Arrestordre mod Zimbabwes ex-førstedame

grace_mugabe_with_robert_mugabe_2013-08-04_11-53
Grace og Robert Mugabe i de gode tider, hvor parret sad på magten i Zimbabwe.
Foto: DandjkRoberts (CC BY-SA 3.0)
Laurits Holdt

19. december 2018

Myndighederne i Sydafrika har udstedt en arrestordre på Grace Mugabe, der er gift med Zimbabwes forhenværende præsident Robert Mugabe. Det skriver flere internationale medier onsdag.

Sagen handler om en episode i august 2017, tre måneder før Robert Mugabe blev væltet ved et militærkup. Han havde da siddet på magten i 37 år.

Episoden udspillede sig i et hotelværelse i den sydafrikanske storby Johannesborg, hvor Mugabe-parrets to sønner Robert, 28, og Chatunga, 21, opholdt sig med en sydafrikansk kvinde Gabriella Engels, som BBC beskriver som ”model”.

Mugabe-familien ejer flere ejendomme i Sydafrika.

Parterne er mere eller mindre enige om at Grace Mugabe slog den 20-årige Gabriella Engels gentagne gange med en forlængerledning og billeder af Engels kort tid efter episoden viser at hun havde sår bl.a. i panden og i hovedbunden.

Grace Mugabe har forklaret, at hun slog i selvforsvar efter den yngre kvinde angiveligt gik til angreb på hende og var i påvirket tilstand.

I Gabriella Engels’ version af episoden kommer Grace Mugabe brasende ind på værelset med ledningen i hånden hvorpå hun uprovokeret giver sig til at slå løs på den yngre kvinde.

Fik diplomatisk immunitet

Efter episoden forlod Grace Mugabe Sydafrika uden at politiet fik afhørt hende. Det blev kritiseret fra flere sider i Sydafrika.

At hun kunne forlade landet uden politiets indgriben skyldtes at Sydafrikas daværende udenrigsminister Maite Nkoana-Mashabane gav fru Mugabe diplomatisk immunitet, så hun i ro og mag kunne forlade landet. I juli i år blev immuniteten imidlertid ophævet.

En talsmand for politiet siger at Sydafrika vil bede det internationale politisamarbejde Interpol om hjælp til at gennemføre arrestordren. Det er ikke oplyst om Sydafrika vil kræve hende udleveret fra Zimbabwe.

Hverken Grace Mugabe eller de zimbabweanske myndigheder har endnu kommenteret arrestordren, skriver BBC.

En kontroversiel figur

Grace Mugabe er en kontroversiel figur og en central person i de seneste års politiske liv i Zimbabwe. I 2014 anklagede hun den daværende vicepræsident Joice Mujuru for at lægge planer mod Robert Mugabe. Det resulterede i at Mujuru blev afskediget og endte som paria i partiet.

Hun blev gift med præsident Mugabe i 1996 efter at have arbejdet som sekretær i hans stab. Efter de to blev gift skaffede hendes dyre indkøbsvaner hende tilnavnet Gucci Grace.

I 2014 blev hun udpeget til leder af kvindeafdelingen i regeringspartiet Zanu-PF og det skaffede hende en plads i partiets politbureau – partiets øverste ledelse. Hun var en del af den ene af partiets to store fraktioner, mens den nuværende præsident Emmerson Mnangagwa var leder af en rivaliserende fraktion i partiet.

De to kunne ikke sammen og deres rivalisering endte med at præsident Mugabe fyrede Mnangagwa fra vicepræsidentposten og havde muligvis i sinde at udpege Grace Mugabe som ny vicepræsident.

Mnangagwa flygtede til Sydafrika hvorefter Zimbabwes magtfulde militær tog magten i landet. Otte måneder senere blev Mnangagwa valgt til præsident.

Umiddelbart efter kuppet i november 2017 blev Grace Mugabe smidt ud af partiet.