Zimbabwe går til valg 30. juli. Her skal landets indbyggere stemme om præsidentembedet og sammensætningen af landets parlament.
Valget er exceptionelt, fordi det er det første, efter at landets mangeårige præsident, Robert Mugabe, blev væltet i november 2017 og erstattet med vicepræsidenten Emmerson Mnangagwa, ligeledes fra regeringspartiet ZANU-PF.
Spørgsmålet er, om Zimbabwe går mod nye tider. Mnangagwa er ifølge meningsmålinger storfavorit til at sikre sig sejren. Men for landets fattige arbejdere og faglige ledere handler det om mere end navnene på de valgte. Det handler om en ny politik for Zimbabwe, lyder det fra to faglige ledere. Indtil videre har de ventet forgæves på forandring.
”Den nuværende regering har ikke repræsenteret arbejdernes interesser, og de er heller ikke afspejlet i dens program,” siger Fanuel Magwaza, tømrer og formand for bygningsarbejderforbundet ZCATWU. Forbundet har altid været i opposition til regeringspartiet ZANU-PF.
Han nævner som eksempel, at sygeplejersker er blevet opsagt af regeringen og er blevet tvunget til at underskrive nye kontrakter med færre rettigheder eller erstattet af nyansatte.
Zimbabwes arbejdere har måttet kæmpe med fattigdom og faldende levevilkår i årevis. Den gennemsnitlige levealder i landet er 54 år. Samtidig har landet siden år 2000 været ramt af sanktioner rettet mod Mugabes regering fra EU’s og USA’s side.