Et år efter de blodige oktoberuroligheder i Bolivia er mange igen på gaden for at kræve forandring, og det er endnu engang gasspørgsmålet, som står i centrum, skriver den Ibis-udsendte informationsmedarbejder, Dorte Jensenius, i en rapport hjem til organisationens nyhedstjeneste i København.
I løbet af den sidste uge har mange tusinde demonstranter fra hele landet marcheret mod hovedstaden La Paz. Et år og en dag efter den daværende præsident Gonzalo Sanchez blev afsat og tvunget i eksil efter omfattende uro og sammenstød mellem demonstranter og politi og militær, som kostede mindst 80 livet.
Bolivias nuværende præsident, Carlos Mesa, har fremsat en ny gaslov, som lige nu er til debat i kongressen. Den nye gaslov vil bl.a. indebære en forhøjelse fra 18 til 50 procent af den skat, som de multinationale selskaber skal betale af deres indtægter fra gassen.
– Præsident Mesa skal gå balancegang, hvis han både skal tilfredsstille de folkelige krav og presset fra olieselskaberne, udtaler Alvaro Rios, Bolivias tidligere energiminister.
På den ene side kræver de internationale selskaber ret til at tjene penge på det kontraktgrundlag, som de har investeret på. Gasselskaberne har tidligere truet med at trække sig ud og sagsøge den bolivianske stat, hvis den nye gaslov vedtages med så store skattestigninger, som det nuværende forslag indeholder.
På den anden side står de folkelige krav. – Gas er vores sidste naturressource, og vi ønsker ikke, at det skal gå med gassen, som det er gået med vores tin og sølv. Det forlod landet, og vi fik kun meget lidt ud af det, udtaler Eusebio Melo, der var en af lederne af demonstrationerne i El Alto i oktober 2003.
Mange bolivianere er bange for, at hvis ikke hele gas sektoren renationaliseres vil det bolivianske folk gå glip af indtægterne fra denne meget værdifulde naturressource.
Alvaro Rios peger endvidere på, at Bolivia har brug for de multinationale selskabers ekspertise og investeringer. Netop nu er Bolivia i gang med at forhandle en eksportaftale på plads med Argentina og denne aftale er afhængig af udenlandske investeringer.
Læs flere nyheder på www.ibis.dk