Af Jesper Søe
journalist, har beskæftiget sig med u-landsforhold siden 1970
Et forskerhold har efter flere års tilløb udgivet murstenen “Idealer og Realiteter – Dansk Udviklingspolitiks historie 1945-2005”, som efter en vanskelig tilblivelsesproces helt til det sidste – bogen måtte omtrykkes ekspres – landede med sine 587 sider i bogladerne primo februar 2008.
Forfatterne er:
– Fuldmægtig Sune Kaur-Pedersen, Forsknings- og Innovations-styrelsen. Har skrevet kapitel 1 om perioden 1945-1962 og fungeret som praktisk koordinator
– Lektor Jan Pedersen, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet. Har skrevet kapitel 2 om perioden 1962-1975.
– Thorsten Borring Olesen, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet. Har skrevet kapitel 3 om perioden 1975-1989
– Lektor Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Har skrevet kapitel 4 om perioden 1989-2005.
Hele værket er for uoverkommeligt at nærlæse og realitetschecke seriøst på kort tid – forfatterne har jo haft så uendeligt længere til det -, så anmeldelsen begrænser sig i princippet til kapitlerne 1 og 4, dog med afledte bemærkninger om de 2 øvrige kapitler/tidsperioder, som måske anmeldes særskilt her senere.
Cand.theol, tidl. forstander, projektkoordinator m.v. Kjeld Juul, som er en af de største kendere af dansk bistand fra 1945 til 1962, tager sig af kapitel 1 (se andetsteds på u-landsnyt.dk), mens denne anmelder koncentrerer sig om kapitel 4 med de før omtalte afledte (spredte/generelle) bemærkninger.
Enhver, der har fulgt dansk bistand tæt de seneste årtier, må naturligvis møde et sådant mammutværk med en vis forventning. Men ligesom mammutterne døde ud og forsvandt, fordampede denne anmelders entusiasme kendeligt ved læsningen.
Først generelt:
Er dette virkelig historien om dansk bistand? Efter min opfattelse snarere historien om “Den store Ufuldendte”, værket, der skulle have været, men aldrig blev.
Forfatterne har begravet sig i referater fra U-landsstyrelsen og andre udenrigsministerielle akter i en sådan grad (70-80 procent af kildematerialet), at hele tilgangen står og falder med, hvordan de håndterer disse bjerge af papir.
Det er de sluppet dårligt fra alt for mange steder. Det er som om de aldrig rigtig har været med dér, hvor det hele foregik, altså stået i dansk bistands maskinrum. De har set og oplevet alt for lidt. Man kan ikke uden ret sige, at sjældent har så mange ord fortalt så lidt om så meget.
Papirbjergene skulle jo være afsæt – ikke endestation – for at bevæge sig ud i en ofte meget broget og sammensat virkelighed. I stedet for som her alt for tit at ende med at sætte begrænsninger for fremstillingen. Papirerne har så at sige dannet mur om forfatterne/forskerne og ikke skabt klarsyn/incitament til at gå videre.
Og hvor er det ærgerligt. Når jeg tænker på, HVOR dramatisk og spændende bistandens historie egentlig er, hvor personbaserede mange begivenheder er, og hvordan utrolige indspil, sammentræf og kalkuler har mangfoldiggjort dansk bistand og udviklingspolitik, så er det en skam, at udgangen blev dette værk.
Men nu til Christian Friis Bachs kapitel, der allerede i sin tidsmæssige ramme (1989-2005) må vække undren.
At bruge 1989 som snitår er efter min mening forkert. I 1988 lå Danidas store handlingsplan for den fremtidige bistand klar, og det er her snittet bør trækkes.
En ting er at jeg mener dette. Hvad værre er: Jeg tror mange omkring dansk bistand vil være enig med mig heri.
At slutte bogen medio 2005 og lade den udkomme i januar/februar 2008 – toethalvt år senere – er tillige svært forståeligt set udefra som læser.
Hvorfor i det mindste ikke lade fremstillingen løbe frem til sommeren 2007, når man nu alligevel var forsinket, og produktionsplanerne formentlig er revideret flere gange? Vi får ingen begrundelse herfor, hverken fra kapitlets forfatter, i bogens forord eller dens noter.
Friis Bach gør 1990erne til det spændende årti i modsætning til 1980erne. Det var måske nok det “tabte årti” i internationalt perspektiv, men ikke i dansk optik.
Det var i 1980erne, at dansk bistand i alt væsentligt blev støbt i den form, som den fremstod helt til VKO-flertallet tog over i november 2001. KONSEKVENSERNE heraf kom i 1990erne i form af “Strategi 2000 – En verden i Udvikling” fra 1994 og “Partnerskab 2000” fra år 2000 (den sidste med det nye hiv/aids-perspektiv i top).
Intet under, at Friis Bach gang på gang må ty til omtale af begivenheder i 80erne for overhovedet at gøre 1990erne forståelige. Bl.a. i form af henvisninger til den før nævnte handlingsplan fra 1988, som reelt havde været et par år undervejs og blev endeligt politisk konfirmeret i 89.
Hvorfor nu det med 80ene?
Jo, det var i 1980erne og såmænd også 1970erne, at det offentlige rum var præget af omtale og debat om dansk bistand i en grad, vi knapt forestiller os i dag. Det var dengang en dedikeret skare af u-landsjournalister kunne finde plads til deres artikler om dansk bistand, ofte på forsiderne, og i hvert fald rimeligt stort sat op, OGSÅ i de større bladhuse.
Som modspillere havde de en række engagerede politkere i Folketinget, som vandt lydhørhed for deres synspunkter, – bl.a. fordi de fik opbakning og profilering i medierne. Den slags virker som bekendt begge veje.
Det var en væsentlig årsag til, at lille Danmark gik stik imod strømmen i 80erne og efter flere politiske trakasserier vedtog en fast årlig stigningstakt i u-landsmidlerne, som over en relativ kort årrække bragte dem op på at udgøre den berømte ene procent af vort BNP, som det hed dengang (nu beregnes bistanden af BNI).
Friis Bach nævner stigningen til den ene procent i et par linjer – det er alt! Men måske godt i tråd med forfatteren til det forrige kapitel om perioden 1975-89, som om denne skelsættende og internationalt stærkt roste beslutning i dansk bistandspolitik blot i forbifarten skriver, “…så den (bistanden) nåede helt op på 0,9 procent ved indgangen til 1990erne” (s. 344).
Selve den berømte Folketingsbeslutning af 26 marts 1985 nævnes ikke med et ord. En af datidens kendteste u-landsordførere, der stod bag den, den radikale Arne Stinus, optræder end ikke i bogens register.
At der nogensinde skulle kunne skrives en stor officiel bog om dansk bistand, uden at han optræder i den, går over min forstand. Stinus var sammen med socialdemokraten Chr. Kelm-Hansen (ham vender vi tilbage til) en markant – og temperamentsfuld – skikkelse, som indtil sin alt for tidlige død i 1995 ikke var til at komme udenom; selv efter han gled ud af Folketinget ved valget i 1988.
Måske hænger det sammen med, at bemeldte forfatter (Thorsten Borring Olesen) kun i ringe grad henter kilder udenfor det udenrigsministerielle firmament.
For mit eget vedkommende er der den tankevækkende krølle, at forfatteren bringer et enkelt citat fra min nærmest uendelige strøm af artikler i disse år (all right, ham om det). Citatet er af Ole Mølgard Andersen og ledsageteksten lyder sådan: “Som han udtalte til Danidas populære udviklingstidsskrift, Kontakt”.
Enhver med blot perifert kendskab til udviklingsmiljøet og dansk bistand ved, at Kontakt udgives af Mellemfolkeligt Samvirke. Lidt skræmmende, at en dansk forfatter, der skriver med på et centralt bistandsværk, tilsyneladende ikke er vidende herom.
Hvor mange fejl og/eller mistolkninger er der så i øvrigt i det kapitel? Det har jeg som sagt ikke koncentreret mig om at gå ned i nu. Måske godt det samme, for det kribler i fingrene efter at kommentere hans behandling af UNCTAD IV-konferencen i Nairobi, som ved første øjekast virker kønsløs og forfladigende, for slet ikke at tale om hans gennemgang af Noakhali-programmet.
Nej, nu vi er ved Kelm-Hansen, er det vel på tide at se videre på Friis Bachs kapitel. Forfatteren har ikke talt med Kelm, hvilket i sig selv må betegnes som usædvanligt, alt eftersom han skildrer samme Kelm som en vigtig person i hele forløbet.
Det giver sig i hvert fald 2 steder ejendommelige udslag – og jeg understreger, at jeg kun har kastet nogle få sonder ned i dybet, idet jeg som anmelder vel ikke kan forventes at bruge uger på at vende hver en sætning.
Mest opsigtsvækkende er omtalen på side 397, hvor Friis Bach skriver: “Christian Kelm-Hansens dobbeltrolle og centrale placering blev dog i stigende grad problematiseret af ministeriet og hans eget bagland og ved årsskiftet 1989/1990 blev han skiftet ud på posten som styrelsesformand. Ministeriets embedsmænd satte sig nu endnu tungere på udviklingspolitikken”.
Nå, dada, her var sandelig noget, som var gået alle os u-landsjournalister forbi. For nok vidste vi, at Kelm havde taget livtag med (dav.) gruppeformand Ritt Bjerregaard og andre S-sværvægtere, men at det skulle være kommet så vidt….
For mit eget vedkommende lidt af en sensation. Dansk bistands på det tidspunkt “mægtigste mand” efter ministeren selv (Ellemann) blev sat på porten. Man var træt af ham. Selvbebrejdelserne væltede ind over mig. Tænk at have overset en så stor historie! Jeg havde jo fulgt forløbet tæt, og når jeg siger tæt, så mener jeg fra dag til dag i årevis.
Hvordan kunne en mand, som på det tidspunkt ikke var tæt på begivenhederne (han var militærnægter hos U-landsimporten), nu pludselig vide mere end os andre?
Jo, ifølge hans noter i bogen stammer oplysningen fra et interview med nu tidl. styrelsesformand Holger Bernt Hansen. Ivrig efter at få sagen opklaret ringede jeg lørdag (8. marts) til Kelm i Silkeborg – nu Friis Bach ikke havde gjort det – og forhørte mig.
Og jeg vil godt lige i skyndingen tilføje, at det ligger ganske udenfor en anmelders gebet at skulle checke oplysninger på den måde. Den slags skal forfatteren gøre. Det er simpelt hen hans/hendes opgave.
Kelm har den store fordel, at han selv nu som 82-årig råder over en ret enestående samling dagbøger, hvor alt vigtigt er noteret ned. Kelms dagbøger er faktisk legendariske og nævnt af flere besøgende journalister gennem tiden.
Så han slog op og kom frem til datoen den 14. august 1988, hvor han meddelte sin opstillingskreds og Danida sin “dobbeltbeslutning”. Den gik ud på, at han både ville holde som folketingsmedlem – ved ikke at genopstille – og holde som formand for U-landsstyrelsen ved udgangen af 1989, en post han til den tid havde beklædt i halvandet årti.
Når beslutningen kom allerede i august 88, hang det ifølge Kelm sammen med, at han og andre regnede med valg til efteråret. Men den blev truffet efter nogen tids overvejelser, føjer han til.
– Jeg var træt af rejseriet mellem Silkeborg og København, jeg var 64 og skulle tage stilling til, om jeg virkelig ville tage 4 år mere. Der var familien med børnebørn at tage hensyn til, bøger, der skulle skrives, siger han og uddyber:
– Beslutningen førte til mange bebrejdelser. (Partiformand) Svend Auken beklagede stærkt, at partiet mistede den indflydelsesrige post i styrelsen (den gik så til en Venstremand, red.). Ritt og vores partisekretær, ja fra hele u-landsmiljøet, også Danidas top, blev jeg opfordret til at omgøre beslutningen. Faktisk var der adskillige initiativer for at få mig til at blive. I det hele taget blev jeg mødt med forbavselse, nogle var bekymrede for, at det skyldtes helbredet.
Så vidt Kelm. Vi aftalte, han skulle ringe til Holger Bernt for at høre, hvordan det hang sammen.
I en mail dags dato til denne anmelder skriver Kelm om samtalen, at “Holger Bernt var helt uforstående, da jeg læste citatet”.
“Den udlægning og tolkning af interviewet vil jeg ikke vedkende mig, sagde han”.
Selv om vi ikke har nogen som helst grund til at betvivle Kelm og hans referat af Holger Bernt, så kan man jo altid sige:
OK, en enkelt smutter, hvad gør det? Behøver en forfatter ringe til Gud og hver mand for at checke sine oplysninger, selv om det er en halvofficiel bog?. Måske ikke. Men der er andre smuttere ifølge Kelm.
Vi skal om på side 505-506. Her hedder det, at Ellemann var rasende over UNDPs chef, som havde afvist et ønske om at flytte FNs koordinerende indkøbskontor IAPSO til København med henvisning til, at den danske udenrigsministers trusler om nedskæringer i bidraget til organisationen (hvis dette ej skete) ikke havde nogen politisk gang i Folketinget.
“Straks da han (Ellemann) kom hjem, ringede han til Kelm-Hansen og fik opbakning til at skære 10 procent i bidraget til UNDP. Resultatet udeblev ikke. I 1989 flyttede IAPSO til København”. Kilden hertil er et interview med Ellemann.
Kelm siger: – Jeg erindrer absolut intet om en sådan opringning. Og der er heller ikke noteret noget derom i min dagbog fra den periode. En så vigtig ting ville blive noteret.
Derefter gennemgår han i en mail (kan stillles til rådighed om ønskes) for den u-landspolitiske situation på det tidspunkt, som ikke tilsiger noget sådant overhovedet.
Vi skal videre. For der er flere smuttere, denne gang til illustration af, at det ikke altid er den fulde sandhed, der står i de styrelsespapirer, Friis Bach og de øvrige forfattere er så glade for. Eller, at sandheden i hvert fald kan være dansk farvet.
Her skal vi (kort) se nærmere på et forløb på side 446 under afsnittet “Kontrol og korruption”.
Det hedder: “I Bangladesh… fik samarbejdet alvorlige skrammer i forbindelse med levering af danske færger. Den ansvarlige minister i Bangladesh tilkendegav, at han ikke havde noget “ejerskab til sagen”. Efterfølgende lod han forstå, at der kunne findes en løsning gennem “en af ham personligt udpeget agent”. Det drejede sig åbentlyst om returkommission. Eller med et mere almindeligt ord: korruption”.
“Ambassadøren forsøgte at tage sagen op på højt politisk niveau, men uden resultat. Så slog Udenrigsministeriet hårdt ned. Samarbejdet med skibsfartsministeriet i Bangladesh blev indstillet øjeblikkeligt, og støtten reduceret med 40 mio. kr. alene i 2002. Danmark og donorerne sagde stop”.
Så vidt det styrelsespapir, som Friis Bach fremdrager, og som vi tillader os at gå ud fra er korrekt refereret i sin hovedessens.
Lige netop den sag har jeg ikke fulgt, men det har den nu afdøde fremstående u-landsjournalist, Jesper Jespersen, som var Danmarks-redaktør for tidsskriftet “Development Today”.
I en grundig artikel i nr. 14-15 2002 (side 9-10) redegør den ihærdige reporter for sagen, bl.a. efter at have fået adgang til brevveksling mellem ambassaden i Dhaka og relevante myndigheder i Bangladesh samt andre papirer.
Konklusionen er, at Danida var tæt på at aflyse kontrakten, da det stod klart, at bangalerne var utilfredse med, at den påtænkte dansk-finansierede støtte til at sætte 4 ældre færger i stand SKULLE gå til 2 danske værfter, selv om de kunne købe helt nye færger billigere, eller alternaivt selv sætte de gamle i stand med dansk rådgiverbistand.
Dertil kom, at en dansk konsulent tidligere havde påpeget, at en “dansk” færgeløsning ville forøge omkostningerne med 30 til 35 procent.
Den nytiltrådte VK-regering stod imidlertid samtidig for at skulle finde besparelser alle steder på u-landsbudgettet (halvanden millard skulle væk).
Det korte af det lange er (hele artiklen stilles gerne til rådighed), at Danida muligvis benyttede sig af den SENERE indtrufne korrupionsmistanke til at slå 2 fluer med et smæk: Man kunne spare projektet væk og havde pludselig en plausibel begrundelse for det.
Dette blot for at belyse, at styrelsespapirer kan man godt forlæse sig på. Og igen den med, at papirer ikke bør danne mur men være afsæt ud i virkeligheden.
VI KUNNE BLIVE VED
Denne anmeldelse kunne fortsætte ud i tusindordet, men så ville det ende med et helt kompendium, og det ønsker jeg ikke at byde læserne.
Ikke at der ikke er nok at tage fat om. Næsten på hver side i Friis Bachs kapitel er der ting, der kan og bør sættes spørgsmålstegn ved.
Med skal det dog, at Friis Bach flere steder gentager sig selv, kommer til overraskende konklusioner og springer frem og tilbage i tid og sted, så det kan være svært at følge med.
Og så er det rent ud sagt uforståeligt, at VK-regeringens drakoniske besparelser på bistanden, som samlet set løber op i et 2-cifret milliardbeløb, kun er omtalt i nogle få sætninger. Den eneste besparelse, som får mæle i dette manus, er de første halvanden milliard i 2002. De øvrige – og langt værre – forbigås reelt i tavshed.
Generelt til sidst:
Forfatterne fra forskermiljøet er ikke alle lige gode til at håndtere et forståeligt sprog. Jeg har undervejs optalt sætninger, der løber op i 12 linjer (sat i 62 mm bredde), og det er meget. Alt for meget. Nogle steder er det direkte svært at få hoved og hale på, hvad der menes.
Dertil er det beklageligt, at værket på forskervis afsluttes med hele 16 siders generel gennemgang, der i alt væsentligt er en gentagelse af det allerede skrevne.
Hvad kunne den plads ikke være brugt til. Eksempelvis bokse i teksten undervejs til forklaring af spændende cases. Dem er der bestemt nok af. Bokse er der ingen af.
Billedvalget er meget konservativt og blegt. Flere fotos er anbragt uden for deres tidsperiode og vigtige personer ikke medtaget, bl.a. Danidas store “planarkitekt”, Ole Lønsmann Poulsen. Som heller ikke er nævnt i registret. Man fristes til at udbryde: Det er da løgn.
De viste kort over udvalgte programsamarbejdslande er tussegamle og primitive. Billedredaktøren har øjensynlig ingen anelse haft om, at Danidas tidsskrift, “Udvikling”, fik fremstillet avancerede og detaljerede farvelagte kort over netop disse lande hos firmaet Designgrafik til en ambitiøs serie om vore programsamarbejdspartnere. Kort, som må være tilgængelige også i dag.
Denne anmelder burde vide det, idet de blev produceret, da jeg var redaktør for tidsskriftet (1992-2002).
Til allersidst: Friis Bach skal have ros for omtalen af Verdensfødevareprogrammet (WFP) i afsnittet “Fra kødkonserves til kikærter”. Her er husmandssønnen fra vestsjællandske Tornved, der takket være sin uimodsigelige begavelse er nået så langt på så kort tid, helt tydeligt på hjemmebane.
Et enkelt afsnit eller 2 er bare ikke nok.
Måtte den dag komme, da uafhængige publicister går sammen om at skrive bogen “25 års dansk bistand”. De kunne passende starte i 2009 eller 10, så bogen kan dække perioden 1988-2013. Den slags tager jo tid….
Det værk, der her ligger til anmeldelse, er ikke BOGEN om dansk bistand. Det er en halvofficiel fremstilling af nogle sammenhænge, som desværre rummer fejl, mangler og direkte udeladelser. Og det er ikke det samme.
Fakta om bogen:
1. udgave, 1. oplag
Indbundet, 587 sider
ISBN: 978-87-02-04397-6
Gyldendal 2008, udgivet med støtte fra Udenrigsministeriet
Pris: 449 kr.
Omslag: Annette Borsbøl – Imperiet
Forlagsredaktion: Lasse Wolsgaard
Billedredaktion: Anette Ekstrand
Register: Marlene-Chatrine Skov
Bogens indledende og afsluttende afsnit er skrevet af Carsten Due-Nielsen og Nikolaj Petersen, ligesom Ole Feldbæk sidder i redaktionen, der har haft husly på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i København.
Anmeldelsen er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren
PS: Man kan møde forfatterne mandag aften (10.03.08) ved et møde arrangeret af U-landsfagligt Selskab i København (se u-landsnyts kalender under bemeldte dato)
