Da Amnesty International Media Awards forleden blev uddelt på British Film Institute i London, sikrede instruktør Anders Østergaard og producent Lise Lense-Møller sig prisen i kategorien “Bedste TV-dokumentar og dokudrama” for dokumentaren “Burma VJ”, skriver DR online onsdag.
Amnesty Internationals priser bliver givet til journalistik, som fremhæver misbrug og overtrædelser af menneskerettigheder.
“Burma VJ” blev vist i “Dokumania” på DR 2 den 10. november sidste år, og filmen fortæller bl.a. om, hvordan det kan medføre fængsel på livstid at blive pågrebet med et kamera i Burma.
Alligevel har nogle få modige burmesere valgt at trodse det brutale regime. De er blevet hemmelige videojournalister, der sætter livet på spil. Bevæbnet med lommekameraer og en heroisk vilje til at gøre en forskel, arbejder de i døgndrift for at rapportere fra et af verdens mest lukkede lande.
Alene det seneste år har “Burma VJ”, som Danmarks Radio har været med til at co-pro-ducere, sikret sig næsten 40 priser internationalt. Således var filmen, der er produceret af Magic Hour Film, nomineret til en Oscar tidligere på året.
Ifølge Amnesty er 40 af Burmas 2.200 politiske fanger journalister, der har kæmpet for en fri presse.