Af Astrid Helene Washington
Konsulent, har arbejdet for FN i Afghanistan
Krigen i Afghanistan kan afsluttes, en fredsaftale mellem den afghanske regering og Taleban synes tættere på end nogensinde før.
For de to parter kan nemlig godt lave en fredsaftale, som tilgodeser dem begge.
Spørgsmålet er, om de lande, som bidrager til den internationale ISAF-styrke, er villige til at acceptere en sådan aftales vilkår.
En fredsaftale mellem den afghanske regering og Taleban vil nemlig betyde, at begge parter er tilfredse, og det vil uundgåeligt indebære, at resten af verden ikke får det pletfrie demokrati og samfund, som internationale soldater og økonomiske donorer har kæmpet for – og mistet mange liv for – siden invasionen af Afghanistan for snart et årti siden.
USA og dets allierede invaderede Afghanistan i 2001, fordi Taleban-styret i Afghanistan efter sigende havde tilbudt Bin Laden beskyttelse og nægtede at udlevere ham.
Begrundelsen er senere udvidet til, at de internationale styrker skal medvirke til at gøre verden til et sikrere sted ved at opbygge et demokratisk samfund i landet.
Men de reaktionære, anti-demokratiske kræfter i Afghanistan er ikke sådan at overvinde, og på trods af næsten 150.000 internationale soldaters tilstedeværelse blev 2010 det blodigste år siden invasionen.
Den lokale støtte til Taleban er nemlig markant, noterer en Pentagon-rapport fra 2010. Den mener, at afghanerne støtter Taliban i 92 af de 121 strategisk vigtigste distrikter.
I virkeligheden burde det ikke komme bag på nogen, at demokratiet ikke har grebet Afghanistan øjeblikkeligt.
For det første har der ikke været en bølge af nye demokratier i regionen, som kunne anspore til demokrati i Afghanistan. Og for det andet kan demokrati ikke tvinges igennem i et land, hvor der ikke er stærke demokratiske grupper, og hvor både fattigdom og analfabetisme er så udbredt, at der heller ikke umiddelbart kan skabes grobund for demokratiets fordele gennem internet, radio eller TV.
Parterne nærmer sig hinanden
Parterne er dog begyndt forsigtige fredsforhandlinger, måske ansporet af den amerikanske præsident Obamas udmelding om, at de amerikanske tropper begynder at forlade landet allerede i sommeren 2011.
Den afghanske regering er ganske klar i sine krav til en fredsaftale: Taleban skal stoppe krigshandlingerne og relationer til terrorister, og så skal de acceptere den afghanske grundlov.
Med andre ord: Den afghanske regering vil have ro og fred i landet, så der kan fokuseres på bl.a. udvikling og investering.
Faktisk er Taleban også interesseret i et fredeligt Afghanistan. Taleban siger nemlig, at de kæmper for at få de udenlandske tropper ud af Afghanistan, så de kan indføre islamisk Sharia-lov i landet.
Undersøgelser viser, at Taleban også kæmper for fred til at høste indtægterne fra valmuemarkernes opium, hvilket bringer et økonomisk aspekt ind i forhandlingerne.
Undervisning og mineindustri
Så hvordan kan en fredsaftale forhandles så den tilgodeser begge parter?
Det første krav fra Talebans side er, at de internationale tropper skal forlade landet, men med en dato for den begyndende tilbagetrækning, er Taleban formentligt villig til at begynde forhandlingerne allerede nu.
Det andet krav fra Taleban er, at der skal indføres Sharia lov. Det krav kan måske imødekommes, selvom det ikke bliver let.
Den afghanske grundlov er nemlig allerede nu meget islamisk, og det er en mulighed, at imamer og religiøse autoriteter kunne gennemgå den afghanske grundlov og finde områder, hvor Sharia kunne indføres uden at omskrive grundloves.
Dertil kommer, at lokale islamiske og traditionelle skikke stort set overholdes. Det er f.eks. meget almindeligt at løse lokale konflikter eller tage sig af lokale forbrydelser ved hjælp af traditionel konfliktmægling hos lokale eller religiøse ledere.
Disse lokale traditioner kunne sagtens bruges som udgangspunkt og dermed både styrke allerede-eksisterende lokale traditioner og tilfredsstille Taleban.
Dette er således ikke i modstrid til den afghanske regerings krav om, at Taleban skal respektere grundloven, da loven ikke skal skrives om. Det er derimod et spørgsmål om at støtte initiativer, som allerede er et supplement til loven.
Desuden kunne Taleban blive tilbudt at oprette private skoler, hvor de kunne undervise i deres særlige form for Islam, hvis de mener, at loven stadig ikke er islamisk nok.
Uden at løsne et skud kunne Taleban ”undervise Afghanistan” og få en chance for at vise, at de accepterer og respekterer den afghanske grundlov, som netop giver mulighed for oprette private uddannelsesinstitutioner.
Endelig kunne Taleban blive tilbudt en del af arbejdet med den afghanske mineindustri, et område som skal udvikles og udbygges, og som ifølge amerikanske eksperter har potentiale til at gøre Afghanistan til et af de vigtigste mine-områder i verden.
En sådan indtægt ville erstatte pengene fra opiumvalmuerne og dermed tage en væsentlig grund til krigen fra Taleban.
Dette vil heller ikke være i modstrid med den afghanske regerings mål, faktisk tværtimod, for mineindustrien skal netop udvikles til glæde for hele den afghanske befolkning, og hvorfor ikke begynde med en aftale i forbindelse med en fredsaftale.
Mange faldgrupper
Der synes altså at være muligheder for en fredsaftale. Men det er ikke uden problemer at nå så langt, og der er mange faldgruber. Blandt dem er tilbagetrækningen af de internationale styrker, udfordringerne i forbindelse med at kontrollere, om Taleban beholder kontakt til terrorister, korruption, osv.
En af de største forhindringer vil dog formentligt være den vestlige verden og de ISAF-bidragende lande, som ikke nødvendigvis vil kunne acceptere en aftale , som giver Taleban muligheder og fremtid i Afghanistan.
Og også afghanske menneskerettighedsorganisationer og kvinderettighedsforkæmpere vil tale imod.
Men det er vigtigt her at huske at ovenstående forslag til en fredsaftale er baseret på, hvad der allerede er dagligdag i Afghanistan.
Nu får den vestlige verden bare muligheden for at se en aftale på papir og få en smule mere gang i udviklingen i landet gennem projekter, bistand og andet.
Og udviklingen kunne jo netop være i retning af bekæmpelse af fattigdom og analfabetisme, modernisering … og dermed på sigt demokrati.
Men er vi – de internationale demokrati-magere – villige til at acceptere en fredsaftale, hvis den viser sig ikke at indeholde demokrati med vestlige normer og rettigheder fra første dag?
Men hvad er egentlig alternativet til en fredsaftale?
Artiklen er baseret på analyser, som Astrid Helene Washington har skrevet som led i Master-studier på Københavns Universitet 2010 og 2011 samt på hendes arbejde med de afghanske valg i 2004 for IOM i Pakistan og 2005 for UNOPS i Afghanistan.
Analyserne kan læses på www.astridhelenewashington.com
