Afrikanske iværksættere – Lilian Makoi

lilian-makoi-ccby-jamii
Lillian Makoi - her i Dar es Salaam, Tanzania
Foto: Jamii Africa
Forfatter billede

Serie: Afrikanske iværksættere

I den kommende tid vil Globalnyt præsentere en række afrikanske iværksættere, der lige nu er fremme med nyskabende og kreative business-tilgange til lokale udfordringer. Disse iværksættere venter ikke på hjælp udefra, og deres arbejde har ikke alene indvirkning på deres nærmiljøer, men kan potentielt afhjælpe udfordringer for millioner af mennesker i Afrika – og hele verden.

 

For forsikringsselskaber udgør fattige en dårlig business case, imens mange fattige kæmper med at betale for basale sundhedsydelser. Men takket være mikro-sygeforsikring gennem app’en Jamii kan kvinder i Tanzania nu opleve at få hjælpe ved fødsler og modtage lægehjælp, der før var utænkeligt pga. de høje priser på lægehjælp.

Mikro-forsikring er kendetegnet ved at beskytte lavindkomst-grupper af befolkningen, og fungerer på samme måde som almindelig forsikrings-dækning, men henvender sig til lavindkomst-grupper, som ofte bliver ignoreret af større kommercielle forsikringsselskaber.

Der er 50 millioner mennesker i Tanzania, men forsikring er en sjældenhed, som under ti procent af befolkningen har glæde af, ifølge skøn fra WHO og Verdensbanken. For 1 USD om måneden kan tanzanianere nu købe mikro-sundhedsforsikring gennem app’en Jamii. Lilian Makoi er CEO ved Edgepoint Company Ltd og med app’en Jamii har hun forsøgt at bekæmpe det kæmpe problem og til en pris så lav, at flere kan være med.

Entreprenøren Lilian Makoi forklarer, at mange større forsikringsselskaber bruger argumentet, at det er for dyrt og besværligt for dem at forsikre folk, der tjener 50$ eller mindre om måneden, da der er administrative  omkostninger ved at oprette og fastholde kunder i systemet. Men da Jamii kører via mobiltelefoner slipper man for mange af de omkostninger, der normalt er forbundet med at sikre forsikring til fattige.

Jamii samarbejder med telefonselskabet Vodacom med deres online betalingsplatform til at udbetale forsikringssummer og indkræve den månedlige betaling. Derudover samarbejdes der med forsikringsselskabet Jubilee Insurance, som samarbejder med over 500 sundhedsklinikker rundt om i Tanzania.

Et af største problemer, som projektet Jamii har mødt er, at folk i Tanzania mangler viden om de finansielle fordele ved at forsikre sig og at folk simpelthen ikke tror på folkene bag Jamii, når de forklarer, at de kan få sundhedsydelser for 30 USD ved at betale 1USD om måneden.

Projektet bliver nu bakket op af Banken Barclays og Bill and Melinda Gates Foundation, og det ambitiøse mål er at nå ud til 100.000 kunder i Tanzania i 2018, og indenfor de næste 5 år at nå ud til 3 mio. i Tanzania og i andre lande i Afrika.