Af Astrid Helene Washington
Konsulent, har arbejdet for FN i Afghanistan
På trods af næsten et årtis bekæmpelse af Taleban, en svimlende investering i krigsmateriel og stort set hele den vestlige verdens bevågenhed, er Afghanistan stadig ikke et demokrati. Faktisk ikke tilnærmelsesvis. Fund for Peace karakteriserer landet som et ”failed democracy”.
Hvorfor? Fordi en række forudsætninger skal være på plads, før et demokrati kan slå rod og fungere, og de forudsætninger eksisterer ikke i Afghanistans tilfælde.
Det vil formentlig være mere gavnligt for demokratiet at poste milliarderne i udviklingsprojekter end i krigen.
Da den amerikanske hær med sine koalitionsstøtter invaderede Afghanistan i 2001, var det for at vælte det ultra-konservative Taleban-styre, som efter sigende beskyttede Osama bin Laden, og på sigt at opbygge et demokratisk samfund i Afghanistan, som ikke ville være en sikkerhedsrisiko for den øvrige verden.
Ikke uden befolkningens støtte
Demokrati vinder ikke indpas uden solid opbakning fra landets befolkning. Der skal være et stærkt ønske om demokrati, f.eks. udtrykt gennem demokratiske foreninger eller sociale organisationer. Og den stærke opbakning mangler i Afghanistan.
Den mangler, fordi der ikke er en gulerod at hente i forbindelse med demokratisering. Primært i f.eks. i form af et medlemskab af en alliance eller lignende., og der er heller ikke territorial vinding ved demokrati.
Opbakningen mangler også, fordi foreninger og organisationer, som arbejder for eller inspirerer til demokrati i landet, ikke har været stærke nok til at udfordre Taleban.
Den mangler også, fordi hverken TV eller internet ikke hidtil bredt har kunnet eksponere demokratiets goder og de forbedrede levevilkår, som mange gange kommer som resultat af en demokratisering.
Desuden er mange afghanere for længe siden flyttet væk og har generelt integreret sig så godt andre steder, at de ikke har grund til at tage tilbage og arbejde for demokratiet, selvom de måske netop har lært demokratiet at kende i udlandet.
Måder til demokratisering
Hvis intern opbakning til demokrati – eller et stærkt ønske om en demokratisk styreform – er til stede kan et demokrati teoretisk sprede sig på to måder. Den ene måde er ved en slags dominoeffekt, hvor en gruppe lande i nærheden af hinanden oplever en demokratisk bølge, sådan som det skete i Østeuropa efter Murens fald. Eller via en demokratisk bølges første krusninger, som måske er det, vi er vidner til i arabiske lande i øjeblikket.
Men en sådan bølge er ikke aktuel lige nu i Afghanistans tilfælde. Ingen af naboerne i regionen
– Iran, Turkmenistan, Uzbekistan, Tajikistan, Kina og Pakistan – er hverken solide demokratier eller nationer godt på vej mod demokratisering.
Den anden måde demokrati kan opbygges på er som en udefrakommende ændring. Og at skabe demokrati er netop, hvad USA og dele af det internationale samfund er igang med i dag i Afghanistan. Denne form for demokratisering er tidligere fuldført med succes, f.eks. opstod Japans demokrati efter anden verdenskrig bl.a. ved hjælp af en udefrakommende ændring.
Men i begge tilfælde skal befolkningen bakke op om demokratiseringen, hvis processen skal lykkes.
Og da hverken en regional demokratiske bølge eller de udefrakommende demokratiske kræfter har givet Afghanistan et demokratisk styre, må det konkluderes, at det er fordi, der mangler opbakning om netop demokratiet inden for landets grænser.
Ifølge forskere er der da også enighed om, at disse to måder at demokratisere på heller ikke er mulige uden netop støtte til demokratisering inden for landets grænser.
Modernisering af samfundet
Demokratisering kan altså indledes, når der er nok opbakning til en sådan proces internt i landet. Men hvad skaber forudsætningerne for en sådan opbakning om demokrati?
Mange forskere hælder til den opfattelse, at demokrati kommer naturligt med modernisering af et land, modernisering på en lang række områder.
Modernisering er et komplekst koncept, som dækker over en lang række faktorer og processer, som til en vis grad er indbyrdes forbundne. Forskere analyserer bl.a. bybefolknings- kontra landbefolkningsratio, arbejdsspecialisering, teknologiske fremskridt, infrastruktur, fattigdom, analfabetisme, ligestilling og en række andre forhold. Der er ikke en speciel formel for modernisering eller en garanti for, at modernisering fører til demokratisering eller i givet fald hvornår.
I Afghanistans tilfælde er der mange steder at sætte ind med udviklingsprojekter som led i en modernisering: Alle de ovenstående faktorer og processer kan ses i Afghanistans tilfælde.
Fattigdom og analfabetisme
For at tage bare en af de ovennævnte faktorer, så er udbredt fattigdom et stort problem. Verdensbanken vurderer, at 42% af afghanerne lever under fattigdomsgrænsen, og hvis man hælder til teorien om, at modernisering fører til demokrati, så er fattigdommen en mulig og meget konkret hindring for en demokratisk udvikling.
Ligeledes er analfabetisme et stort problem. World Bank oplyser at 18% af afghanerne kan læse og skrive, mens CIA mener det er 28% – uanset hvilket der er korrekt, er det ikke gode tal, og igen er det et område, hvor der kan sættes ind som et led i en modernisering og dermed på sigt måske også som forberedelse til demokratisering.
Med udviklingssamarbejde på mange forskellige områder, vil afghanerne få bedre levevilkår. Og de vil måske gennem moderniseringen af deres land få f.eks. flere sociale netværk, nye lokale organisationer og mere medieeksponering. Og herigennem vil de måske få en smagsprøve på demokratiets fordele.
Og SÅ er det muligt, at der på sigt vil være solid opbakning til en demokratiseringsproces…
Vejen frem er altså udviklingssamarbejde. Jo mere, jo bedre!
