Bangladesh fyldte 50 år den 26. marts. Efter afskaffelsen af det britiske kolonistyre blev det indiske subkontinent delt i Indien og Pakistan. Sidstnævnte blev splittet i to, Vest- og Østpakistan, som begge var karakteriseret ved store muslimske flertal. Men efter flere års oprør og en kort, heftig krig mellem Indien og Pakistan opnåede Østpakistan selvstændighed under navnet Bangladesh. Navnet betyder ”bengalernes land,” ligesom hovedsproget er bengali.
I de første år med selvstændighed regnede ulykkerne ned over det nye ludfattige land. I flere omgange var landet plaget af sultkatastrofer, nogle af de værste verden havde set.
Væksten kom så småt i gang i 80’erne og 90’erne, hvor indkomsterne voksede med cirka 2 procent årligt, omtrent det samme som væksten i nabolandene Indien og Pakistan. Væksten fandt især sted inden for tekstil- og beklædningsindustrien, hvor Bangladesh nød godt af at være relativt favoriseret af internationale handelsaftaler. Dette var på bekostning af andre vækstøkonomier som Korea og Taiwan, som var underlagt begrænsninger på eksporten af tøj.
Fremskridtene
I løbet af 00’erne blev disse handelsbegrænsninger afskaffet, og mange forudså, at Bangladesh’ vækst ville gå i stå. Men det modsatte skete. Væksten tog fart efter årtusindskiftet med vækstrater op til 10 procent årligt i indkomsterne. Bangladesh’ beklædningsindustri er i dag verdens næststørste. Den indtjener 11 procent af bruttonationalproduktet og 80 procent af eksportindtægterne.
Samtidig blev velfærden også væsentligt forbedret. 98 procent af bangladeshiske børn går i skole, og børnedødeligheden er styrtdykket fra 168 per 1000 nyfødte i 1973 (året for den værste sultkatastrofe) til nu 24. Fertiliteten (antal børn per kvinde) er i samme periode faldet fra næsten 7 til 2. Fattigdommen er dog stadig til at få øje på. Fattigdomsraten var i 2016 på 84 procent, beregnet ud fra en fattigdomsgrænse på 5,50 dollars (købekraftkorrigeret). Raten er dog faldet fra 97 procent i 1991.
Ligestilling mellem kønnene kunne bestemt være bedre, men billedet er faktisk lidt pænere end i nabolandene. For eksempel er alfabetiseringen blandt kvinder i Bangladesh på over 70 procent, mod cirka 65 procent i Indien og under 50 procent i Pakistan. Også på arbejdsmarkedet er det gået fremad for kvinderne. Andelen af kvinder med lønnet beskæftigelse er i dag 36 procent, hvilket måske ikke lyder af meget, men dog er steget fra 3 procent i 1971.
Det er også i Bangladesh, at mikrokredit er opstået. Gennem mikrolån og tilsvarende opsparing har mange, især kvinder, arbejdet sig ud af fattigdom.
Omkostningerne
Disse fremskridt er dog ikke sket uden omkostninger. De fleste husker den frygtelige ulykke i Rana Plaza, en stor industriejendom som kollapsede i 2011, med mere end 1100 dødsofre. Det er den almindelige opfattelse, at denne tragedie var direkte foranlediget af alt for hurtig vækst i industribyggeriet. Mange andre mindre ulykker finder sted med mindre opmærksomhed.
Det må også skrives på omkostningskontoen, at den oprindelige demokratiske forfatning i realiteten er sat ud af kraft. Den regerende Awami League fik ved valget i 2018 hele 288 af parlamentets 300 sæder. Det skete vel at mærke, efter at oppositionslederen og mere end 7000 af regeringens modstandere var arresteret. Om der er en sammenhæng mellem denne benhårde politik og den økonomiske succes er dog langtfra indlysende. Tidskriftet The Economist mener, at fremskridtene er sket på trods af Awami Ligaens politik, ikke på grund af den.
Samtidig er uligheden steget. Den rigeste ene procent af bangladeshierne fik i 2019 16 procent af indkomsterne, en stigning fra 11 procent i 1980. De fattigste 40 procent har i samme periode tabt fra 16 procent til 14 procent af indkomsterne.
Jens Lehrmann Rasmussen er cand. polit og Ph.D. i økonomi. Han har arbejdet som konsulent og ekstern lektor, senest ved Copenhagen Business School.
Sammen med Sara Johanne Korsholm Kristensen har Jens Lehrmann Rasmussen i december 2020 udgivet bogen ”En ulige verden”. Bogen kan købes som e-bog via Saxo.
