Tirsdag aften blev først runde af gruppekampene ved årets Africa Cup of Nations, de afrikanske fodboldmesterskaber, færdigspillet.
I Ismailia i det nordøstlige Egypten, hvor Suez-kanalen får selskab af saltsøen Timsah, vandt de forsvarende mestre Cameroun over Guinea-Bissau, inden Ghana og Benin i aftenmørket scorede to mål hver.
Det var afslutningen på en første spillerunde, der i det store hele har bekræftet det, vi regnede med: favoritterne har vundet, de undertippede tabt.
Det har heller ikke overrasket, at den tunge varme tynger spillerne, ligesom man kunne have sagt sig selv, at de egyptiske myndigheders sikkerhedsopbud ville være enormt.
Mindre indlysende er det, at De Afrikanske Mesterskaber også har en ikke-afrikansk deltager. Ganske vist ikke på banen, men i kulissen, hvor Kina, som så ofte før i afrikansk sammenhæng, i den grad er med til at tilrettelægge begivenhederne.
Således lyder det samstemmende fra iagttagere af både egyptisk og kinesisk politik, at Egyptens værtsskab har givet anledning til en styrkelse af de to landes stadig stærkere forbindelse under præsident Abdel Fatah al-Sisi.
Blandt andre professor Simon Chadwick, en af forskerne bag projektet China Soccer Observatory på University of Nottingham, har skrevet, at De Afrikanske Mesterskaber tilbyder Beijing alletiders mulighed for at konsolidere sin magtfulde position på kontinentet:
“For Kina viser fodbolden sig endnu en gang som et middel til at opnå et strategisk mål,” lød den afsluttende replik i en klumme bragt for nyligt i Policy Forum.
Historisk stærk forbindelse
Allerede under åbningskampen på Cairo International Stadium viste den kinesiske tilstedeværelse sig. Nok særligt på pressepladserne, hvor den lovede internetforbindelse svigtede hos flere journalister (undertegnedes virkede upåklageligt), der med dirrende nakker forsøgte at få de udleverede kodeord til at makke ret.
På deres mobiltelefoner tilbød Kina sin hjælp. Egypten-Zimbabwe markerede nemlig ikke bare åbningen af De Afrikanske Mesterskaber, men også lanceringen af Huaweis 5G-telefonnetværk i den arabiske verdens mest folkerige land.
I april annoncerede Egyptens minister for kommunikation og informationsteknologi, Amr Talaat, at landet var parat til at indgå partnerskab med den kinesiske telegigant, der ikke på papiret er underlagt Xi Jinpings regime, men i praksis siges at være det. Fredag blev villigheden til virkelighed.
Det kan virke som en ubetydelig parallelhistorie i en 24-holdsturnering, der flyder over med fortællinger, der kalder på at blive fortalt, men det ikke småting, der er på spil.
Huaweis indtræden på det egyptiske marked kommer nemlig efter en periode med adskillige eksempler på, at de egyptisk-kinesiske relationer er historisk stærke.
I september deltog præsident al-Sisi i Beijing Summit of the Forum on China-Africa Cooperation (FOCAC), intet mindre end hans femte besøg i landet siden magtovertagelsen i 2014.
Ved den lejlighed erklærede den egyptiske leder sin fulde støtte til Kinas kontroversielle planer om at bygge en interkontinental netværksinfrastruktur fra Europa over Afrika til Asien og Kina.
Om One Belt, One Road, som projektet er døbt, sagde al-Sisi, at “Egypten er overbeviste om, at det vil skabe enorme muligheder for bilaterale samarbejder.”
Inden hjemrejsen fik præsidenten lukket aftaler om fælles opførelse af et vandkræftværk ved Atakabjerget i Suez-provinsen, et kulkraftværk i Hamrawein ved Det Røde Havs kyst samt et businessdistrikt i Egyptens nye administrative hovedstad øst for Kairo.
I forlængelse heraf lød det i marts fra Mohammed Fadl, højstående medlem af organisationskomitéen bag slutrunden, at mesterskaberne ville være en allertiders mulighed for både kinesiske og egyptiske virksomheder til at introducere sig selv for nye markeder.
Over for Kinas statsejede nyhedsbureau Xinhua opfordrede Fadl til kinesiske investeringer i afrikansk sport.
Det er Huaweis egyptiske lancering et aldeles fremtrædende eksempel på, men den kinesiske indflydelse løber også under overfladen.
Tag firmaet, der sidder på turneringens medierettigheder, Lagardère Sports, hvis ansatte defilerer rundt overalt på stadionernes medieområder og sørger for, at kun akkrediterede fotografer tager billeder – skrivende journalsiter må ikke engang sende et billede hjem til mor.
Trods deres franske hovedsæde har Largadère Sports en substantiel kinesisk forbindelse, der går tilbage til 2016, hvor de åbnede et stort kontor i Shanghai.
Dengang lød det, at de med hjælp fra kinesiske eksperter ønskede at etablere forbindelser mellem Kina og store sportsbrands. Som sagt så gjort.
Snarere reglen end undtagelsen
Kinas tilstedeværelse under De Afrikanske Mesterskaber handler dermed ikke kun om den gode relation til al-Sisis Egypten.
Det handler om en efterhånden mangeårig interesse i afrikansk sport i al almindelighed.
At Kina spiller med, når Afrikas bedste fodboldlandshold skal findes, er faktisk efterhånden snarere reglen end undtagelsen.
I Ghana i 2008 var alle fire stadions finansieret af kinesiske lån. I Angola i 2010 var alle fire stadions bygget af Kina. Det samme i Gabon i 2017.
Det er dette såkaldte stadiondiplomati, der i Egypten i disse uger udvikler sig til et mobiletværksdiplomati. Og motivationen er genkendelig: kineserne vil fremtidssikre deres økonomi og ændre den geopolitiske indretning.
Der er endnu mere end tre uger til, at vinderen af De Afrikanske Mesterskaber bliver fundet. Vinderen på banen, altså. For væk fra græsset kan en sådan nemlig allerede nu sagtens udpeges.
Ganske symptomatisk for den generelle udvikling i Afrika – og ikke mindst i afrikansk sport – er mesterskaberne i Egypten i høj grad Kinas mesterskaber. De får ikke noget trofæ, men skaffer sig adgang til kritisk infrastuktur.
Det er den slags Kinas umiddelbart uforståelige interesse i afrikansk sport er til for.
