Aktivister kræver handling fra H&M

img_6998
Aktivister foran H&M på Kultorvet i København d. 3 maj 2016
Foto: Tanja Kjeldgaard
Forfatter billede

Det er nu to og et halvt år siden H&M underskrev Akkorden for Brand- og Bygningssikkerhed i Bangladesh. Akkorden kom i hus i kølvandet på Rana Plaza katastrofen, hvor en bygning med tekstilfabrikker styrtede sammen og dræbte 1.134 mennesker og sårede over 2.000.

Mere end 200 brands underskrev Akkorden som er en juridisk bindende aftale, hvor underskriverne forpligter sig til at kræve, at de fabrikker de får produceret på gennemgår grundlæggende sikkerhedsrenoveringer og, at de giver økonomisk støtte til de fabrikker, der har brug for det. 1600 tekstilfabrikker er indtil videre blevet inspiceret under Akkorden og der er fundet sikkerhedsfejl på dem alle.

Men planerne for at rette op på de farlige sikkerhedsforhold bliver ikke fulgt og i dag er der stadig livsfarlige arbejdsforhold på fabrikkerne i Bangladesh, lyder kritikken fra det internationale kampagne netværk Clean Clothes campaign, der med eventet ‘Aktion mod H&M’ i Danmark deltager i den globale aktionsdag ‘Broken promises’. Rundt omkring i verden aktionerer forbrugere, fagforeninger og  og menneskeretsorganisationer for at få H&M til rette op på de usikre forhold på deres leverandørfabrikker i Bangladesh.  Det sker på samme dag, som H&M ledelse og aktionærer afholder deres årlige møde i Sverige.  

3 år burde være nok

Til aktionen på kultorvet foran H&M deltager to mænd fra Bangladesh. De læser begge International Business og ønsker begge en mere fair og sikker tekstilproduktion i deres hjemland, Bangladesh.

“Nu er det tre år siden Rana Plaza – det burde da være tilstrækkeligt til at få skabt sikre forhold” siger Faisal Mahmood og holder et skilt med antallet af omkomne ved de forskellige katastrofer på usikre tekstilfabrikker de senest ti år.

Hans studiekammerat,  Nahid Al Gonim,  er enig. “Mennesker må komme først. H&M har meget fokus på bæredygtigt tøj og på miljøet i deres kollektioner, men for mig kommer mennesker altså først. Så jeg synes de skal starte med at få sikre forhold på fabrikkerne” siger Nahid, der selv har arbejdet 5 år i tekstilsektoren i Bangladesh.

H&M er den største aftager af tøj fra Bangladesh og var den første virksomhed til at underskrive Accorden. NGO’er verden over holder derfor særlig øje med, hvordan tøjgiganten tackler udfordringerne i Bangladesh.  

“I dag, kan næsten ingen af H&Ms fabrikker i Bangladesh kaldes sikre – og mere end halvdelen har endnu ikke ordentlige brandudgange. Disse er vigtige foranstaltninger for at sikre, at arbejdstagere ikke fanges i en brændende bygning. For en virksomhed med H&Ms ressourcer og slagkraft – H&M er den største køber af tøj i Bangladesh – er denne præstation dybt uforsvarlige, “skriver Clean Clothes Campaign på eventsiden.