne er for det meste stadig inddelt efter race- og indkomstmæssige skel, og fraværet af offentlig transport gør det svært at bevæge sig mellem de forskelige bydele – med mindre man er bilejer.
Derfor er byerne usammenhængende og ulige, og der er meget lidt interaktion mellem befolkningsgrupperne fra de forskellige kvarterer. Investeringer bliver lagt uden for byernes centrum, som til gengæld negligeres og overlades til forfald. Ofte bliver områderne her overtaget af folk fra samfundets nederste lag og er gennemsyret af uformel økonomi og præget af kriminalitet. Salvokop er sådan et kvarter.
Pretorias smertensbarn
Salvakop blev etableret for at huse jernbanearbejdere tilbage i 1892. I dag huser kvarteret et par offentlige institutioner som Freedom Park Museum og Sydafrikas pendant til Danmarks Statistik, men der er ikke blevet investeret meget i at forbedre boligforholdene. Der bor cirka 7.000 personer i kvarteret. De bor under kummerlige forhold i to uformelle bosættelser – det ene går under navnet Baghdad – der mangler basale serviceydelser som vand og sanitet. Derudover bor folk i de misligholdte jernbaneboliger, hvor mange af beboerne udlejer ulovligt opførte baggårdsskure til illegale migrantarbejdere.
Til trods for den centrale beliggenhed er Salvokop isoleret fra resten af Pretoria på grund af manglende infrastruktur og togskinner, der afskærer kvarteret. Den eneste direkte forbindelse til indre by er en faldefærdig gangbro over jernbanen til Pretoria Station. Kvarteret er groft sagt overladt til sig selv og hjemsøgt af vold og kriminalitet. Der er med andre ord noget at tage fat på i Salvokop.
Lige lovligt livlige borgermøder
En af dem som har påtaget sig opgaven med at udvikle Salvokop er Kristoffer Rønde Møller. Han er ansat som sektorrådgiver på den danske ambassade i Pretoria og arbejder tæt sammen med både Aarhus og Pretoria Kommune.
“I Aarhus er der mange aktører, som ligger inde med en stor viden om og metoder til, hvordan man skaber en bæredygtig by. Det handler groft sagt om at samtænke discipliner som vandforvaltning, infrastruktur og boligudvikling med klimadagsordenen. Den know-how forsøger vi at overføre til vores partnere her i Pretoria. Vi laver i fællesskab en værktøjskasse tilpasset den lokale kontekst, så de er klædt på til selv at varetage opgaven fremadrettet,” fortæller han og understreger, at begge byer ejer projektet.
Over de sidste to år er der blevet afholdt en række offentlige møder med beboerne i Salvokop – møder, der langtfra minder om danske borgermøder.
“Vi var tvunget til at alliere os med selvbestaltede lokale ledere, borgergrupper, lokale politikere, politi, immigrationsmyndigheder og så videre for at få lov til at afholde borgermøder i et kvarter, hvor lov og ret ikke er en selvfølge. Reelt er det ikke myndighederne, der svinger taktstokken her, men derimod beboerne. Det er ofte jungleloven som hersker. Der er meget på spil for beboerne, når kollegerne i Pretorias Department of Human Settlements forsøger at formalisere uformelle settlements, og det udvikler sig ofte til optøjer.”
Møderne i Salvokop var ifølge Kristoffer Rønde Møller en succes. Beboere var overvejende positivt stemt over for byfornyelsen, og teamet fik indsamlet data, om for eksempel hvor mange der bor i området, hvem de er, og hvad de ønsker for fremtiden. Oplysninger, som i Danmark ligger hos kommunerne eller Danmarks Statistik, men som myndighederne i Sydafrika ikke ligger inde med. Denne data bliver nu brugt til designet af kvarteret.
Her fokuserer man på fire områder, hvor Danmark er langt fremme: udvikling af ikke-motoriseret infrastruktur, en bedre forvaltning af vandressourcer, skabelse af en blandet by samt etablering af grønne byrum, hvor folk ønsker at bo og opholde sig. Planen er at involvere danske virksomheder, som kan levere mange af de tekniske løsninger. På den måde kan samarbejdet måske bidrage til, at danske virksomheder får fodfæste i Sydafrika, hvilket er en vigtig politisk prioritet for Aarhus Kommune.
De danske og sydafrikanske partnere har samarbejdet om at udvikle en plan for fodgængere og cyklister i Salvokop. En ny fodgængerbro er på tegnebrættet, og Kristoffer Rønde Møller håber, at opgaven vil have danske design- og arkitektvirksomheders interesse, når den kommer i udbud.
Derudover samarbejder Pretoria Kommune og Aarhus Vand med University of Pretoria om et turbineprojekt i Salvokops vandreservoir, der skal producere grøn energi. Her er det også forhåbningen, at danske vandvirksomheder kan komme i spil i spørgsmålet om levering af komponenter.
Satser på de unge kræfter
Det er vigtigt for Kristoffer Rønde Møller at understrege, at der allerede er mange dygtige og engagerede planlæggere i Pretoria, og at byens borgmester er meget engageret i projektet, men at det politiske og administrative system ikke altid glider så let.
“Der sidder ofte nogle ældre mellemledere i forvaltningen med amerikanske byplanlægningsmanualer fra 1970’erne, der fokuserer på udvikling af infrastruktur til privatbilisme. De er ikke særligt omstillingsparate og svære at flytte. Derfor handler det for os i høj grad om at bygge netværk til de yngre, kreative kræfter i byen, der tænker i langsigtet og helhedsorienteret byplanlægning. Den gruppe kæmper dog også med unødig direkte indblanding og pres fra lokalpolitikere. Armslængdeprincippet eksisterer ikke på samme måde som i Danmark,” fortæller han.
Bagsiden af medaljen
En anden udfordring er, at ikke alle beboere i Salvokop er positivt stemt over for gentrificeringen af kvarteret. Grønne byrum, cykelstier og mangfoldighed klinger smukt, men bagsiden af medaljen er, at nogle af kvarterets nuværende beboere tvinges ud.
“Salvokop har en meget attraktiv beliggenhed i centrum af landets hovedstad, men kvarteret er totalt underudviklet og usikkert. Folk bor under kummerlige forhold, afføring flyder bogstaveligt talt i gaderne, og det kan være farligt at færdes her. Der skal gøres noget, men ulykkeligvis vil nogle af de nuværende beboere blive ramt af det,” siger Kristoffer Rønde Møller.
Illegale immigranter er et stort problem, og de risikerer at blive udvist af myndighederne. Folk, der ikke betaler husleje eller udlejer slumskure til ågerpriser, kommer muligvis også til at forlade kvarteret.
“Det er en svær balancegang. Et af formålene med undersøgelsen, som vi gennemførte, var blandt andet at kortlægge, hvilke af de nuværende beboere der kvalificerer til at blive genhuset i kvarteret. Vi ønsker at skabe et attraktivt kvarter og genhuse så mange beboere som muligt, men dem, som opholder sig illegalt eller allerede har modtaget offentlige boligsubsidier i en anden provins, bliver ekskluderet.”
Det langsigtede mål er sammen med Department of Public Works, der svarer til Ejendomsstyrelsen, og som ejer jorden, at udvikle en grøn og kompakt bydel med en veludviklet infrastruktur, som folk ønsker at bo og investere i. En bydel med både offentlige og private erhverv og en blandet befolkningssammensætning.
Drømmescenariet ligger år ude i fremtiden og skal indfries i faser. Først skal infrastrukturen udvikles, og regeringskontorer skal rykke til Salvokop. Herefter skal kommercielle erhverv som butikker og caféer flytte ind, og endelig skal der udvikles blandede boliger. Hvis pilotprojektet bliver en succes, er det planen, at det skal kopieres og anvendes i resten af Pretoria og i andre byer i Sydafrika.
Se Kristoffer Rønde Møller vise Anders Agger rundt i Salvokop i “Indefra med Anders Agger” fra DR.