De storslåede lokaler på Afghanistans ambassade i Frankrig, en stor bygning fra det 19. århundrede beliggende i et eksklusivt hjørne af det vestlige Paris, er kvælende tavse. Den islamiske republik Afghanistan, der blev væltet af Taliban for 19 måneder siden, har sidste forestilling i tomme saloner som disse over hele verden. Rollebesætningen er et faldende antal eksildiplomater, der kæmper for at forhindre det totale tæppefald.
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der rapporterer fra hele verden.
”Det er svært, men vi er nødt til at acceptere virkeligheden,” sukker ambassadør i Holland Homayoon Azizi, en monarkist med overskæg og med få ord. I et desperat forsøg på at skære i omkostningerne, flyttede Azizi sin familie ind i sine gamle kontorlokaler ovenpå Paris-ambassaden, mens to andre diplomaters familier bor i et lurvet konsulært lejlighedskompleks i nærheden.
“Når Afghanistan står over for en sådan katastrofe, er vi som diplomater nødt til at tage mere ansvar,” forklarer han.
“Vi har stadig en mulighed for at fortsætte vores kamp mod den uretfærdighed, der finder sted i Afghanistan, og det skal vi være stolte af.”
Da Taliban kom til magten i august 2021, fik Afghanistans netværk af over 60 ambassader og konsulater pludselig kappet fortøjningen. Talibans islamiske emirat er stadig ikke anerkendt på verdensplan. Og med kun fem lande der har overdraget deres afghanske ambassader til Taliban – Kina, Iran, Pakistan, Rusland og Turkmenistan – er de siddende diplomater blevet efterladt som strandede. Foreign Policy har talt med et dusin nuværende afghanske diplomater rundt om i verden, fra Sydkorea til Canada, for at forstå, hvordan disse hovedsagelig midaldrende og vestligt uddannede embedsmænd, som dedikerede deres professionelle liv til projektet med at opbygge Afghanistan efter 2001, møder udfordringen.
“Jeg følte mig fuldstændig forladt”
Ambassadernes personale kæmper stadig for at tilpasse sig realiteterne i at være diplomater uden en regering. Efter Kabuls hastige fald blev de efterladt og skulle forsøge at forklare, hvorfor den regering, de repræsenterede, faldt fra hinanden så svimlende hurtigt. De skulle finde nye måder – uden penge og autoritet – at give deres fortsatte kamp mening.
Mange af dem, Foreign Policy har talt med, indrømmer, at de var desillusionerede, depresissive og havde en stærk følelse af at være forladte, da de arbejdede sig gennem chokket over, at Afghanistan så pludselig brød sammen. Langt fra frontlinjen oplevede de sammenbruddet gennem en svimlende samling af notater, telefonopkald og tv-reportager.
“Vi gik igennem en depression,” siger Nasir Andisha, Afghanistans ambassadør i Schweiz. “Vi var fuldstændig deprimerede og i fornægtelse. Jeg følte mig fuldstændig forladt.” Efter Kabul faldt, begyndte Andisha at føre dagbog og registrerede de mærkelige og ensomme øjeblikke i en kamp op ad bakke for at få Afghanistans stemme hørt i FN i Genève.
“Dette er højdepunktet i min karriere; Jeg modstår et tyranni,” siger han, før han korrigerer sig selv: “Det er ikke engang en karriere. Jeg mistede min karriere. Jeg mistede alt, hvad jeg havde, selv min bankkonto i Kabul, men jeg har et kald, og det holder mig i gang.”
Den pludselige opløsning af den gamle regering hænger som en sky over det hele. Selv de mest erfarne ambassadører som Youssof Ghafoorzai i Norge holder nogle gange pause og ser indad.
“Der er øjeblikke, hvor jeg er nødt til at tænke efter og spørge mig selv: Er det virkelig sket?” siger Ghafoorzai. “Der er elementer af chok, som ikke er gået helt væk. Det er der stadig.”
Føler sig forrådt af demokratisk allierede
Som de sidste internationalt anerkendte repræsentanter for Afghanistan er det politiske drama om ambassadernes kamp for overlevelse blevet næsten umuligt at skelne fra diplomaternes personlige kampe. Nogle ser sig selv som vogtere af værdier, der er forrådt af Vesten og undertrykt af Taliban. Andre retter deres vrede mod deres egen tidligere regering.
Eksil-afghanere er bittert uenige om, hvorvidt Talibans sejr i sidste ende var forårsaget af konflikter, fejltagelser og korruption i den tidligere regering eller et forræderi fra Washingtons side. De afghanske repræsentationer i USA blev til sidst lukket af regeringen i Washington, og deres konsulære opgaver blev overdraget til Afghanistans mission i Canada.
“Vi er den sidste front i Den Islamiske Republik uden for Talibans kontrol,” sagde Ashraf Haidari, den afghanske ambassadør i Sri Lanka, nu baseret i USA. “Vi var ofre for et kolossalt forræderi mod demokratiet. Vi forventede ikke, at vores demokratiske allierede ville forråde os, som de gjorde, og nu er disse demokratiske allierede ligeglade med vores diplomatiske missioner.”
Haidari er rasende. “Jeg behøver ikke at tale uden for citat længere,” siger han. “Den manglende støtte er en manifestation af det større forræderi mod Afghanistans demokrati. Vi havde taget demokratiske værdier til os, vi blødte for dem, og vi bløder stadig.”
Den manglende støtte er en manifestation af det større forræderi mod Afghanistans demokrati. Vi havde taget demokratiske værdier til os, vi blødte for dem, og vi bløder stadig.
Ashraf Haidari, afghansk ambassadør i Sri Lanka
Mange diplomater foretrækker dog at holde sig uden for citat, når det handler om følsom kritik. Nogle siger, at USA underminerede eksildiplomaternes positioner.
“Der var for meget entusiasme for Taliban,” siger en, selv om han også siger, at Talibans adfærd har kickstartet nogle ændringer. En anden hævder, at USA’s særlige repræsentant for Afghanistan, Tom Wests team, følte, at de var “nødt til at lave limonade af rådne citroner.”
Ukraine er 1970’ernes Afghanistan
Vreden over, hvordan det hele endte, har fået et lille antal diplomater til at tro på konspirationsteorier, om at amerikanerne talte med to tunger i forhold til Taliban efter Doha-aftalen fra februar 2020, hvor USA indvilligede i at trække sine tropper tilbage fra Afghanistan.
“Nogle af mine kolleger, som er i 50’erne og 60’erne, og som har været igennem Afghanistans op- og nedture, har fuldstændig overgivet sig til disse konspirationsteorier,” ” siger Andisha.
En anden ambassadør, der bad om anonymitet, siger, at USAs rolle i Afghanistans sammenbrud var “klar som solen.”
Det kan også være smertefuldt at se bistanden strømme til Ukraine.
“Frustration er en mild måde at udtrykke det på,” siger Nazifullah Salarzai, ambassadør i Belgien. “Vi føler os fuldstændig ladt alene. Når jeg taler med ukrainerne her, advarer jeg dem: Ukraine er 1970’ernes Afghanistan, hvor vi fik røde løbere overalt, hvor vi gik. Det er, hvad der sker for dig.”
Andre er mere velovervejede.
“Vi kunne ikke sælge vores side af sagen til Vesten,” skummer én diplomat i London. “Det er umuligt at benægte, at regeringen og politikerne var en væsentlig spiller i det her. Staten var ikke magtfuld nok. Den var ikke dygtig nok. Hvorfor? Det var på grund af korruption og mistillid mellem de politikere, der styrede landet.”
Det indgyder på den ene side styrke at være diplomat uden en chef, siger mange. Og på den anden side er det surrealistisk. “I sidste ende er det kun dig,” siger Salarzai. “Du er præsidenten, du er udenrigsministeren, du er alt. Enhver beslutning, du træffer, og dens konsekvenser er din alene.”
At drive en ambassade uden regning
Men uden en regering at repræsentere og ikke meget andet at diskutere end humanitære og konsulære spørgsmål, er arbejdsbyrden skrumpet. I Bruxelles, hvor Salarzai også er akkrediteret til EU og NATO, er arbejdsbyrden knap 10 procent af, hvad det engang var.
“Der er ikke mange mennesker, der kommer og banker på i disse dage,” siger han. ”Vi er blevet til byrde for nogle, som mener, at vi skal holde os væk. Det er blevet til: ‘Jeg elsker dig, men kom ikke nærmere’.”
En ambassadør siger, at hans invitation til en anden ambassades reception blev annulleret, efter at han havde svaret.
“De havde ikke opdateret deres invitationsliste,” siger han med et smil.
”Man kommer på arbejde, og nogle gange ved man ikke, hvad man skal lave; hver dag skal du finde på noget!” siger han. ”Man skal virkelig være kreativ for at drive en ambassade uden en regering; selv et geni kunne ikke komme på så mange ideer.”
Det kan være ensomt. “Jeg ringer til de ambassadører, som jeg er tæt på, for at sikre mig, at nogen taler med dem,” siger han. “Jeg har mit netværk af venner, men det er der nogle af dem, som ikke har.”
De, der er blevet tilbage, har en karakterstyrke, der holder dem i gang. Der er nogle af deres mere erfarne kolleger, der hurtigt og stilfærdigt stoppede.
“Inderst inde ved jeg, at når jeg ser på flaget i mit værelse og udenfor, så får jeg styrke til at fortsætte,” sagde Salarzai, som var Taliban-gidsel i 1990’erne. “Det nemmeste var at sige: ‘Tata, farvel, regeringen eksisterer ikke længere!’ Men når du ser på, hvad der er på spil, vil du så helst have, at jeg stopper eller på min egen måde viser de andre ting, som mit land repræsenterer? Det er det job, jeg og de andre ambassadører udfører hver dag.”
“Taliban er fanget i sine interne magtkampe”
Mens diplomater i Vesten leder kampen, har deres kolleger i Centralasien og Mellemøsten stort set forholdt sig stille. Mens Taliban stadig ikke er anerkendt, er fem ambassader blevet overdraget: i Rusland, Pakistan, Kina, Iran og Turkmenistan. Afghanske ambassader i Usbekistan, Saudi-Arabien og Tyrkiet samarbejder angiveligt også med Kabul.
“Der er ingen retsstat i disse lande,” siger en højtstående tidligere diplomat. “Hvis landet har en tendens til at være tættere på Taliban, kan de gøre livet hårdt for diplomater der.”
Blandt afghanske diplomater svirrer rygter om andre diplomaters valg. “Det er også personligt,” fortsætter diplomaten. “De har ingen steder at tage hen. Der er nogle, der er yngre, med færre forbindelser og færre kontakter, der kan hjælpe dem med at finde en måde at genbosætte sig på. Det er en af årsagerne til at, de stille og roligt samarbejder med Taliban, eller i det mindste ikke indtager en for markant en position over for dem.”
Efter at Taliban erobrede Kabul, forventede mange Taliban-“pragmatikere” hurtig anerkendelse fra naboerne, Kina og Rusland. Det skete ikke. I stedet er den opsøgende indsats blevet sat på pause, mens magtkampen mellem Talibans ultrakonservative og pragmatikere om gruppens retning står på.
“Taliban er fanget i sine interne magtkampe,” siger Antonio Giustozzi, en Afghanistan-ekspert ved Storbritanniens Royal United Services Institute.
Ambassaden i Rusland er en af dem, der er blevet overdraget til Taliban.
“Allerede i midten af september 2021 tilkendegav Taliban interesse for at blive anerkendt af Moskva,” husker Said Jawad, der var ambassadør i Rusland, indtil den gamle regerings røde, sorte og grønne flag blev sænket i april 2022. “Lande som Pakistan håbede, at hvis Rusland anerkendte [Taliban-regeringen], ville det gøre det lettere for dem.”
Øget pres på diplomater
Efter invasionen af Ukraine i februar 2022, hvor Rusland kom under pres fra sine partnere, forsøgte Moskva at tvinge den afghanske ambassade i Moskva til at arbejde sammen med Kabul. Jawad siger, at Rusland havde foreslået Taliban at sende to diplomater, angiveligt for at koordinere med Jawad. Da han afviste det, blev Jawad chikaneret af russerne.
“De lukkede bankkonti, de stoppede vores biler, når vi kørte hjemmefra til kontoret – den slags ting,” siger han.
Taliban rakte også ud. “De kontaktede mig,” siger Jawad. “Deres udenrigsminister og andre sagde, at vi skulle tale sammen. Jeg sagde nej. Jeg har visse principper. Det er ikke et spørgsmål om at finde løn i endnu et par måneder eller nyde godt af at være ambassadør; Jeg kan ikke arbejde sammen med jer. Sådan er det.”
Til sidst, da den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov besøgte Pakistan, øgede Islamabad presset. “[Den pakistanske regering] pressede ham hårdt til at anerkende [Taliban],” siger Jawad. “I stedet annoncerede [russerne] uden nogen koordinering eller forudgående meddelelse, at de ville overdrage ambassaden.”
Andre steder forsøger Taliban nye taktikker. “De vil gå bag din ryg,” siger Salarzai. “De vil begynde at tale med nogle af dine diplomater. De forsøger at så splid inden for ambassaderne.
“De forsøgte at gøre det [i Bruxelles], men mine kolleger kender mig. Jeg fortalte dem, at hvis nogen bliver kontaktet, så kom til mig først. Hvis jeg finder ud af det på anden måde, så bliver du fyret.”
I Italien gik en tidligere afghansk diplomat ind på ambassaden i Rom, hævdede, at han var blevet nyudnævnt af Taliban, og angreb ambassadøren (Taliban nægtede at have udnævnt ham). “Det var et alarmsignal om at være virkelig forsigtig – det der skete i Rom,” siger Wahidullah Waissi, ambassadør i Australien og New Zealand. “Jeg fordoblede mit indre radarsignal.”
Taliban har angiveligt udpeget en afghansk studerende til ambassadør i Malaysia, men den studerende fik forbud mod at komme ind på ambassaden. I Tyrkiet udnævnte Taliban angiveligt en diplomat til Istanbuls konsulat; han fik at vide, at han var velkommen til te, men hvis han ville forsøge på at indtage sin stilling, så ville dørene være låst.
Mens eksilregeringer ikke er noget nyt, er fuldgyldige ambassader uden regeringer sjældne.
Koordinationsgruppen af anti-Taliban-ambassadører
Uden nogen støtte oppefra satte nogle erfarne diplomater sig for at danne deres eget organ som erstatning for det afghanske udenrigsministerium. Den såkaldte koordinationsgruppe, der består af anti-Taliban-ambassadører – møder afholdes for det meste online, selvom der har været to fysiske møder – er blevet det vigtigste forum til at diskutere spørgsmål, dele ideer og udarbejde udkast til udtalelser og holdninger. Organet, som er ved at blive omdannet til et formelt “ambassadørråd”, er blevet afgørende for diplomaternes vision om deres fremtid.
“Dette er et nyt diplomati, vi udfører,” siger Waissi. “Det er uskreven diplomati.”
Mens eksilregeringer ikke er noget nyt, er fuldgyldige ambassader uden regeringer sjældne. Afghanistans diplomater har for nylig genopdaget en forlængst glemt forløber for deres eget ambassadørråd i form af de repræsentanter, udpeget af tsar- og Kerenskij-regimerne i Rusland, som repræsenterede det kejserlige Rusland ved fredskonferencen i Paris i 1919, mens det begyndende Sovjetunionen stadig ikke blev anerkendt. Deres indflydelse varede kun fra 1917 til begyndelsen af 1920’erne. Deres moderne modstykker er mere håbefulde.
“Vores råd håber at skabe en bro til at bringe staten tilbage i Afghanistan,” siger Andisha. “Juridisk er disse ambassader de sidste rester, de sidste rester af staten. Vi er ikke politikere, men vi kan skabe en platform, som politiske kræfter kan samles om.”
De deltagende består stort set kun af omkring to dusin ambassadører baseret i Vesten, med kun nogle få fra andre dele af verden. “Der er behov for en politisk køreplan,” siger Hassan Soroosh, ambassadør i Canada. “Der er behov for mere omfattende samtaler og interaktioner med ikke-Taliban politiske kræfter, civilsamfundsaktivister, kvinderettighedsaktivister.”
Tre millioner tomme afghanske pas
Uden midler fra Kabul er de mest presserende problemer økonomiske. Et moralsk formål kan ikke betale personale, regninger eller husleje. “Vi opererer på basis af den indtægt, vi er i stand til at generere fra vores konsulære tjenester,” siger Ghafoorzai. “Det har været den eneste indtægtskilde, vi har haft til at betale for alle vores udgifter og fortsætte driften.”
Hver afghansk ambassadør har gennemgået sit budget med en skalpel. I Canada er personalet skrumpet med 50 procent og udgifterne med 65 procent. I Belgien er antallet af ansatte faldet fra 25 til syv, hvoraf de fleste søger asyl. Inden for koordinationsgruppen diskuteres indtægtsdeling for at hjælpe missioner i Grækenland, Polen og Sydkorea med at forblive funktionelle, men det er endnu ikke sket.
“Jeg kan vise dig de regninger, der ligger foran mig; de løber op i tusinder,” siger Salarzai med et suk i sin iskolde ambassade i Bruxelles. “Jeg spørger alle, om vi må betale i rater.”
Mens nogle har søgt økonomisk hjælp fra deres værter, er det kun få, der har taget imod på grund af juridiske forhindringer. Kun ambassader, der er akkrediteret til multilaterale organisationer, kan nemt drage fordel af hjælpen. Østrig dækker lejen for eksempelvis Wien-ambassaden, som også er akkrediteret til Det Internationale Atomenergiagentur.
Der er én oplagt løsning på pengekrisen: pas. Afghanere i udlandet har altid brug for pas, men ikke en eneste afghansk mission har et. Hvorfor? Den tidligere afghanske regering underskrev en kontrakt med Garsu Pasaulis, et trykkeri i Litauen, om at producere dem. Siden kollapset, siger afghanske diplomater, har firmaet nægtet at levere dem og hævder, at ordregiveren er ophørt med at eksistere, og at der ikke er nogen til at betale for passene.
Resultatet er tre millioner tomme afghanske pas, der ligger på et lager et sted i Litauen. Kampen om, hvem der får dem, kan fikse eller ødelægge den økonomiske fremtid for afghansk diplomatisk modstand. I mellemtiden leverer det sorte marked autentiske afghanske pas til dem, der har brug for dem, til en pris på op til 1.500 dollars i Centralasien, Iran og Pakistan.
Afghanistans ambassadører har henvendt sig til EU og USA for at få hjælp. Ambassadører, der er involveret eller har kendskab til samtalerne, hævder, at det amerikanske udenrigsministerium ønsker de fleste af passene leveret til Kabul, koblet med løfte om, at nogle af passene vil blive overført til missionerne, mens de fleste vil gå til afghanere på evakueringslister.
Frustrerede diplomater siger, at frigivelse af pas på denne måde vil resultere i, at ambassadediplomater bliver afpresset af Kabul til at begynde uformelt at samarbejde med Taliban. Noget de ikke ville acceptere. Den 10. februar hævdede en ambassadør, at der verserer rygter om, at 300.000 pas var ankommet til Kabul.
Manglen på pas har kompliceret livet for afghanske flygtninge. I mange lande kræver statsborgerskabs- og asylprocedurer identifikationsdokumenter, og det er umuligt at rejse uden.
Da jeg spurgte, henviste det amerikanske udenrigsministerium mig til det Taliban-kontrollerede finansministerium og Garsu Pasaulis, mens EU’s European External Action Service skriver: “at producere pashæfterne og levere dem til landet og dets ambassader og konsulater er et problem i henhold til en kommerciel kontrakt og ikke noget, EU kan påvirke.”
Garsu Pasaulis bekræfter, at trykkeriet fremstillede og leverede pas til Afghanistan og tilføjer: “Kontraktudførelsen udføres i øjeblikket behørigt med støtte fra den særlige udsending for den Europæiske Union til Afghanistan (European External Action Service) og Kontoret for Afghanistan-anliggender ( US Department of State).
Manglen på pas har kompliceret livet for afghanske flygtninge. I mange lande kræver statsborgerskabs- og asylprocedurer identifikationsdokumenter, og det er umuligt at rejse uden. Kun med moderne biometriske pas, der først er introduceret for nylig, er der mulighed for at ambassader kan forlænge deres levetid digitalt.
Selv diplomaterne er begyndt at bekymre sig. “Jeg har intet andet end mit afghanske pas,” siger en. “Mit pas udløber om to år, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for der er ikke flere – og glem alt om diplomatpas.”
Væbnet modstand ulmer
Der er ringe konsensus om fremtiden blandt diplomaterne. Mens nogle forventer en Taliban-implosion, bider andre sig fast. Da de blev spurgt, om de støttede væbnet modstand, valgte mange deres ord omhyggeligt eller bad om at tale uden for citat, da Afghanistans ambassader har indvilliget i at forholde sig upartiske i forhold til de forskellige politiske kræfter, der kæmper imod Taliban.
Mens de gamle garder af politikere udveksler beskyldninger, er der én oppositionsgruppe, der har høstet støtte, Den Nationale Modstandsfront (NRF), ledet af Ahmad Massoud. Massoud er søn af den legendariske Taliban-myrdede Nordalliance-leder Ahmad Shah Massoud, og fordi han har tilbragt de fleste af sine 35 år i udlandet er han mindre viklet ind i det tidligere regimes bitre kampe. Med base i Tadsjikistan hævder NRF, at have 5.000 krigere.
I september 2022 foretog Massoud sit første seriøse træk i kampen om lederskab af oppositionen ved at deltage i en lukket konference i Wien for at diskutere Afghanistans fremtid. Resultaterne var blandede. Mange afventer den kommende kampsæson for at se, om væbnet modstand virkelig er mulig. Selv den vanærede tidligere præsident Ashraf Ghani, som af mange anses som en forræder, sendte angiveligt poser fyldt med kontanter til Tadsjikistan som et fredsoffer. Massoud tog tilsyneladende imod pengene.
Mange afventer den kommende kampsæson for at se, om væbnet modstand virkelig er mulig.
Alligevel er NRF løbet tør for kontanter og håber på, at den kan sikre sig støtte. Nogle mener, at det er usandsynligt. “De er fantaster,” siger Giustozzi. “Dette er et udbredt problem hos nogle i diasporaen og oppositionen. De tror, at Vesten vil vende tilbage.” Gruppen har ikke fået nogen seriøs interesse. EU og USA har angiveligt nægtet at mødes med NRF-repræsentanter.
Andisha siger, at han tror, at Massoud er fremtiden. “I disse situationer har man brug for ledere, og man har brug for nogen at holde fast i,” siger han. “Selvom han ikke ønsker det ansvar, bliver det lagt på hans skuldre, og vi vil hjælpe ham. Det har jeg fortalt ham. Jeg tror, at de fleste af de diplomatiske missioner vil hjælpe ham.
Uanset hvad der sker, siger Afghanistans diplomater, at de vil holde ud til det sidste. “Vi er den sidste del af republikken, der holder fortet og flaget,” siger Waissi. “Vi er der for at afspejle Afghanistans sande stemme i verden. Dette er vores sidste mulighed. Det er ikke engang en mulighed.”
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Laurits Holdt
