Fødselaren, der blev læge fra Københavns Universitet i 1973, er specialist i kirurgi og og kirurgisk gastroenterologi og blev overlæge på Sct. Elisabeth Amtssygehus og Amager Hospital.
En betydningsfuld del af hans internationale virke kan hæftes på Afghanistan.
Han er næstformand i bestyrelsen for Den Danske Afghanistan Komite (DAC) og har gennem 27 år været med til at skabe sundhedsmæssige resultater i Herat-provinsen i landets vestlige del, som han har besøgt igen og igen.
Han har bl.a. været med til at oprette et Danida-støttet distriktssygehus og i 2004 et stort kvindekollegium, som det blot tredje i det fattige og borgerkrigshærgede centralasiatiske land.
Læs mere om sundhedsprojektet i Herat her
DAC er en upolitisk medlemsforening med lidt over 300 medlemmer. Komiteen blev stiftet i 1984 for at skabe opmærksomhed om Afghanistans skæbne og befolkningens situation under den sovjetiske besættelse (1979-1989).
DAC har arbejdet med sundhed i Afghanistan og Pakistan lige siden.
Siden 1979 har Ole Julius Siemssen også i flere omgange arbejdet i Grønland som kirurgisk overlæge ved Dronning Ingrids Hospital i Nuuk (Godthåb), rejsende kystkirurg og distriktslæge.
På samme måde har han arbejdet på Færøerne, i Sverige og på universitetssygehusene i Stavanger og Bodø i Norge.
Sammen med hustruen Ragnhild elsker han at bo i familiens sommerhus i Hornbæk på Sjællands nordkyst. Han har en datter og to børnebørn.