2020 er snart slut, og det er tid til at gøre regnskab. Der er nemlig sat flere mål for naturen med udløb dette år. Og det ser ikke så godt ud for de grønne målsætninger.
Det er allerede klart, at de 20 Aichi-mål under FN’s strategi for at bremse tabet af biodiversitet langt fra bliver indfriet. Det er heller ikke en overraskelse, at drømmene om at halvere afskovning ikke bliver til virkelighed inden årets udgang. Det viser en helt ny analyse af den såkaldte New York-erklæring om skov.
Ifølge erklæringen, som blev vedtaget i 2014 og har tilslutning fra over 200 lande og territorier, samt adskillige virksomheder og NGO’er, skulle afskovningen halveres i år. Det sker ikke, og ifølge nogle målemetoder er skovhugsten faktisk steget.
Verden er derfor heller ikke på vej mod at indfri målet i erklæringen om helt at bremse afskovningen i 2030, lyder det.
Infrastruktur kommer til at koste skov
Noget tyder på, at der er sorte skyer på vej ind over verdens skove. Den nye opgørelse har nemlig kigget på nationernes planer for infrastruktur i de kommende årtier. Og de vil sandsynligvis koste meget skov.
Der er store planer om veje, jernbanespor, færgeruter og dæmninger. Siden årtusindeskiftet er vejnettet blevet øget med 40 procent, og i de næste tre årtier vil der blive bygget nye veje i et omfang, der kommer til at strække sig over 24 millioner kilometer, vurderer eksperterne. 90 procent af disse vil skære gennem landskaber i udviklingslande.
Meget af den planlagte infrastruktur vil ramme naturrige områder. I Amazonas har fem lande planlagt at investere 27 milliarder dollar de næste fem år til at bygge veje på i alt 12.000 kilometer. Det kan betyde skovhugst på et område svarende til næste 2,4 millioner hektar. I Indonesien er der fare for, at næsten 50.000 hektar kan blive åbnet for minedrift. 400 beskyttede områder i Afrika syd for Sahara er i skudlinjen for ny infrastruktur, skriver Yale Environment.
”Store nye projekter, der er undervejs eller planlagt i Amazonas, Indonesien, Mellemamerika, Congo Bassinet og andre steder, afslører at vores ikke bæredygtige appetit for kul, mineraler, metaller, energi og landbrugsprodukter som soja har åbnet en ny frontlinje i kampen for at beskytte verdens skove,” forklarer Franziska Haupt, en af hovedforfatterne til den nye opgørelse.
”Nogle regeringer forstærker denne trussel og ruller beskyttelsen af skov tilbage, mens landene kæmper med at håndtere den økonomiske krise med Covid-19,” tilføjer hun.
Fald i Latinamerika, stigning i Afrika
Der er tidligere på året gjort status over det globale skovtab. Der findes to overordnede opgørelser over afskovning, der beregner på forskellige måder. De håndteres af henholdsvis FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) og World Resources Institute.
FAO vurderede i juni måned, at skovtabet er faldet siden 1990’erne. Da mistede vi skov svarende til et område på 7,8 millioner hektar årligt, mens tallet for 2010’erne ligger på 4,7 millioner hektar hvert år.
En af de markante udviklinger ifølge FAO’s undersøgelser er, at Afrika i de seneste år har overhalet Latinamerika, når det gælder skovtab.
Læs også: Afskovningen falder i Sydamerika, men stiger i Afrika
Opgørelsen fra FAO bygger på tal, som nationerne selv indsender til FN-organisation. Beregningerne foregår ved at undersøge skovhugsten og trække den fra den skov, som bliver oprettet.
World Resources Institute (WRI) bruger satellitbilleder til at vurdere skovhhugsten og skelner mellem skovdække (eller mere præcist: trædække) og primærskov. Instituttet definerer ikke produktionsskove som skov. Er et skovareal eksempelvis hugget ned for at give plads til en palmeolieplantage, tæller det i beregningerne som et skovtab. Ifølge WRI’s seneste tal tabte kloden i 2019 11,9 millioner hektar trædække. Heraf var 3,9 millioner hektar primærskov.
Læs også: Nye tal: Stort skovtab i Bolivia, mens Vestafrika og Indonesien er på ret kurs
Målet om at halvere afskovningen i 2020 er ikke blot nedfældet i New Rork-erklæringen. Det er også en del af Aichi-målene fra 2010. Her er løftet indeholdt i mål nummer fem, som lyder, at niveauet af tab af naturlige habitater, herunder skov, mindst skal halveres og om muligt bringes ned på et rundt nul.
