Naturen er trængt. Den forsvinder så at sige for øjnene af os samtidig med, at den forsvinder mellem hænderne på verdens fattige. Vi har vænnet os til at tale om klimakrise og finanskrise, men der er også en biologisk krise.
Kommentar af Ann Berit Frostholm
Vi må vænne os til som mennesker og samfund, at vi står midt i en biologisk krise, der i omfang ikke blot kan måle sig med de to anerkendte kriser, men meget vel kan vise sig langt værre for vores fremtid, og det har vi vanskeligt ved at forholde os til.
I begyndelsen af oktober mødes Biodiversitetskonventionens parter for 11. gang til konference i Indien for at gøre status for det globale mål om i 2020 at have stoppet tabet af biologisk mangfoldighed og genoprettet de forringede økosystemer.
På mødet vil der være stor fokus på, hvordan der kan tilføres flere finansielle ressourcer til den nødvendige natur- og miljøbeskyttelse globalt, og hvordan man kan få de nuværende ressourcer til at strække længere.
Desværre har verdens regeringer på 20ende år fortsat meget vanskeligt ved at finde den nødvendige finansiering til de tiltag, som skal vende tabet af biologisk mangfoldighed til fremgang.
Dét til trods for de åbenlyse værdier som den biologiske mangfoldighed bibringer samfund verden over i form af bestøvning, rensning af vand og luft, brændsel, materialer til produktion og fødevareforsyning.
Ida Auken må lægge sig i selen
Der er derfor stort behov for, at miljøminister Ida Auken (SF) lægger sig i selen for at opnå nye positive resultater på Biodiversitetskonventions-mødet, ikke mindst i forhold til den nødvendige finansiering.
Som deltager ved COP 11 vil (NGO-samarbejdet) 92-gruppen bl.a. arbejde for, at der vedtages en fornuftig køreplan for mobilisering af ressourcer, og at det bliver gennemskueligt fremover at følge om de enkelte lande udmønter de aftaler og målsætninger, som tidligere er indgået.
Findes der ikke en løsning på ressourcemobilisering til en kriseramt natur, vil vi med stor sandsynlighed se de flotte resultater fra biodiversitetskonventionens sidste møde (COP 10) smuldre væk og fastholde naturen på deroute.
Ann Berit Frostholm er naturpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening
Kilde: 92-Gruppens nyhedsbrev, september 2012 • Nr. 82
