Danmark bruger årligt omkring en milliard kroner på at bekæmpe hiv og aids i udviklingslande. Et nyt tematisk review af hiv/aids-indsatsen konkluderer, at en del af disse midler kan anvendes mere effektivt, hvis de fokuseres på særlige områder.
Reviewet påpeger bl.a., at det danske bidrag til international forskning i microbicider og vacciner ikke står mål med hvor vigtige disse indsatser er for bekæmpelsen af hiv.
AIDS-Fondets direktør, Henriette Laursen, er tilfreds med, at reviewet anerkender behovet for øget investering i udvikling af nye forebyggelsesmetoder:
– Hvis vi nogensinde skal opnå en verden uden aids, er det helt og aldeles nødvendigt, at folk får flere metoder til at beskytte sig mod smitte. At finde en vaccine mod hiv og at få udviklet microbicider til kvinder i udviklingslande er et langt sejt træk, og medicinalindustrien mangler økonomisk incitament til selv at påtage sig den. Derfor er det vigtigt, at Danmark er med til at påtage sig opgaven, siger Henriette Laursen i en presseudtalelse mandag.
Danmark har siden 2001 støttet international aids-vaccineforskning via Det Internationale Aids Vaccine Initiativ (IAVI).
Danmark bidrager med 5 millioner kroner årligt til IAVIs arbejde, som består i at samle førende videnskabsfolk om at pege på de mest lovende videnskabelige gennembrud og støtte både grundforskning og kliniske forsøg med hiv-vacciner.
IAVI er bl.a. partner i det forskningsprojekt på Oregon University, som for nylig offentliggjorde meget lovende resultater med en ny vaccine kandidat testet på aber. IAVI støtter også dansk vaccineforskning ved Skejby Universitet.
Siden 2002 har Danmark støttet International Partnership for Microbicides (IPM), som støtter og koordinerer offentlig og privat forskning i et kvindekontrolleret forebyggelsesmiddel, en microbicide, som er en gel eller en vaginalring med aktive stoffer, som beskytter mod hiv ved samleje.
Nylige forskningsresultater viser, at man kan opnå en forebyggende effekt ved at bruge antiretroviral medicin i microbiciderne, og nu er udfordringen at finde den bedste formular og få efterprøvet og godkendt produkterne.
IAVI og IPM har begge været genstand for uafhængige evalueringer, og i begge tilfælde har konklusionen været, at organisationerne arbejder effektivt frem mod at finde nye præventionsformer.
AIDS-Fondet håber, at udviklingsministeren vil tage reviewets anbefalinger til efterretning og øge investeringen i både IPM og IAVI, hvis bevillinger fra Danmark er blevet halveret over de seneste år.
– Hver gang tre mennesker kommer i medicinsk behandling, smittes fem nye og vi kan ikke holde trit med hiv i store dele af verden. Med de lovende resultater i forskningen er det tid til at Danmark øger støtten til disse initiativer, som er fokuseret på at tilvejebringe nye, effektive forebyggelsesmetoder til udviklingslandene, siger Henriette Laursen.
Se også
https://www.aidsfondet.dk/sw/frontend/detail.asp?parent=129864&typeid=13&id=13433&layout=3