Når du køber tøj hos en stor tøjproducent i Danmark, er der stor sandsynlighed for, at nogle af klæderne stammer fra en fabrik i Bangladesh. Måske endda fra en arbejdsplads uden basale arbejderrettigheder. For 46 procent af alle fagforeningsansøgninger mellem 2010 og 2019 blev afvist af departementet for arbejde i Bangladesh. I alt ansøgte 1,104 organisationer om at blive registrerede som fagforeninger under de ni år, beretter den internationale arbejder organisation ITUC i en ny rapport.
Af de 575 fagforeninger, som blev registreret af myndighederne i Bangladesh, er 62 af dem enten opløst eller inaktive på grund af repressalier. Ydermere er 81 fabrikker med overenskomst lukket.
Bestikker sig til registrering
”Det er meget slående, når man ser på tallene. Igennem historien har fagforeninger været bandlyst i Bangladesh, selvom de lovmæssigt må eksistere,” siger Naomi Hossain underviser hos American University.
Hun har tidligere undersøgt fattigdom, det politiske landskab og social beskyttelse i Bangladesh.
I 2013 kollapsede fabriksbygningen Rana Plaza, hvor et stort antal tekstilarbejdere blev slået ihjel. Det samlede dødstal er opgjort til 1134 mennesker. Dagene inden katastrofen oplyste flere tekstilarbejdere, at der var kommet revner i bygningen, men de blev alligevel tvunget til at arbejde videre.
”Efter Rana Plaza ændrede tingene sig hurtigt. Man så flere fagforeninger blive registreret i Bangladesh. Regeringen følte et pres for at tillade flere fagforeninger, selvom de reelt set ikke ønskede det. Det ønske har ikke ændret sig siden,” siger Naomi Hossain.
Politiske interesser er en stor faktor for, hvorfor fagforeninger skal registreres i Bangladesh.
Lønningerne skal holdes lave for at bevare konkurrenceevnen, fortsætter Naomi Hossain:
”Nogle af de nuværende fagforeninger er godkendte, fordi de har bestukket sig til en registrering og har partipolitiske tilknytningsforhold. Man ser også fagforeninger, der er mandsdominerede og styrer de kvindelige tekstilarbejdere uden at varetage deres interesser,” siger hun.
”Flere tekstilfabrikker er lukket ned, fordi de fik overenskomst og ikke vil have fagforeninger involveret. Grunden til, at Bangladeshs regering ikke ønsker fagforeninger, er at deres eksport af tøj er enorm. Kina er de eneste, som overhaler dem i tøjeksport, så de lave lønninger hos tekstilarbejderne i Bangladesh er vigtige at holde nede for at være konkurrencedygtige,” siger Naomi Hossain.
Det værste land for en arbejder
ITUC rangerer Bangladesh som det værste land at være arbejder i. Over 500.000 arbejdere i tøjindustrien kunne ikke udøve deres basale arbejdsrettigheder uden frygt for repressalier eller brutal undertrykkelse, står der i rapporten.
Blandt andet måtte arbejderne ikke selv forme eller tilmelde sig fagforeninger. Det efterlader dem i en situation uden reel magt til at forhandle sig til bedre arbejdsbetingelser.
I december 2018 og januar 2019 strejkede 50.000 arbejdere fra tøjindustrien i protest over lønninger. Efterfølgende blev 750 arbejdere omgående fyret, mens yderligere 11.600 mistede deres arbejde i februar 2019.
Bangladesh er verdens andenstørste eksportør af tøj. Tøjproduktionen dækker 80 procent af landets samlet eksport. Den vestlige verden dominerer listen over lande, som Bangladesh sender deres varer til, viser tal fra Trading Economics.
