12 folketingsmedlemmer er med til dette efterårs generalforsamling i FN, blandt dem politiske sværvægtere som de tidligere ministre Svend Auken (S) og Niels Helveg Petersen (R). Her drøfter de emner som fred og sikkerhed med kolleger fra de andre medlemslande.
FNs 59. generalforsamling blev åbnet den 14. september i hovedkvarteret i New York. På dagsordenen er flere end 160 punkter om fred og sikkerhed, økonomiske og sociale spørgsmål, humanitære spørgsmål, menneskerettigheder og institutionelle og finansielle spørgsmål.
Generalforsamlingen er FNs vigtigste debatforum. Bestemmelserne om generalforsamlingen står i FN-pagten, der trådte i kraft den 24. oktober 1945. Hvert land har en stemme. Forsamlingens beslutninger er ikke bindende for medlemslandene.
Plenarforsamlingen, der er generalforsamlingens vigtigste organ, indleder sin generaldebat mandag den 21. september og kører frem til den 3. oktober. Derefter fortsætter drøftelserne i forsamlingens 6 hovedudvalg:
1. udvalg: nedrustnings- og sikkerhedspolitiske spørgsmål
2. udvalg: økonomiske og finansielle spørgsmål
3. udvalg: sociale, humanitære og kulturelle spørgsmål
4. udvalg: spørgsmål vedrørende fredsbevarende operationer, Palæstina-flygtninge, det ydre rum, informationsvirksomhed, koloniafvikling samt formynderskabs- og ikke-selvstyrende områder
5. udvalg: administrative og budgetmæssige spørgsmål
6. udvalg: juridiske spørgsmål.
Under generaldebatten kommer de fleste medlemslande med et indlæg – størstedelen ved deres stats- og regeringschef eller udenrigsminister. Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, forventes at holde sit indlæg den 27. september.
6 folketingsmedlemmer deltager som medlemmer af den danske delegation til generalforsamlingens 1. periode fra 21. september til 14. oktober.
Tilsvarende deltager 6 medlemmer i den anden periode fra 16. oktober til 11. november.
Parlamentarikerdelegationens rolle under generalforsamlingen er at fungere som rådgiver for regeringen.
Folketingets delegation til den første periode består af Else Winther Andersen (V), Svend Auken (S), Jeppe Kofod (S), Karina Sørensen (DF) Else Theill Sørensen (K) og Niels Helveg Petersen (R).
Delegationen til den anden periode består af Svend Aage Jensby (V), Karsten Nonbo (V), Gitte Lillelund Bech (V), Ole Vagn Christensen (S), Poul Fischer (DF) og Søren Søndergaard (EL).
Links til FNs generalforsamling: www.un.org/ga/59/index.html
Protokolleder [email protected]