Af Signe Mommsen, U-landsnyt.dk
Det nationale libyske olieselskab NOC har onsdag erklæret en form for undtagelsestilstand (force majeure) ved 11 olieboringer i Libyen på grund af et stigende antal angreb på olieboringer.
Antallet af angreb på olieboringer i det centrale Libyen er taget til i de seneste uger, og ifølge lemonde.fr har radikale islamister har erobret to olieboringer i Al-Mabrouk og Al-Bahi, der ligger 200 km syd for byen Sirte.
Det nationale libyske olieselskab har erklæret undtagelsessituation ved 11 olieboringer for at undgå at pådrage sig ansvaret, hvis de ikke kan leve op til deres leveringsaftaler, skriver onlinemediet.
Olien er vigtigt stridspunkt
Den libyske olieindustri lider stærkt under den ustabile situation i landet, og olieproduktionen er ifølge Jeune Afrique faldet fra 1,5 millioner tønder om dagen under Muammar Gadaffis styre til 350.000 tønder om dagen. Olieeksporten udgjorde 95% af landets eksport under Muammar Gadaffi, og ifølge OPEC er tallet det samme i dag.
Libyens store oliereserver og geografiske beliggenhed tæt på Europa gør det meget attraktivt at udvinde olie der, og olien er netop et af de store stridspunkter mellem forskellige militsgrupper og to rivaliserende regeringer i landet. De to olieboringer, som blev erobret af radikale islamister, var kontrolleret af general Khalifa Haftar, der er loyal over for den internationalt anerkendte libyske regering, som holder til i Tobrouk. Det er uklart hvilken gruppe af radikale islamister, der er tale om skriver det franske medie la-croix.com
Borgerkrigen i Libyen startede med et oprør mod Muammar Gadaffis regime i 2011. Et enigt dansk folketing besluttede at støtte en militær intervention i Libyen, og danske F-16 fly indgik i en international styrke, som medvirkede til at vælte Muammar Gadaffis regime. Allerede under den militære intervention var der kampe om olieboringerne.
Olie er Libyens vigtigste indtægtskilde. (Kort: US Energy Information Administration)