Ambassadør død 70 år

Redaktionen

Tidl. ambassadør, Søren Voss, København, er død 70 år.

Søren Voss var en handlingens mand. Det var derfor ingen tilfældighed, at det blev ham, den danske regering sendte til Vietnam, da der i kølvandet på Vietnam-krigen åbnede en dansk repræsentation i Hanoi i 1980, skriver Berlingske Tidende onsdag. Dertil kommer, at han før udsendelsen til Hanoi havde været fuldmægtig i Danida i 5 år (1975-80).

Den glamour, offentligheden forbinder med diplomatlivet, var der ikke meget af. Ambassaden fik til huse i en nybygget østtysk etageejendom, som længe henlå i byggerod, og hvor alt var meget primitivt med rotter og kakerlakker som fast tilbehør.

Søren Voss gik til opgaven med krum hals og fik under sine 3 år i Hanoi gang i 5 danske bistandsprojekter.

Sidenhen gik karrieren udenom Den 3. Verden, han vendte dog “tilbage”, da han afsluttede diplomatlivet med posteringen som ambassadør i olielandet Venezuelas hovedstad, Caracas fra 1995 til 2000.

Søren Voss gik ind i udenrigstjenesten i 1963. Han blev født den 25. juni 1933 og døde den 20. februar 2004.