Af Nils Brøgger Jakobsen
klimakampagnemedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke
Fredag den 18. december var annonceret som dagen, da ca. 130 statsledere skulle sætte sig om bordet og vise politisk lederskab ved klimatopmødet i København.
I løbet af fredagen sad jeg i Øksnehallen sammen med kolleger fra ActionAid. Her sad vi og forberedte os på afslutningen af topmødet. Klimaagenterne var også samlet her for på sidste gang i dette år at tage på mission.
Stemningen var blandet. Som klimaagenter har vi lavet et brag af en kampagne og virkelig gjort, hvad vi kunne for at op-fordre politikerne til at vise lederskab.
Samtidig kunne vi godt se, hvad resultatet af konferencen pegede i retning af, og kombineret med, at vi snart skulle sige farvel til hinanden og hver rejse tilbage til sit, gjorde det stemningen lidt nedtrykt.
Som klimaagenter har vi haft nogle fantastiske oplevelser sammen, og jeg er sikker på, at oplevelsen altid vil være et referencepunkt og noget, som vi med stolthed ser tilbage på, uanset om ens hverdag fortsætter i Århus, København, Zimbabwe, Uganda, Nepal eller Kenya.
I løbet af formiddagen landede Obama og skulle snart på talerstolen i Bella Center. For godt et år siden var jeg som privatperson i USA for at støtte Obama under hans valgkamp. Jeg husker, hvordan jeg på valgafte-nen stod blandt tusinder af folk, som græd af lykke over valget af Obama.
Personligt har jeg haft et meget stort håb til Obama og havde håbet om, at han kunne blive det politiske ikon, som min generation har efterspurgt og manglet i det årti, som er ved at gå på held.
Da jeg hørte Obamas tale i Bella Center, må jeg indrømme, at Obama blot var en skygge af sig selv i forhold til, hvordan jeg oplevede ham tale ideologi og idealisme under valgkampen i USA.
Flere af mine kammerater havde torsdag aften været samlet i Valbyhallen for at høre sydamerikanske statsledere tale til folket. Statslederne blev her modtaget som rockstjerner og hyldet for deres kritik af Vesten.
Kritikken er på mange måder berettiget, men personligt må jeg indrømme, at jeg finder flere af statsledernes retorik for hul – f.eks. tror jeg, at flere af dem burde feje foran egen dør, før de f.eks. kritiserer det danske politi for at have ageret for aggressivt under topmødet – en kritik som dog ellers godt kan legitimeres.
Ja, jeg er virkeligt skuffet over det figenblad af et resultat, som kom ud af forhandlingerne i København. Historien vil dømme de politikere, som ikke formåede at vise lederskab og sikre Jordens fremtid og sikre, at millioner af mennesker liv og færden ikke ødelægges på baggrund af en lille del af klodens befolknings overforbrug af ressourcer.
Et af højdepunkterne fra klimatopmødet, som jeg vil tænke tilbage på med stolthed, er lørdag den 12. december. Her gik 100.000 mennesker på gaden for at vise, at de ønsker en ambitiøs klimaaftale. Demonstra-tionen er blandt de største i Danmarkshistorien, og politikerne bør ikke kunne overhøre det signal, som demonstrationen sender.
Selv om klimatopmødet er en fiasko, er millioner af folk kloden over blevet mobiliseret i forhold til klimakampen, og selv om stemningen pt. er ret nedtrykt, vil bevægelsen til næste topmøde stå endnu stærkere. Vi vil blive med at mobilisere os, indtil politikerne gør deres arbejde ordentligt og viser politisk lederskab.
Bragt i elektronisk nyhedsbrev fra Mellemfolkeligt Samvirke lørdag den 19.12.09.
Se også www.ms.dk
