Siden Bangladesh blev selvstændigt i 1971, har landet præsenteret en solid vækstkurve, der har slået igennem på flere forskellige udviklingsparametre: reduceret fattigdom, for eksempel, og et bedre sundhedssystem end andre sammenlignelige lande.
Med sin store arbejdsstyrke har Bangladesh gennemgået en hastig industrialisering. Fra 2001 til 2019 voksede landets vareeksport således fra 6,6 milliarder til 47,2 milliarder dollars, og det sydasiatiske land er i dag hjem for Asiens største produktionssektor målt på andel af bruttonationalprodukt (BNP).
Landets bemærkelsesværdige væksthistorie førte i 2015 til, at det nåede status af lav-middelindkomst land, og det står til en yderligere opgradering i 2026, hvor det efter planen kan forlade FN’s kategori for mindst udviklede lande, skriver Verdensbanken. Dermed fungerer Bangladesh også som inspiration for andre fattige lande, der kan skele til det østasiatiske lands rejse.
Læs også: Bangladesh – høj vækst, ulighed og truet demokrati
Men der er et problem. Bangladesh’ vækst er drevet frem af et ensidigt fokus på beklædningsindustrien, der udgør en tredjedel af landets samlede industrielle produktion. Ja, faktisk stod beklædningssektoren i 2019 for hele 86 procent af landets samlede eksport, og kun Kina overgår Bangladesh som leverandør af tøj til de vestlige lande.
Den manglende diversificering gør, at Bangladesh’ økonomi hænger i en tynd tråd, skriver Sanjay Kathuria, forsker og lektor hos Georgetown University, i en nylig analyse i Foreign Policy.
National præference
I sig selv er det historisk, skriver Kathuria, at et enkelt produkt dominerer et lands eksport på denne måde, men det gør også alt andet lige hele landets videre udvikling mere udsat. Indenrigsmarkedet er lille, og Bangladesh har brug for stabile indtægter fra eksport for at sikre en fortsat robust vækst – men det er ikke særlig sandsynligt, når landet fortsat er afhængigt af en enkelt sektor.
Beklædningsindustrien har historisk spillet en væsentlig rolle som første skridt i de østasiatiske landes industrialisering. Udviklingen tog for alvor fart fra 1970’erne og 1980’erne, hvor meget af verdens produktion rykkede østover til lande med store arbejdsstyrker, lavere omkostninger og få fagforeninger, hvilket betød færre arbejdstagerkrav. Både Japan, Sydkorea, Kina, Indien og Vietnam har været involveret i tekstilbranchen, som led i deres udvikling mod en mere diversificeret produktion.
Spørgsmålet er hvorfor ikke også Bangladesh har formået at udvikle sin produktion udover beklædningsproduktion.
Det, skriver Sanjay Kathuria, skyldes især regeringens ensidige fokus på beklædning, der blandt andet har ført til mere lempelige krav for industrien og aftale om toldfri import af garn, metervarer, lynlåse med videre. Samme fordele har andre sektorer måtte se langt efter, og således omhandlede blot 2,5 procent af landets aktive aftaler om toldfri import i 2017-2018 andre sektorer end beklædningssektoren.
Jobskabelse i fokus
Også Verdensbanken har peget på udfordringerne for Bangladesh’ videre udvikling og kaldt landet for ”både en inspiration og en udfordring” for udviklingsaktører.
Siden 1970 er Bangladesh indbyggertal vokset med 100 millioner til i dag 164 millioner, viser tal fra Worldometer. Selvom befolkningstilvækstkurven er for nedadgående, lever omkring 22 millioner stadig under fattigdomsgrænsen, og Verdensbanken har kaldt jobskabelse for en af landets vigtigste udviklingsprioriteringer.
Her kan diversificering af det økonomiske grundlag være en løsning:
”Bangladesh har brug for fortsat eksportvækst for at kunne fortsætte sin succes inden for arbejdskraftintensiv eksport og produktion, som igen vil sikre udvikling af bedre beskæftigelse og økonomisk vækst. Men eksportkoncentration – og her er Bangladesh et ekstremt eksempel – kan være skadelig for den langsigtede økonomiske vækst,” skriver Sanjay Kathuria, der blandt andet nævner, at eksportkoncentration gør et land mere sårbart over for konkurrence og kan betyde, at landet er blindt over for at opdage og afprøve nye produkter og sektorer.
”Helt overordnet er udvikling en strukturomstillingsproces, og den dominerende beklædningsindustri i Bangladesh hindrer denne proces,” skriver han.
Tøjproduktionens vrangside
En ting, Sanjay Kathuria ikke nævner i sin analyse er, at Bangladesh’ tøjindustri og væksteventyr også har en dyster skyggeside.
De lavere produktionsomkostninger, der har tiltrukket tøjfabrikanter fra hele kloden, hviler nemlig også på det faktum, at man i mange år så stort på arbejdstagerrettigheder. Frem for at være mest konkurrencedygtig, var Bangladesh’ beklædningsindustri først og fremmest billigst.
Der er utallige rapporter om overtrædelse af menneskerettigheder inklusive overgreb på og udnyttelse af den store arbejderstyrke på landets mange fabrikker.
Hvor grelt, det står til i industrien, blev eksemplificeret gennem Rana Plaza-ulykken den 24. april 2013, hvor den otte etager høje bygning af samme navn kollapsede i en forstad til hovedstaden Dhaka. Bygningen husede blandt andet flere tøjfabrikker foruden, på de nedre etager, nogle butikker og en bank. Mens både banken og butikkerne lukkede dagen inden ulykken, da der blev fundet store revner i bygningens fundament, beordrede fabriksejerne de mange ansatte til at arbejde videre. 1.134 mennesker mistede livet og mange tusinde blev såret.
Katastrofen gav organisationer og fagforeninger vind i sejlene til at kæmpe for mere sikkerhed, bedre rettigheder og mere gennemsigtighed i tekstilindustrien – for eksempel var det svært at få afdækket, hvilke internationale brands der fik produceret tøj i Rana Plaza, skriver organisationen Clean Clothes Campaign.
Læs også: Fem år efter Rana Plaza: Danske tøjfirmaer støtter ny aftale i Bangladesh
Langsomme fremskridt
Alligevel lader fremskridtene for arbejders rettigheder vente på sig.
”Selvom mange af fabriksbygningerne for tøjproduktionen i Bangladesh i dag er mere sikre [end i 2013, red.], gælder det samme ikke for arbejderne inde i fabrikkerne,” lød det i marts 2020 i en undersøgelse lavet for det amerikanske senats komité for udenrigsanliggender, som skulle følge op på vilkårene i den bangladeshiske tøjindustri. Det skriver Reuters.
Danmark har i øvrigt siden 2015 haft et myndighedssamarbejde med Bangladesh – gennem de to landes respektive arbejdstilsyn. Samarbejdet har haft et særligt fokus på at forbedre arbejdsmiljøet i tekstilbranchen.
I takt med at asiatiske lande går væk fra beklædningsproduktionen, kigger industrien sig om efter en arvtager, og her har øjnene i nogle år nu været rettet mod Afrika. Her har især Etiopien og Kenya markeret sig, men også Rwanda, Uganda og Tanzania gør deres hoser grønne hos verdens tøjproducenter.
