Erika Brenner skriver fra San Salvador
Søndag er der præsidentvalg i Costa Rica og El Salvador, de to mindste lande i Mellemamerika. Begge steder står venstrekandidater stærkt, men vil sandsynligvis ikke få stemmer nok til at kunne afgøre det hele i første valgrunde.
I begge lande kan de unges stemmer tillige blive afgørende.
Lørdag den 25 januar blev San Salvadors mondæne hovedgade forvandlet til et rødt hav. 350.000 tilhængere af venstrefløjens FMLN var samlet for at fejre valgkampagnens afslutning i El Salvadors hovedstad:
“Vi har aldrig været så mange”, sagde Jesús Antonio Guillero, sukker-rørsarbejder fra Bajo Lempa, en af El Salvadors fattigste provinser. “Og vi vil vinde i første runde”, forsikrede han og høstede bifald af alle omkring ham.
Han får måske ikke ret, selv om venstre-kandidaten Salvador Sánchez Ceren langsomt, men sikkert er steget i popularitet over sin vigtigste rival, Norman Quijano, fra det liberale ARENA.
En tredje kandidat, fra højrekoalitionen UNIDAD, vil sandsynligvis få stemmer nok til, at ingen opnår de nødvendige 50 procent af stemmerne til allerede at vinde i første runde.
De tre kandidater har alle talt om “reelle forandringer”.
For højre betyder dette fri markedsøkonomi og en næsten ikke-eksisterende socialpolitik. For venstrefløjen indebærer det økonomiske reformer og større investeringer i den sociale sektor.
40 års kamp
Siden 1980 har FMLN, der oprindeligt bestod af fem guerillabevægelser, kæmpet mod højrestyret, hvis magt har været intakt siden selvstændigheden.
En stor venstrefløjssejr kom, da Mauricio Funes fra FMLN i 2009 blev valgt til landets første præsident fra venstre.
Men han har med sin moderate politik skuffet store dele af venstrefløjen. Samtidig har han skabt sig fjender i den økonomiske elite i regionens mindste land, der kun er halvt så stort som Danmark.
Derfor kalder mange analytikere ham en “overgangspræsident”; én, der har formået at samle ikke færre end 70 procent af befolkningen, men samtidig én, der repræsenterer en overgang – enten tilbage til oligarkiet eller til større sociale forandringer. Alt peger på det sidste:
“Det ser ud til, at salvadoranerne konsoliderer deres politiske og ideologiske position efter 40 års uafbrudt kamp mod en “terrorpolitik”, som den nicaraguanske politiske analytiker Aldo Diaz Lacayo opsummerer det.
De afgørende stemmer kan komme fra de berygtede ungdomsbander, der har medvirket til at gøre El Salvador til et af verdens farligste lande.
Men for to år siden indledte de en fredsproces, i folkemunde og blandt medierne kendt som “våbenhvile” – se også telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/19-02-12/el-salvador-fred-mod-vold-tema-om-vold-i-verdens-f
Som led heri vil banderne undtagelsesvis deltage i valget. Sammen med familiemedlemmerne udgør de 10 procent af befolkningen, så deres stemmer kan blive afgørende.
Unge stemmer
Også i COSTA RICA kan de unges stemmer blive afgørende. Og også her står kampen mellem et liberalt parti, PLN , og venstrepartiet, Frente Amplio.
Venstrekandidaten, José María Villalta, udnytter præsident Laura Chichillas store upopularitet. Hun kommer fra PLN.
Samtidig kan han formentlig samle de 40 procent af de stemmeberettigede, der er usikre på , hvord de skal sætte deres kryds. Mange af disse er unge, der ikke har et partipolitisk tilhørsforhold.
Men det relativt velstående Costa Rica er et konservativt land, og i en anden runde – valget bliver næppe afgjort i første omgang – vinder en kandidat fra venstre ikke, forudser Aldo Diaz Lacayo.
Costa Rica får kun sin første venstrepræsident, hvis de ældre holder sig væk fra stemmeurnerne – hvad de traditionelt gør – og de unge vel at mærke møder massivt op for at stemme, spekulerer Lacayo.
Uanset hvem vinderen er, får denne mindre magt end nabolandenes ledere. Parlamentarikerne har meget at sige her.
Costa Rica involverer sig traditionelt heller ikke i det regionale samarbejde, så en ny præsident medfører ikke de større ændringer indenfor Mellemamerika.
Kvalitative forbedringer
Hvis venstrefløjen med Sánchez Cerén vinder i El Salvador, vil det ikke bare betyde forstærket arbejde for større økonomisk, men også politisk integration, vurderer Lacayo.
Analytikeren mener også, at El Salvador i så fald vil slutte sig til de lande, der arbejder for en “anden uafhængighed “, dvs. mere autonomi overfor især USA.
Dette kunne indebære permanent medlemskab i de latinamerikanske samarbejdsorganer Petrocaribe og Alba, som afdøde Venezuelas præsident Hugo Chávez tog initiativ til.
Og mulig militant deltagelse i den latinamerikanske sammenslutning Celac, et alternativ til Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, noget som Chávez også startede.
“Det ville handle om integrerede, kvalitative forbedringer, vurderer Diaz Lacayo.
Desuden ville El Salvador nærme sig nabolandet NICARAGUA, der i to perioder er blevet ledet af sandinistpræsidenten Daniel Ortega.
I præsidentvalget i HONDURAS i november 2013 var venstre tæt på en sejr – for første gang. Ifølge mange analytikere ville venstre have vundet, hvis ikke der havde været “uregelmæssigheder” i valgprocessen.
Hvis venstrefløjen vinder i Mellemamerikas mindste lande i søndagens valg, kan det i sidste ende føre til store forandringer.
Erika Brenner er freelance journalist med base i Mellemamerika.
Se også http://erikabrenner.wordpress.com/cv
Mere om El Salvador på http://da.wikipedia.org/wiki/El_Salvador
Mere om Costa Rica på http://da.wikipedia.org/wiki/Costa_Rica
