5 ansatte på rådhuset i badebyen Phuket mistænkes for at have stjålet knap 300.000 kroner, der var indsamlet til ofrene for flodbølgen i Thailand, skriver Politiken Online tirsdag.
Den thailandske avis The Nation har tidligere skrevet, at de mistænkte personer, der var ansat på rådhuset i Phuket og indtog en koordinerende rolle efter flodbølgen, stjal 2 millioner thailandske bath (280.000 kr.) fra en hjælpefond.
Ifølge politiet tjekkes de mistænktes fingeraftryk for øjeblikket som led i efterforskningen, men de er ikke officielt sigtet i sagen.
Pengene forsvandt fra en sikkerhedsboks på rådhuset. Boksen blev brudt op blot få dage efter flodbølgekatastrofen Anden Juledag, skriver The Nation.