Af Mano Rumalsha, biskop emeritus i Pakistan
En beretning om terrorangrebet mod en kristen kirke i Pakistan. Forfatteren fortæller om følelserne, ofrene, omsorgen fra muslimer og om usmagelige hjælpeorganisationer. Han giver også et bud på hvorfor det skete og de kristnes fremtid i Pakistan.
Bed – og bliv sprængt i stumper og stykker!
Sådan var virkeligheden i All Saints’ Church (Alle Helgens Kirke) i Peshawar, Pakistan søndag 22. september 2013.
Den katastrofale handling udført af to selvmordsbombere rystede vor menighed i dens grundvold og ændrede ikke blot medlemmernes liv, men påvirkede også hele den kristne kirke i Pakistan. Det skete efter formiddagens nadvergudstjeneste, mens kirkens menighed var samlet i et agape (kærligheds) fællesskab i en lille gård ved denne historiske kirke.
Kirken blev bygget i 1883 og var den første af denne type – designet som en moské, men til brug for de lokale kristne. Allerede dengang byggede den på ni lokale kristne martyrers blod. Kirken ligger i den oldgamle historiske by Peshawars hjerte, nær basaren med de berømte Qissa Khawani (fortællere), knudepunkt for rejsende på vej til Silkevejen fra Khyberpasset.
Mit forhold til denne gharana (familie/menighed) går tilbage næsten et kvart århundrede; jeg har fået del i folks glæder og sorger op gennem årene. Jeg har været deres ven og faderfigur; mange har jeg døbt, konfirmeret og viet.
All Saints’ er det største sogn i Peshawar Stift og fungerer som bastion for pakistansk kristendom i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan.
De fleste familier kan spore slægtens tilstedeværelse i området mere end hundrede tilbage i tiden. Et særligt kendt aspekt af menighedens kristne vidnesbyrd er påskeprocessionen, hvor op mod 5.000 deltager – unge og gamle, kvinder og børn passerer under sang og bøn igennem byens forblæste, smalle gader.
Næsten alle de kristne behersker det lokale pashto-sprog og er godt kendt med pakhtun kultur. Det vil sige, at de aldrig har oplevet sig selv som udenfor i forhold til lokale skikke og traditioner. Derfor har de altid været åbne og følt sig veltilpasse i samspillet med deres muslimske omgivelser og naboer.
Jeg havde ingen ord
Den modbydelige tragedie i september 2013 krævede næsten 300 ofre i alle aldre. 117 døde og 162 sårede – heraf mange kvinder og børn. 16 børn fra 4 til 18 år mistede begge forældre. Og 32 børn og unge mistede deres eneste familieforsørger (faderen).
Bag disse upersonlige statistikker gemmer sig en sand og hjerteskærende historie om hvert eneste offer. Jeg har hverken ord eller psykisk energi til at fortælle ret mange af disse historier, men jeg vil videregive glimt fra nogle få.
Jeg husker stadigvæk en seksårig piges ord, da hun og hendes tante kom til mig efter gudstjenesten et par uger efter angrebet: ”Biskop jee, min mor og far er kommet i Himlen.” Tårer trillede ned ad mine kinder, jeg havde ingen ord, kunne kun omfavne og kysse barnet. En ung far opsøgte mig og sagde: ”Jeg er så heldig, at min unge datter blev løftet op til Himlen fra Guds kirke her på jorden.”
Jeg husker også tydeligt, hvordan jeg første gang mødte Khalida på hospitalets intensivafdeling, hvor hun svævede mellem liv og død. Hun havde mistet det barn, hun var gravid med i 9. måned (den yngste martyr). Hun kyssede mine hænder og sagde, mens hun græd, ”Khudawand ki tamjeed ho” (lovet være Gud). Det er ufatteligt at én i hendes situation kan sige sådanne ord.
Og jeg husker Insar Gohar, der mistede sine to børn og sin mor, foruden at hans hustru og storebror blev alvorligt sårede ligesom hans unge nevø og niece, der blev lammet. Det var 7 ofre i den samme familie.
I en anden familie blev 5 børn fra 7 til 14 år alene, da forældrene Nazir og Rehana begge mistede livet den skæbnesvangre dag.
Det er ikke muligt at fortælle om hvert offer, men hvert eneste tilfælde medfører unægteligt sin egen smerte og lidelse. Mange ofre kæmper stadigvæk for at genoprette helbredet og et normalt liv. Nogle har mistet lemmer eller andre dele af kroppen, og nogle venter stadig på yderligere kirurgiske indgreb. For de overlevende er det en oplevelse af at have været i Helvede og tilbage.
Begravelser i al hast
Den afskyelige handling udført af disse menneskelige gribbe forårsagede et massivt kaos med brudte og trævlede menneskekroppe liggende overalt. Der var nøgne kvindelig samt en flok børn, der lige var kommet fra søndagsskolen.
Der gik et stykke tid, inden de første ambulancer nåede frem, men de sårede var allerede i al hast ved at blive transporteret i diverse køretøj til Lady Reading Hospital, det eneste sygehus i provinsen med et mindre traumacenter.
Men hændelsens omfang oversteg langt sygehusets kapacitet, hvilket fik dødstallet til at stige yderligere. Hospitalet havde desværre ikke resourcerne til at håndtere en så omfattende nødsituation, selv om alle gjorde deres bedste. Situationen på sygehuset umiddelbart efter katastrofen var næsten ubeskrivelig.
Af mangel på senge lå sårede på traumacentrets gulve, der flød med blod og vand. I ét tilfælde forsøgte en far og to af hans døtre at klamre sig til én seng. Efter den indledende forvirring blev nogle patienter flyttet til andre afdelinger, mens nogle blev transporteret til andre hospitaler i byen.
Erfaringerne er en påtrængende påmindelse til byens styre: denne provins, der er særligt udsat for terrorangreb, har akut behov for et veludstyret traumacenter med stor kapacitet.
Umiddelbart efter at transporten af de sårede var overstået, var det nødvendigt at tage sig af de afdødes jordiske rester. Dette var naturligvis det mest følelsesmæssigt belastende og smertefulde aspekt.
Det blev besluttet at flytte de døde fra tragediens åsted til den rummeligere katolske kirke i nærheden; andre blev bragt dertil efterhånden som de døde i løbet af natten. I denne magtesløshedens stund henvendte mange frivillige og medfølende mennesker sig for at give en hånd med.
Mange blandt disse var også muslimer; den mest betydningsfulde var Al-Khidmat Foundation, der spillede en vigtig rolle ved at fremskaffe kister m.m. Vore muslimske brødre hjalp også til med at grave grave i løbet af natten, og de skaffede mad og andet til de berørte mennesker. Hele det kristne samfund er dybt taknemmelig for dette udtryk for solidaritet og medmenneskelighed.
Vor biskop Humphrey Peters besluttede klogeligt (i samarbejde med andre involverede selvfølgelig), at så mange begravelser som muligt skulle finde sted allerede samme nat.
Begrundelserne var både at undgå yderligere overgreb på kisterne (den slags umenneskelige og skændige handlinger hænder desværre af og til), og at der næsten ikke var ledige pladser i ligkapeller.
Stiftets præster fik velvillig opbakning fra præsterne fra både den katolske kirke og andre kirker. Så dette smertelige ritual foregik natten igennem, og de fleste døde blev stedt til hvile. Den næste morgen omfavnede biskoppens unge kapellan mig og jamrede fortvivlet, at han havde hjulpet med at begrave næsten 100 mennesker i løbet af natten. Skønt ingen beskrivelse i ord på papir nogensinde kan udtrykke smerten i sådan en situation, skal det siges, at folk af alle aldre og trosretninger kom sammen og gjorde vores afdøde kære den ære at sørge for deres fysiske rester på respektfuld vis.
Flere bud på hvorfor det skete
Det store spørgsmål der trænger sig på hos alle er, hvorfor denne forfærdelige udåd skulle ske? Det er selvfølgelig kun misdæderne, der kender det rigtige svar. Vi andre må nøjes med at gætte.
Et nærliggende svar ville være vores subjektive fornemmelse af, at vi som kristne før eller siden måtte blive udsat for et attentat. Vi er jo et let bytte.
Årtier med fordomme og diskrimination fra det muslimske flertal i Pakistan har fået os til at tænke i de baner. Vi bliver ofte betragtet som en ”flue på væggen,” der kan smækkes efter forgodtbefindende.
Nogle anser os for at være kafirs (vantro) og tilhængere af en ”fremmed religion”. Andre stempler os som ”agenter” for Vesten, fordi de mener, alle der er kristne. Således har vi igen den gamle strid mellem kristendommen og islam, der rækker tilbage til korstogene. Der bliver opildnet til slagord om islams sejr og herredømme, ikke kun i Pakistan, men overalt i verden.
Denne indstilling blev forstærket af en udtalelse fra en fremtrædende taliban-leder, der sagde, at hans gruppe ikke havde udført angrebet på kirken, men at den, der gjorde det, gjorde ret i overensstemmelse med sharia (islamisk lov). Som offentlig understregning af denne holdning blev en enorm sprængladning i nærheden af All Saints’ Church den følgende søndag bragt til sprængning under højmessen. Det nye angreb spredte yderligere chokbølger igennem vort udsatte samfund.
En anden mulig forklaring er, at det kan være hævn for droneangreb udført af amerikanerne. Ræsonnementet er, at man ved at angribe kristne kunne gøre amerikanerne opmærksom på situationen og få USA til at indstille droneangrebene. De fortsætter dog uanfægtet.
Et kynisk syn på sagen er, at der må være elementer i det pakistanske samfund, der ønsker at holde terrorismen i gang for at amerikanske dollars fortsætte skal strømme ind i landet. Der er også nogle spekulative hoveder, der tror, at angrebet kan have været et negativt svar fra Taliban til All Parties Conference (APC), der ønsker at gå i dialog med dem. Og så findes der også dem, der altid mistænker efterretningstjenesterne, lokale eller udenlandske, for at stå bag sådanne skændige handlinger.
Summa summarum: Vi almindelige mennesker kommer aldrig til at kende den bagvedliggende sandhed, selv om vi så gerne vil.
Omsorg fra alle trossamfund
Læs resten af beretningen på Danmissions websted