”Jeg havde købt pillerne, så jeg kunne slutte det hele, men min stedmor fandt dem, før jeg nåede at tage dem. Hun fortalte mig, at hun også har HIV, og at man sagtens kan leve et godt liv med HIV,” fortæller Maté. For godt og vel elleve år siden var hun gravid med sit første barn. Hendes daværende kæreste, datterens far, smittede hende med HIV, efter han havde været utro. Hun var sikker på, hendes liv var slut.
”Da jeg spurgte min stedmor, hvorfor hun aldrig havde fortalt mig, hun har HIV, sagde hun bare, ’I spurgte jo aldrig’. Hun reddede mit liv,” fortæller Maté, der arbejder som hushjælp i Johannesburg i Sydafrika og er enlig mor til en pige på elleve, der også er smittet med HIV.
De er to af de 38,4 millioner mennesker, som lever med HIV på verdensplan. Ifølge rapporten UNAIDS Global AIDS Update 2022 er antallet af HIV-smittede mennesker stadigt faldende, men med 1,5 millioner nye smittetilfælde i 2021, er kampen mod HIV slet ikke vundet endnu. Og FN’s Verdensmål #3.3 om at stoppe udbredelsen af HIV, inden dette årti klokker af, synes ikke længere realistisk.
650.000 døde i 2021
HIV og dens smitteegenskaber er velbeskrevne, og i mere end to årtier har effektive behandlinger mod virussen været på markedet. Store organisationer som UNAIDS og Global Fund har i årevis investeret massivt for at få bugt med epidemien, men alligevel døde 650.000 mennesker af AIDS-relaterede sygdomme i 2021.
Nogle af hovedårsagerne til, at HIV stadig ikke kan afskrives som en global sundhedstrussel, skal findes i det sydlige og østlige Afrika, som står for 44 procent af alle nye HIV-smittede i 2021. Det svarer til 670.000 mennesker.
En stor del af disse ny-smittede mennesker kommer fra bestemte grupper i samfundet, som af den ene eller anden grund er sårbare. En af de mest bemærkelsesværdige grupper er de helt unge kvinder i alderen 15-19, som ifølge UNAIDS står for seks ud af syv nye HIV-infektioner i landene syd for Sahara
Danmarks bidrag til kampen mod HIV/AIDS
Med 350 millioner kroner i perioden 2020-2022, er den danske stat verdens 14. største bidragsyder i Global Fund.
Fonden er en af de største internationale organisationer, som bekæmper AIDS og tuberkulose. Organisationen blev stiftet i 2002 af blandt andre Bill Gates og Kofi Annan.
Danmarks bidrag er bl.a. øremærket promovering og beskyttelse af menneskerettigheder og kønsligestilling.
Kilde: theglobalfund.org
Det er der mange forskellige grunde til, forklarer den namibiske advokat, Michaela Clayton. Hun har i mere end tre årtier arbejdet med menneskerettigheder og HIV i regionen, bl.a. som konsulent for UNAIDS og direktør for organisationen, AIDS and Rights Alliance for southern Africa (ARASA):
”Unge afrikanske kvinder er i en vanskelig situation pga. kønsmønstre, fattigdom og love og regler, som i praksis forhindrer dem i at træffe gode sundhedsmæssige valg. I forhold til deres partnere er de ofte ikke i stand til at kræve, at de bruger kondom,” forklarer Clayton.
Mange af de unge kvinder har ikke råd til transporten til de klinikker, hvor de kan blive testet og få behandling, og derfor bliver de ifølge Michaela Clayton hjemme og risikerer at smitte andre. Derudover er der love, regler og kulturer i det offentlige system, som i praksis gør det svært for unge kvinder at få hjælp i sundhedsvæsenet. For eksempel gør den relativt høje seksuelle lavalder på 17 år, at yngre kvinder ikke kan involvere deres forældre i deres sexliv, påpeger advokaten.
Ny mobiltelefon fra sugardaddy
Maté genkender mange af risikofaktorerne, som gør hende og andre afrikanske kvinder sårbare. Selv har hun fundet vejen til et lykkeligt liv med HIV. Hun bor i et middelklassekvarter og har fundet en kæreste, som hun mødte på klinikken, hvor hun modtager den livsvigtige behandling, som sikrer hende et nogenlunde normalt liv.
Ikke desto mindre er hun bekymret, når hun ser, hvordan mange piger og unge kvinders ønske om at få nye mobiltelefoner, nyt tøj, tasker og andre goder driver dem til at dyrke usikker sex.
Matés bekymringer bliver bekræftet af flere rapporter, som dokumenterer, at det ikke er ualmindeligt for unge kvinder at have affærer med ældre mænd, som ”forkæler” deres elskerinde med ting eller lommepenge. Det er ikke sexarbejde i klassisk forstand, men resultatet er seksuelle forhold, hvor kvinderne oftest ikke er ligeværdige med deres partnere.
”Mændene er tit gifte, og selv om de har sex med mange forskellige, vil de ikke bruge kondom. No way. Sådan er det bare, og pigerne kan ikke insistere,” siger Maté.
Hun fortæller, at de unge piger ikke vil have jævnaldrende kærester. De vil hellere have en iPhone 14.
“Forleden fornemmede jeg, at en af mine veninders datter på 18 år var begyndt at date en ældre mand. Så tog jeg en snak med hende, og jeg håber, at hun lyttede. Men hvad kan vi gøre?” spørger Maté.
Ulighed og moraliserende love skader kampen mod HIV
FN har i de seneste år haft fokus på de såkaldte key populations, dvs. sårbare befolkningsgrupper, som har særligt stor risiko for at blive smittet med HIV. Og de tæller ikke kun unge kvinder. Særligt udsatte er også mænd, som har sex med andre mænd, transkønnede og sexarbejdere samt deres kunder.
Tilsammen står disse grupper for mere end halvdelen af alle nye smittetilfælde i regionen, selvom de kun udgør en meget lille del af befolkningen. Ifølge Michaela Clayton er en af hovedårsagerne, at de – ligesom de unge kvinder – ikke har samme mulighed for at beskytte sig mod HIV som den resterende del af befolkningen. Det kan både være på grund af uhensigtsmæssig lovgivning og sociale normer, kulturer og praksisser, forklarer advokaten og bruger lovligheden af sexarbejde som eksempel:
”Sexarbejde er forbudt i de fleste afrikanske lande, og nogle steder stopper politiet unge kvinder og arresterer dem, hvis de har kondomer på sig. For så betyder det jo, at de er sexarbejdere, hvilket er noget vrøvl. Mange af pigerne – sexarbejdere eller ej – vil opleve, at politiet enten forlanger seksuelle ydelser eller penge for at løslade dem. Nogle bliver også udsat for mere voldelige overgreb som voldtægt. Det motiverer jo ikke til at have kondomer på sig og dyrke sikker sex,” konkluderer hun.
Den namibiske menneskerettighedsadvokat er tilfreds med, at UNAIDS’ seneste strategi, Global AIDS Strategy 2021-2026, i høj grad fokuserer på ulighed. For den betyder, at der i praksis ikke er lige adgang til fx sundhedssystemet og det juridiske system.
I strategien står der: ”En af hovedårsagerne til, at kampen mod HIV har været så sej og vedvarende er, at vi ikke har haft succes med at adressere de sociale og strukturelle faktorer, som øger risikoen for HIV-smitte og som begrænser menneskers adgang til effektiv HIV-behandling.”
Den konklusion er Michaela Clayton enig i. Hun argumenterer for, at mange af de love, som står i vejen for kampen mod HIV, skyldes moralske grunde. Det er for eksempel love, som gør sexarbejde eller homoseksualitet ulovligt. I praksis betyder det, at sexarbejdere, homoseksuelle og en del andre grupper ikke har reel adgang til sundhedsvæsenet.
“Selv hvis de har adgang, kan de ikke være åbne omkring deres seksualitet, fordi de i så fald risikerer lange fængselsstraffe. Derfor er der mange, som ikke får en behandling, der kan mindske risikoen for, at de spreder HIV. Og der er mange, som helt undgår at blive testet,” siger Michaela Clayton.
Et andet problem med de moraliserende love mod sexarbejde og homoseksualitet er, at de besværliggør arbejdet for de organisationer, som lokalt og nationalt rådgiver og støtter de udsatte grupper. De kan ofte ikke modtage internationale bevillinger, fordi de ikke kan registreres i mange lande, fordi de ”promoverer ulovlig adfærd”, forklarer Clayton.
Mange af organisationerne opererer ifølge advokaten derfor under radaren, og det betyder ofte, at de ikke kan komme i betragtning til bevillinger fra donorer som Global Fund.
Kampen mod HIV er stadig lang og sej
Michaela Clayton slår dog fast, at HIV-epidemien ikke alene bør bekæmpes med lovændringer. Hun bakkes op af flere rapporter, som anbefaler, at der nu skal fokuseres mere intenst på sociale og kulturelle faktorer, som gør folk sårbare. Det kan være forebyggende indsatser, rettet mod de unge kvinder og ældre mænd i sugardaddy-forhold.
”Vi bliver nødt til se på de praksisser, der er i mange afrikanske kulturer, og som ikke altid er nedskrevne love. Sundhedspersonalet i mange klinikker kræver for eksempel, at unge gifte kvinder har deres mand med, når de skal undersøges eller testes. Og mange ægtemænd banker deres hustru, hvis de finder ud af, at hun vil testes, for det må jo betyde, at hun har været utro. Resultatet er selvfølgelig, at mange unge kvinder ikke bliver testet,” siger hun.
Maté er enig i, at der er behov for en alsidig indsats for at stoppe udbredelsen af HIV. Selv er hun tilfreds med den behandling, hun får på den lokale HIV-klinik. Men hun har både familiemedlemmer, venner og bekendte, som ikke bliver testet eller behandlet, selv om de burde. Nogle undgår det på grund af stigma eller diskrimination. Andre fortrækker at leve i uvidenhed, fordi en potentiel positiv HIV-test vil være uoverskuelig på samme måde, som det var for Maté, da hun fandt ud af, at hun havde HIV.
”Det er svært, for vi kan jo blive testet, og vi har gode behandlingsmuligheder, men der er mange, som ikke bruger det. Så vi skal også forstå, at fjenden ikke er HIV, fjenden er os selv,” pointerer Maté.
Hun tror, flere vil lade sig teste og behandle ved at dør-til-dør HIV-services. Men først og fremmest siger hun, at samfundet skal lære de unge kvinder, at de ikke behøver den nyeste iphone eller det dyreste mærketøj for at være glade.
“Det er jo bemærkelsesværdigt, at mange af de piger, som dater ældre mænd, kommer fra familier, som har penge. De er ikke fattige,” siger Maté.
Menneskerettighedsadvokaten Michaela Clayton har selv været med til at få love ændret, ligesom hun har haft succes med at få fjernet eller mindsket nogle af de sociale og kulturelle forhindringer i kampen mod HIV. Men hun er ikke blåøjet om kampens udsigter:
”Vi kommer ikke til at udrydde HIV-virussen i dette årti eller det næste, hvis ikke vi gør noget ved de strukturelle barrierer, som sårbare grupper i Afrika møder,” siger hun.
Clayton foreslår, at internationale donorer i stigende grad støtter organisationer, som har daglig kontakt til udsatte grupper som sexarbejdere og homoseksuelle, også selvom de er ulovlige i deres hjemland. Selvom det kan være et skridt i den rigtige retning, bliver det stadig et langt og sejt træk at komme HIV og AIDS til livs, siger den erfarne advokat.
“Meget af det handler om global, regional og national ulighed mellem mennesker, og det er jo ikke lige noget, man kan fikse fra den ene dag til den anden.”
Jari Kickbusch er freelancejournalist.
