En række uroligheder i de seneste dage har nu ført til arrestationer af 73 personer, heriblandt talsmanden for det største oppositionsparti Civic United Front (CUF), Hamad Masoud Hamad. Særlige sikkerhedsstyrker er udkommanderet både på Pemba og hovedøen Unguja.
Da oktobervalget på Zanzibar til alles overraskelse blev annulleret netop som resultatet skulle offentliggøres 28. oktober 2015, protesterede CUF og oppositionsalliancen UKAWA.
CUF har siden uden held søgt at få en konstruktiv dialog med hhv. den siddende Zanzibar præsident Mohamed Shein, og Tanzanias nyvalgte unionspræsident Magufuli.
Samtidig har CUF appelleret til at folk forholder sig i ro og undgår voldelige sammenstød.
Ubesvarede spørgsmål og mangel på gennemsigtighed
Valget d. 25. oktober sidste år blev af såvel lokale som det internationale valgobservatørkorps rost som velorganiseret og fredeligt.
Derfor fulgte også flere henvendelser til såvel formanden for Zanzibars valgkommission Jecha Mohamed Jecha og Zanzibars præsident om at fremlægge dokumentation for anklager om valgsnyd i de valgdistrikter på øen Pemba, som angiveligt var årsag til annulleringen af valget.
Endelig opfordrede de den nytiltrådte unionspræsident Magufuli til at benytte sin position til at sikre en fredelig løsning.
Kritik for døve øren
Opfordringer og kritik fra lokale og internationale aktører har dog lydt for døve øren. I midt februar fulgte en erklæring fra præsident Magufuli om, at han hverken kunne eller ville intervenere i Zanzibars interne politiske anliggender.
Erklæringen kom på trods af advarende røster fra højtstående personer internt i CCM som bl.a. Dr. Salim Ahmed Salim, fhv. premierminister i Tanzania og generalsekretær for OAU, og ligeledes fhv. premierminister og fm for den nationale forfatningskommission i Tanzania, Justice Warioba.
Warioba er gået så vidt som til at betegne situationen som en national krise.
Frygt for undergravning af demokratiske spilleregler
Ikke mindre end 14 oppositionspartier i Tanzania, herunder CUF og UKAWA alliancen, kritiserer gennemførelsen af omvalget. Partierne frygter, at det de betragter som en ulovlig annullering af oktobervalget på Zanzibar, vil undergrave de demokratiske spilleregler i Tanzania, idet der sås tvivl om valgkommissionen og valgapparatets uafhængighed.
Den forhenværende rigsadvokat i Zanzibar Othman Masoud Othman har tidligere opfordret Zanzibars Præsident Shein til at gå af, mens højesterets dommeren undersøgte om valgresultaterne blev annulleret på lovligt grundlag.
Direktøren for det tanzanianske Legal and Human Rights Centre, Imelda Urio, udtrykte overfor den tanzanianske Guardian Newspaper stærk bekymring over, at ZEC valgte at gå ud med en dato for et omvalg uden at involvere de berørte parter, og uden nærmere information til offentligheden.
Hun rejste samtidig spørgsmål ved lovligheden af det forestående omvalg og antydede samtidig, at ZEC ikke har mandat til at afholde det.
Føler sig ladt i stikken
For den almindelige zanzibarianer er dagliglivet gået videre i en meget trygget stemning. De færreste ønsker tiden skruet tilbage til en situation med konstante politiske spændinger og voldelige sammenstød.
De seneste 5 år med en samlingsregering (Government of national unity) mellem CCM og CUF, men med CCM ved roret, havde skabt grobund for en vis optimisme og stabilitet, og forhåbninger om at Zanzibar nu bevægede sig i en mere demokratisk retning.
Det frygtes nu, at styrets og det nationale CCMs ubøjelighed vil føre til mere uro, radikalisering og ustabilitet. Hvad CCM vil vinde på et omvalg, som af de fleste betragtes som illegitimt, og hvor oppositionen ikke deltager, er et åbent spørgsmål.
Det omstridte omvalg afholdes søndag 20. marts uden deltagelse af uafhængige lokale og internationale observatører. Uden forudgående kampagner, eller nyregistrering af vælgere. Og uden deltagelse af oppositionspartierne, herunder det største og mest populære Civic United Front.
Politiets specialstyrker er tilstede i stort antal, angiveligt for at sikre roen omkring valget. Men folk bliver tævet, fængslet og på anden måde forulempet. Senior CUF repræsentant Nassor Ahmed Mazrui anklager politiet og CCM vigilantegrupper for at gå særligt efter CUF støtter. Han udtrykker overfor dagens Daily Mail bekymring for demokratiets fremtid på Zanzibar og slutter:
Zanzibar votes again, but what next?” af Nick Branson, Senior Reseacher ved Africa Research Institute.