Bangladesh: Dansk ambassade holder udstilling med kunst om Rana Plaza

Forfatter billede

Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk, skriver fra Dhaka

Det fatale kollaps af Rana Plaza-bygningen i bangladesh kostede over 1100 mennesker livet. Den danske ambassade har arrangeret en udstilling af kunst om katastrofen, og man kan støtte ofrene ved at købe skulpturer, de selv har lavet.

Det katastrofale kollaps af Rana Plaza-bygningen i Bangladesh efterlod over 1.100 døde og tusinder af sårede. Samtidigt åbnede det verdens øjne for de elendige forhold for arbejderne i den bangalske tekstilindustri.

Torsdag mødte den danske handels- og udviklingsminister overlevende fra katastrofen.

“Lad os sikre os, at dette aldrig sker igen”, sagde Mogens Jensen ved en konference om forholdene i tekstilindustrien.

Ved konferencen kunne man samtidigt opleve fotografier og skulpturer om katastrofen. Sidstnævnte er lavet af de overlevende i et samarbejde med den danske ambassade i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.

Mogens Jensen nævnte på podiet ved slutningen af konferencen, at der kun var en skulptur tilbage, så salget er gået forrygende.

Prisen på en skulptur ligger på 8000 kroner, men man må godt give lidt mere, og pengene går direkte til kunstnerne, som alle var involveret i det store fabrikskollaps.

Oldgammel teknik

Sidst i januar startede en workshop med vejledning af den lokale kunstner Suckanta Banik. Den danske kunstner Kirsten Fugl har ligeledes rådgivet i, hvordan kvinderne kan kommunikere deres historier.

Skulpturerne er blevet til ved hjælp af en teknik, der har flere tusinder år på bagen. Den stammer fra Dhamrai, som ligger lidt nord for Dhaka. Materialet er ler, voks og metal.

Derudover var der ved konferencen udstilling af fotografier af Abir Abdullah.

“Jeg ønsker at vise deres indre styrke. Jeg ønsker ikke at portrættere dem som ofre. Disse fotografier viser ikke blot tragedien, men også kvindernes styrke”, forklarer han.

Han håber at kunne komme videre ud i verden med udstillingen.  

“Jeg håber at kunne vise billederne i Europa og København”, tilføjer han.

Mogens Jensen mødte ofrene

Torsdag morgen mødte den danske handels- og udviklingsminister en række af de overlevende fra Rana Plaza-katastrofen. Det er tydeligt, at ikke alle har lagt tragedien helt bag sig. Flere af dem græd, mens de fortalte om den horrible hændelse.

Mødet foregik lige før en konference om læren efter katastrofen. Mange taler om Rana Plaza som en game-changer. Hele verden berettede om ulykken, og der er sket fremskridt på nogle områder i den bangalske tekstilindustri. De største fremskridt er sket inden for sikkerhed.

“Rana Plaza var en game-changer. Ingen andre steder i verden har vi set en lignende tilgang med mange aktører for at opbygge en mere bæredygtig udvikling. Der har været mange fremskridt, men der er stadig meget at gøre”, sagde Mogens Jensen ved åbningen af konferencen.