Mens præsident Trump har barrikaderet sig i Det Hvide Hus, har hans tro væbner, udenrigsminister Mike Pompeo på en ti-dages rundtur i Europa og Mellemøsten optrappet USA’s støtte til den israelske højrefløj og forstærket det “maksimale pres” mod Iran.
Og som altid har Pompeo vakt furore.
I Frankrig lagde han den 13. november ud med at fornærme diplomatiet, som pænt måtte vente, mens han som det første punkt på dagsordenen holdt møde med blandt andet højrefløjsmediet Valeurs Actuelles, som er under anklage for racisme. I Tyrkiet fornærmede han Erdogan-regeringen ved at afslå en invitation til hovedstaden Ankara og i stedet hellige sig samtaler med den øst-ortodokse patriark i Istanbul. I Georgien gjorde han sig til grin ved at opfordre til respekt for demokratiske værdier uden selv at ville anerkende valgresultatet i USA. Og i Israel chokerede han ved at aflægge officielt besøg i de ulovlige israelske bosættelser på den palæstinensiske Vestbred.
Made in Israel
Aldrig tidligere har en så højstående repræsentant for USA’s regering så demonstrativt markeret sin støtte til, hvad han som amerikansk evangelikal kalder “det jødiske folks indlysende bibelske ret til Judæa og Samarra”, og som tak døbte de israelske bosættere på vingården Psagot en ny rødvin i hans navn, mens palæstinenserne, som engang ejede vingårdens marker, så til i afmagt.
Dagen efter tildelte Mike Pompeo palæstinensernes ønske om en egen stat endnu en øretæve ved officielt at stemple BDS-bevægelsen – som arbejder for international boykot af varer produceret i de ulovlige israelske bosættelser – som en “antisemitisk bevægelse” og ved at love, at det amerikanske udenrigsministerium fremover skal blokere for “al støtte til enhver organisation, som samarbejder med denne hadefulde kampagne.”
Tidligere krævede USA i lighed med EU, at varer, produceret i de jødiske bosættelser på Vestbredden, skulle være specielt mærkede. Nu skal der ifølge Pompeo simpelthen stå “Made in Israel”, hvilket ses som en åbenlys provokation mod den kommende Biden-administration, som ønsker at genoptage forhandlingerne om en to-statsløsning, og som – i hvert fald formelt – fastholder, at Vestbredden og Øst-jerusalem er ulovligt besatte områder, som man skal forhandle om.
Stemplingen af BDS-bevægelsen kundgjorde Pompeo på sit Israel-besøgs afsluttende pressebriefing, efter at Netanyahu havde opregnet alle de gaver, som Trump-administrationens såkaldte fredsplan for Mellemøsten kvit og frit har ladet regne over ham.
Bosættervingården Psagot har opkaldt en vin efter Pompeo.
Foto: Arkivfoto, copyright Flemming Weiss Andersen
“Takket være præsident Trump har USA anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad og flyttet sin ambassade hertil. Takket være præsident Trump har USA anerkendt israelsk suverænitet over Golan-højderne, og takket være præsident Trump trak USA sig ud af den farlige atomaftale med Iran, iværksatte lemlæstende sanktioner mod det iranske regime, og eliminerede mega-terroristen Qassem Suleimani (lederen af den internationale afdeling af den iranske revolutionsgarde red.). Takket være præsident Trump fremsatte USA den første virkeligt realistiske plan for fred mellem israelerne og palæstinenserne, og takket være præsident Trump har Israel været i stand til at skabe fred med tre arabiske lande, Emiraterne, Bahrain og Sudan,” sagde Netanyahu og udtrykte sin “dybe taknemlighed fra hjertet” over den “fredens cirkel,” som Trump-administrationens store fredsplan – som oprindeligt blev kaldt “Århundredets Aftale” – allerede havde tegnet.
Glemt var planens oprindelige ambitioner om at omdanne de få tilbageværende, spredte palæstinensiske områder til velstående, glitrende glansbillede-bebyggelser, betalt af Golfstaterne. De blev droppet straks efter, at “Århundredets Aftale” som forudset blev afvist sidste år af det palæstinensiske lederskab, eftersom langt hovedparten af de israelsk-kontrollerede områder, forblev besat.
Penge og våben til de villige
Men blev “Århundredets Aftale” droppet, har Trump-administrationen til gengæld fejret store triumfer med de såkaldte “Abraham-aftaler”, altså diplomatiske normaliseringer mellem Israel og de to Golfstater Bahrain og Emiraterne, som begge i løbet af i år har opgivet deres hidtidige arabiske princip om, at en to-statsløsning skal være på plads, inden de officielt vil anerkende staten Israel.
At det forarmede Sudan har indvilget i at følge trop, skyldes først og fremmest at landet til gengæld er blevet lovet økonomisk hjælp og at blive slettet fra USA’s liste over “sponsorstater af terror”.
For Bahrain og Emiraterne betyder de diplomatiske normaliseringer først og fremmest øget adgang til avancerede, amerikanske våben som F-35-fly og formalisering af det sikkerhedssamarbejde med Israel, der især siden det Arabiske Forår i 2011 er vokset frem omkring nedkæmpelsen af iransk indflydelse og alt det andet, der kan true monarkernes enevælde.
Og efter at Pompeo havde foretaget en afstikker til miniputstaten Qatar, hvor de kuldsejlede forhandlinger mellem den afghanske regering og Taleban-bevægelsen finder sted, var det netop forstærkningen af den fælles front mod “verdens største sponsorstat af terror”, Iran, og mod den kommende Biden-administrations ønske om at genoptage atomaftalen – som blev det officielle omdrejningspunkt for resten af Pompeo’s rundrejse.
Med sig havde Pompeo en lang række nye sanktioner, som skal få forholdet til Iran til at gå endnu mere i hårdknude, end det er i forvejen. Den største afskedsgave, han til gengæld kunne have ønsket sig, ville utvivlsomt have været, hvis også USA’s mægtigste allierede og våbenkunde i Mellemøsten, Saudi Arabien, havde erklæret sig parat til at normalisere forholdet til Israel, sådan som der på det seneste har været optakt til.
Den hemmelige gæst
Kongerigets de facto leder, den 35-årige kronprins Mohamed bin Salman, har blandt andet åbnet det saudiske luftrum for fly til og fra Israel og sat medierne til at bringe lammende kritik af den palæstinensiske ledelse og positive artikler om israelsk kultur og politik.
Men da Pompeo søndag den 22. var fløjet fra Emiraterne til den saudiske rødehavs-byggeplads NEOM – hvor kronprinsens futuristiske hightech-ferieparadis med robotter og flyvende biler engang skal opstå – måtte han nøjes med den formentlig næstbedste afskedsgave, nemlig at hans nære ven, Benjamin Netanyahu sammen med chefen for den israelske efterretningstjeneste, Mossad, sensationelt – om end halv-hemmeligt – sluttede sig mødet, for at de sammen med kronprinsen kunne planlægge de næste skridt.
Det menes, at kronprins Mohamed er utålmodig efter at slutte fred med Israel. Efter at have iværksat en altødelæggende fem års frugtesløs bombe-kampagne mod Yemens Houthi-oprørere, en nådesløs klapjagt på al slags opposition inklusive kvinderetsforkæmpere, og efter at han ifølge FBI “med stor sandsynlighed” har beordret drabet og parteringen af systemkritikeren Jamal Khashoggi, melder hofsladderen, at kronprinsen føler sig behandlet som en international paria, som man kun taler med for pengenes skyld. Og nu kalkulerer han sandsynligvis, at en normalisering med Israel vil styrke hans position, når han skal imødegå den kommende præsident Bidens trussel om at standse våbensalget til Saudi Arabien og i stedet genoptage atomaftalen med kronprins Mohameds ærkefjende Iran.
Det, der standser kronprinsen, er angiveligt at hans far, den alderdomssvækkede kong Salman, stædigt fastholder det tyveårige arabiske princip, om at gennemførelsen af en to-statsløsning er en forudsætning for en officiel anerkendelse af Israel. Og nu håber det palæstinensiske lederskab på, at Kong Salman kan holde skansen et par måneder endnu, indtil “Trump-pandemien” er overstået, som næstformanden i den palæstinensiske administration på Vestbredden, Mahmoud Alaloul udtrykker det.
Det palæstinensiske lederskab lider imidlertid under det samme problem som Golf-monarkerne: At de slås indbyrdes og ikke længere repræsenterer deres befolkning.
For Mike Pompeos afløser, Antony Blinken, bliver der mange beslutninger at omgøre, hvis han skal gøre sig håb om at opfylde Biden’s lyserøde mål om “at fremme befolkningernes velfærd i regionen i stedet for at tjene de herskende eliters fobier og ambitioner.” Og Pompeo virker opsat på at fortsat at lægge så mange snarer ud til sin efterfølger som muligt.
Han har blandt andet ladet lufte, at Trump-administrationen stadig kan nå at stemple den yemenitiske, Iran-støttede Houthi-bevægelse som en terrororganisation, hvilket ifølge FN vil besværliggøre den livsvigtige humanitære hjælp og fredsarbejdet i det katastroferamte land betydeligt.
“Vores politik forandrer sig ikke. Vores pligt forandrer sig ikke. Mit ansvar forandrer sig ikke. Hver eneste time og hvert eneste minut er det stadig min pligt at forsvare det amerikanske folk, og vi skal gøre vores yderste og fortsætte til vores sidste åndedrag,” varslede Pompeo efter mødet i NEOM.
Flemming Weis Andersen er foto-journalist med indgående kendskab til Mellemøsten og har boet i Egypten i 15 år.
