Arla indgår joint venture-aftale med indonesisk mejerigigant

ikhlasul-amal
Forfatter billede

(Arla Foods) Arla Foods har netop indgået en joint venture-aftale med PT Indofood CBP Sukses Makmur Tbk (“ICBP”), som er en af Indonesiens førende virksomheder indenfor dagligvarer og mejeriprodukter.

Sydøstasien er et strategisk vigtigt vækstområde i Arla Foods’ strategi, Good Growth 2020, og selskabet tager nu endnu et skridt mod en udvidelse af sin forretning i regionen. Den nyligt indgåede joint venture-aftale med ICBP skal øge Arla Foods’ tilstedeværelse på det indonesiske marked.

“Vi glæder os over at have indgået samarbejde med ICBP, som har stor erfaring med mejeriprodukter og desuden har et omfattende FMCG-distributionsnetværk i Indonesien med adgang og relationer til de vigtigste forhandlere. Gennem samarbejdet med ICBP kan vi nu tilbyde vores kvalitetsprodukter inden for mejerisektoren til flere indonesiske forbrugere,” udtaler koncerndirektør for Arla Foods’ internationale forretningsaktiviteter Tim Ørting Jørgensen.

Axton Salim, direktør for ICBP, siger:
“Vi glæder os over muligheden for at indgå dette samarbejde med Arla Foods, som er et af verdens stærkeste mejeriselskaber. Dette samarbejde understøtter vores eksisterende mejerivirksomhed i Indonesien.”