Afskovningen falder i Sydamerika, men stiger i Afrika

gettyimages-1061387652
Afskovning i Cameroun
Foto: Avalon/Universal Images Group via Getty Images
Thomas Jazrawi

25. maj 2020

Siden 1990 har verden mistet 178 millioner hektar skov, hvilket svarer til et område på størrelse med Libyen. Skov bliver stadig ødelagt hver eneste dag på kloden, men hastigheden af afskovningen er faldet.

Det viser en ny opgørelse fra FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO.

I årene fra 2010 til 2020 var der et tab på 4,7 millioner hektar skov årligt, mens vi i årtiet før mistede 5,2 millioner hektar om året. Tilbage i 90’erne lå det tal på 7,8 millioner hektar.  

Afskovning stiger i Afrika
Afrika er det eneste kontinent, hvor afskovningen er taget til. Her blev skovarealet reduceret med 3,9 millioner hektar årligt i dette årti, mens den årlige skovhugst fra 2000 til 2010 var på 3,4 millioner hektar.

”Dette er i den grad dårlige nyheder. En forklaring er med sikkerhed befolkningsvækst i regionen. Meget af afskovningen i regionen skyldes smålandbrug for subsistens,” lyder det fra FAO’s Anne Branthomme, ifølge det kinesiske medie CGTN Africa.

Den forklaring stemmer godt overens med en ny rapport fra FN’s Miljøprogram om skov og biodiversitet. Den bygger ligeledes på tal fra FAO, og den viser, at den største årsag til afskovning i Latinamerika er kommercielt landbrug, mens det er subsistenslandbrug i Afrika.

Her dækker tallene imidlertid perioden fra 2000 til 2010. I det årti, vi er på vej ud af, har Afrika for første gang i de seneste tredive år overhalet Sydamerika i tabt skovareal.

De 3,9 millioner årlige hektar i Afrika er nemlig mere end Sydamerikas tab på 2,6 millioner hektar årligt. I perioden mellem 2000 og 2010 var Sydamerikas tab størst med 5,2 mod 3,4 millioner hektar.

Mere skov i Asien
I Asien, Europa og Stillehavsområdet er der oprettet mere skov end der er blevet ødelagt, mens der er tale om et tab på 0,1 million hektar årligt i Nord- og Centralamerika, viser FAO’s beregninger.

I Asien er der tilføjet 1,2 millioner hektar skov årligt, men det er dog noget mindre end de 2,4 millioner hektar skovområder, der blev oprettet om året i årtusindets første årti.

FAO beregner afskovningen ved at kigge på skovhugsten og trække den fra den skov, der bliver oprettet. Ifølge opgørelsen er både afskovningen og genoprettelsen af skov faldet siden perioden fra 2000 til 2010, hvor der blev anlagt et årligt skovareal på 10 millioner hektar.

Tallene fra FN-organisationen bygger på de tal, som nationerne selv indberetter. En anden anerkendt måleopgørelse af klodens afskovning er den, der bliver udført af World Resources Institute. Her undersøger man skovhugst ud fra data fra satelitter. 

FAO bliver af nogle grønne organisationer kritiseret for at tælle plantager med som skov. Den årlige vurdering fra World Resources Institute bliver efter planen præsenteret d. 2. juni. 

Læs mere om de to målemetoder her: 

Hvor slem er afskovningen? De to vigtigste databaser er uenige