Den 1. marts fylder Danmarks største internationale missionsorganisation – Luthersk Mission – 150 år.
Missionen er den samme, som da den første missionær blev udsendt til Kina i 1891: at udbrede det kristne evangelium – særligt blandt forfulgte, marginaliserede eller unåede folkegrupper.
Men opgaverne og vilkårene har ændret sig meget for de udsendte.
Antallet af udsendte missionærer halveret
LM har altid været kendetegnet ved at have mange missionærer udsendt som en vigtig resurse i det internationale arbejde.
Til LM’s 125-års jubilæum i 1993 var der omkring 80 udsendte missionærer. Målet var 100 missionærer i år 2000.
Men siden 1994, hvor LM havde sit største antal udsendte – 91 i alt – er antallet af udsendte halveret.
Det er ikke på grund af manglende udfordringer og muligheder, forklarer missionsleder i LM, Carsten Skovgaard-Holm, men blandt andet fordi udgifterne er blevet større og de udsendtes rolle en anden.
Fra ekspert og leder til vejleder og rådgiver
Tidligere var missionæren ofte lederen, hvor han eller hun kom frem. Det kunne være for at oprette en ny bibelskole eller sætte et sundhedstilbud i gang.
Sådan er det ikke i dag, forklarer missionslederen.
”Vi kommer ikke som alvidende eksperter, men som samarbejdspartnere. Det er vigtigt for os at slå fast.”
Det hænger i høj grad sammen med, at den lokale kirke mange steder er blevet styrket og bedre er i stand til at varetage mange opgaver selv.
Missionærer fortsat en styrke i missionsarbejdet
Det er dog stadig helt essentielt for en organisation som LM at have missionærer udsendt til international mission.
”Det ligger i vores gener, ligesom tydelig mission er en af vores kerneværdier. Sådan har det været, lige siden LM sendte de første missionærer til udlandet,” siger Carsten Skovgaard-Holm.
Desuden er de udsendte missionærer med til at styrke den gode relation til de lokale samarbejdspartnere og kommunikationen hjemover til giverne, forklarer han.
I dag er LM den organisation herhjemme, der har flest udsendt til kirkeligt udviklingsarbejde i verden – omkring 40 udsendte medarbejdere og volontører.
Strategien for det internationale missionsarbejde frem til 2021 er da også fortsat at udsende medarbejdere, sammen med ønsket om at styrke samarbejdet med den lokale kirke.