De første indtryk
Festivalen fremstår som en eksplosion af ”Jam on the Green”. ”Jam on the Green” var en 1-dags festival, som igennem en årrække foregik en mandag hver måned. Den blev arrangeret af Musicians Club. Musicians Club har siden 1989 (undtagen en kort periode med pause i 2009-10) afholdt jam-session hver eneste mandag aften. Her mødes byens musikere for at spille og synge på kryds og tværs – eller blot hænge ud. Det har gennem mange år været en institution i byen. Bayimba har lidt den samme stemning og struktur som ”Jam on the Green”. Atmosfæren er afslappet og venlig. Området er overskueligt, så man hurtigt kan danne sig et overblik over om her er nogen, man kender.
Sammenlignet med Sondeka og Storymoja i Nairobi fremstår Kampala og Bayimba mere provinsiel. Bayimba virker mere tilfældig organiseret, hvorimod Sondeka i Nairobi helt lever op til en international konferences standard. Det skyldes måske, at de der står for Bayimba er meget unge, og derfor har færre organisatoriske erfaringer.
Det er værd at bemærke, at luganda som sprog spiller en større rolle hos de optrædende kunstnere, end Swahili gør på festivalerne i Nairobi.
Interview med festivalens leder
Jeg mødes med lederen af festivalen Faisal Kiweva for at få svar på, hvilken rolle den spiller for kunst og kulturområdet i Uganda.
Faisal Kiwewa fortæller, at han dannede Bayimba i 2006. Motivet for Bayimba var hans egen frustration som kunstner over ikke at have noget netværk. Svaret på problemet og hans frustration var at skabe en fælles platform. Men målet var ikke kun at skabe et ”community” for kunstnere. Bayimba skulle også have et internationalt udsyn. I 2008 blev den første festival afholdt og har siden været afholdt en gang om året.
I ugen op til festivalen er der arrangeret workshops med kunstnere. Deres arbejde i workshoppen bliver showcaset på selve festivalen. Helt på linje med Sondeka-festivalen i Nairobi og de træningsaktiviteter der foregår i løbet af året i forbindelse med Sauti za Busara-festivalen på Zanzibar.
Bayimba fungerer således som en elevator for kunstnere. Et sted hvor up-coming kunstnere kan opbygge selvtillid og afprøve deres talent. Et eksempel er Ras Kasozi som viste sine design på Bayimba i 2010. Dengang var han ifølge Faisal Kiwesa ikke sikker på at skulle være designer, men siden har Ras Kasozi optrådt internationalt.
Han vandt fx en pris ved Vancouver Fashion Week i 2012; jf. ”Ras Kasozi's Road to Vancouver”, i: Start – A Journal of Arts and Culture, Dec '12.
Umiddelbart virker musikken til at dominere festivalen, men Faisal Kiwewa siger, at koncerterne bruges som trækplaster, og når publikum først er ankommet på festivalen så eksponeres de for teater, film, dans og meget mere. Han pointerer i øvrigt, at kunst og kultur generelt er vokset i indhold og kvalitet siden festivalen startede for 8 år siden. Faisal Kiwewa fremhæver to parametre, som er væsentlige for den forandring, han mener, er sket. Donorernes interesse og engagement i kunst har været vigtigt, men også internettets udvikling med sociale medier samt deraf følgende globalt fokus har haft stor betydning.
Bayimba arbejder hårdt på at blive selvfinansierende for at undgå Sauti za Busaras kedelige erfaringer. Festivalen på Zanzibar besluttede nødtvungent i august 2015 at springe festivalen i 2016 over pga. finansielle problemer.
Læs om Sauti za Busaras økonomiske problemer: busara springer over
Bayimba's strategi for en holdbar finansieringsmodel er at skabe små virksomheder, som skal være en del af Bayimba's organisation, og de arbejder på at få deres eget sted med løbende aktiviteter året rundt.
Kunsten til debat
Under festivalen foregår der også debatter om kunst, kultur, kunstkritik og kulturjournalistisk. En af dagene afholdes der symposium om kunst- og kulturjournalistik.
Diskussionen tager udgangspunkt i en globalt velkendt frustration i kunstverdenen over, hvordan kunst er til stede i offentligheden og kunstnernes egen oplevelse af en manglende anerkendelse af kunst og kunstnere.
Debatten kom blandt andet til at handle om, hvordan der burde skrives om kunst, og hvordan journalister kan uddanne sig til at blive bedre til formidle kunst og kultur for at få skabt en bedre forståelse for kunst og kunstnere i befolkningen generelt. En af konklusionerne fra diskussionen var, at mange journalister ikke er gode nok til at skrive om kunst og kultur, fordi de mangler kvalifikationer. En anden konklusion syntes at være, at kunst- og kulturjournalistikken spiller en vigtig rolle. Kunst er ganske enkel vigtig for samfundets udvikling.
Som solstrålehistorier blev der under diskussionen henvist til to forskellige medier, som skriver indlevende og positivt om kunst. Det drejer sig om Start – A journal of Arts and Culture og Global Voices, som er et blogkollektiv. Global Voices findes i mange lande verden rundt.
Under festivalen foregår der også diskussioner af litteratur, poesi, performance og mundtlig fortælling. På festivalen sidste dag afholdes et poesi-symposion. Her sættes fokus på poesiens rolle og status.
Også i denne debat er temaerne generelt gyldige. Diskussionerne handler om, hvad poesi er for noget. En af deltagerne beskriver poesi som en sammensmeltning af kunst og filosofi.
På symposiet konstaterede en del af deltagerne, at poesien desværre er blevet noget meget eksklusivt. De fleste mennesker har den opfattelse, at poesi er svært tilgængeligt og ikke er noget for dem.
Et interessant aspekt som også blev fremhævet under symposiet er spørgsmålet om sprog. Der tales mange forskellige sprog i Uganda. Selvom det officielle sprog er engelsk, så taler langt de fleste ugandere et lokalt sprog i hverdagen. Det paradoksale er, at næsten al litteratur og poesi skrives på engelsk, mens det meste af den lokale musik skrives på fx luganda, når vi taler om området omkring hovedstaden Kampala.
På symposiet skelnes der mellem poesi og det talte sprog. Og der tales om, at de lokale sprog som fx luganda har en rig mundtlig tradition i sig. Det bliver fremhævet, at de lokale sprog indeholder nogle muligheder.
I Uganda er der er stærk forbindelse mellem sprog og kolonialisme. Ligesom det er tilfældet andre steder i regionen og på kontinentet. Engelsk er kolonialismens sprog. Den kenyanske forfatter Ngugi wa Thiong'o tog for en del år siden konsekvensen og holdt op med at skrive på engelsk og skriver nu udelukkende på sit modersmål kikuyu. Det undrer mig, at så mange af de unge digtere og forfattere jeg møder i Kampala ikke vælger at skrive på deres modersmål.
De muligheder som de lokale sprog påstås at indeholde knytter sig til sprogenes historie, tradition, funktion og form. De bygger på en stærk mundtlig tradition, hvor poesi og fortælling bruges opbyggeligt til at opdrage og uddanne.
Som det bliver bemærket under symposiet har poesi i den oprindelige afrikanske tradition været en integreret del af de fortællinger som blev fortalt rundt omkring bålstedet eller under mangotræet om aftenen i landsbyen.
Det er måske nok en uddød tradition, som er gået tabt for længe siden. Alligevel findes den type tradition for fortælling stadigvæk. Den er indbygget i sprogene og den måde de virker og fungerer på. Livet, kulturen og hverdagen hænger sammen med lokalesprogene, mens det koloniale sprog engelsk bruges på kontoret, i forretningsverdenen og i uddannelsessystemet.
En af symposiets konklusioner var vigtigheden af at have en fælles platform. Den har stor værdi for at kunstnere kan finde deres identitet som kunstner og dermed føle retten til at forstå sig selv om kunstner og kalde sig kunstner.
Det fremstod ikke klart, hvorvidt Bayimba er eller kunne være en sådan platform. Derimod blev der givet udtryk for, at der er mange mindre og adskilte miljø for poesi og litteratur, men der er et behov for at skabe forbindelser mellem disse miljøer.
Dagene derpå
I dagene efter festivalen blev netop det med platforme for kunstnere ved med at rumstere i mit hoved. Kunne det passe, at der før 2006 ikke var nogen steder, hvor kunstnere kunne mødes?
Derimod er det helt sikkert, at der er sket noget markant med kunsten i Uganda i de seneste ca. 5-10. Det internationale udsyn er vokset. Det er Bayimbas fortjeneste, men også den tidligere filmfestival Amakula kan ses, som en forløber til den forandring i perspektiv.
Alligevel undrer det mig, at man kan påstå, at der omkring 2006 ikke var nogle platforme, hvor kunstnere kunne mødes.
Jeg bruger den efterfølgende uge på at møde gamle venner og bekendte i Kampalas musik- og teatermiljø, og de bekræfter mig i, at der hele tiden har været mange platforme rundt omkring i byen, hvor kunstnere har mødt hinanden.
Udover den tidligere nævnt Musicians Club og National Teatret har også et par af byens selvproducerende teatre været mødested for bestemte miljøer (Bat ValleyTheatre og Pride Theatre). I skiftende periode har der været andre ugentlige jamsessions på baren forskellige steder i byen, som ligeledes har fungeret som mødesteder (AY i bydelen Makindye og ELA i Nakulabye).
I flere tilfælde oplever jeg en reservation overfor Bayimba. Det er ikke helt tydeligt, hvad den dækker over.
En aften har jeg lyttet til musik et par forskellige steder i byen, hvorefter jeg fortsætter til Bat Valley. Det er hjemsted for to af byens teaterkompagnier (Bakayimbira Dramactors og Afri Talent). Aftenens forestilling er i fuld gang.
Jeg sætter mig i baren for at drikke en øl. Da jeg sætter mig ned, ser jeg et ansigt, der får mig til at udbryde: ”dig kender jeg”. Og han gengælder med et smilende: ”ja”.
Jeg har ikke set ham i 7 år. Vi taler om gamle dage, min ugandiske eks-kone, hans kone og hvor mange børn de har nu. Men selvfølgelig også om musik. Og om hvorfor jeg er i Kampala. Da jeg nævner Bayimba, udbryder manden som sidder ved siden af, som jeg kender af udseende, men ikke af navn: ”Vi var ikke inviteret”.
På den ene side undrer det mig, at Bayimba ikke i højere grad har fået inddraget det musik- og teatermiljø, som var der i forvejen. Det kan der være mange gode grunde til. Det kunne skyldes, at de eksisterende miljøer i Kampala ikke rigtig har kunnet forholde sig til Bayimbas struktur med ansøgningsprocedurer og udvælgelsesproces.
Jeg tænker på, at Faisal Kiwewa pointerede i mit interview med ham, at Bayimbas succes blandt andre faktorer skyldes donorernes opbakning. Hvad mon der ville have været sket, hvis donorerne var begyndt at støtte kunst i Uganda og Østafrika 10 år tidligere? Da jeg første gang ankom til Uganda i 2003, var det ikke rigtig interessant for donorerne at støtte kunst, når man ser bort fra Alliance Francaise.
På den anden side er det vigtigt at bemærke, at Bayimba bliver båret frem af en yngre generation. En ny generation behøver nogle gange nye organisationsformer. Den kan ikke nødvendigvis bruge de forrige generationer til noget. Det gælder især for poesi-scenen i Kampala, fordi den knapt nok eksisterede for 10 år siden. Derfor har folk i poesi-miljøet selvfølgelig haft behov for sine egne og nye platforme.
Alligevel kan der være grund til, at donorerne overvejer deres engagement. Der synes at være et vist sammenfald mellem, at vi i Danmark begynder at tænke kunst som en aktiv og integreret del af samfundsudviklingen herhjemme og vores mere direkte støtte til kunstnere i det globale syd som det så smukt hedder; jf. ”Retten til Kunst og Kultur lanceret af Danida i 2013”.
Der har også tidligere været givet støtte til kunst, men der er sket en vækst i omfang og intensitet samt en ændring i retning af at støtte konkrete kunstprojekter og kunstnere. Det fokus slutter sandsynligvis og desværre nu med nedlæggelsen af Center for Kultur og Udvikling.
Morten Ranum er digter, redaktør og performer. I en årrække har han medvirket til at drive Det Poetiske Bureaus Forlag og har arrangeret en lang række events indenfor det litterære område samt i krydsfeltet mellem litteratur, teater, musik og billedkunst.