Der er sket store fremskridt for vurderinger og rapporteringer af den private sektors effekter på samfund og miljø de seneste år. Vi er for længst blevet forvænt med rapporter om firmaers bæredygtighed og sociale ansvar. Danske firmaer har været med helt fremme, ikke mindst med Novos triple-bottom-line.
Internationalt er der gjort en enorm indsats med udviklingen af standarder, som Global Reporting Initiative og the International Integrated Reporting Council’s approach, og det er efterhånden standard, at investeringer, bliver underlagt vurderinger i forhold til ESG-faktorer (environment, social and governance).
Verdensmålenes vedtagelse i 2015 har sat ny fart og retning på de indsatser, med stadig flere firmaer der bestræber sig på at forklare, hvordan de kan bidrage og tilpasse deres rapportering til verdensmålene.
Samler sig ikke om samme standard
Fremskridtene betyder, at investorer, firmaer og kunder i dag har langt bedre chancer for at vælge de projekter, leverandører eller produkter, der har størst positiv effekt for samfund og miljø.
Alligevel er man ikke i mål, og det er er et problem for verdensmålene.
For nylig påpegede The Business and Sustainable Development Commission (BSDC), at rapporteringen af firmaernes bæredygtighed og samfundseffekter er ét af de tre vigtigste indsatsområder, hvis finansieringen af verdensmålene fra den private sektor skal mobiliseres, lige så vigtig som en forøgelse af blandede kreditter og reformer af reguleringen for finansiering.
Men da man så ikke direkte kan sammenligne firmaernes performance overfor samfund og miljø, får investorer og indkøbere vanskeligt ved at udvælge de projekter og leverandører, der skaber størst gevinster for verdensmålene.
I valget af investeringer ender de finansielle parametre derfor fortsat med at veje tungere end berettiget, alene fordi de fremstår mere sammenlignelige og klare.
Kommissionen peger også på det problem, at rapporteringssystemerne ofte er teknisk komplicerede, detail-orienterede og lukkede. Det gør det sværere for civilsamfund og andre at følge med i firmaernes adfærd og ansvarlighed, og hele tiden holde dem til ilden med at forbedre deres samfundsbidrag og bæredygtighed.
Vejen frem – hvad skal der til?
Som vej ud af problemet, lægger kommissionen op til, at der etableres fælles og frit tilgængelige benchmarks for firmaernes indsats for verdensmålene, styret af et uafhængigt organ. Det skal sikre, at bæredygtighed og samfundseffekter aflæses med samme klarhed og åbenhed som afkast og overskud.
Men fælles benchmarks og åbenhed kan kun være første (svære) skridt, hvis ambitionen er at nå frem til reelle pejlemærker for firmaernes effekter på verdensmålene. Tager man nemlig samfundsbrillerne på, melder der sig mindst tre spørgsmål til standarderne, der bl.a. kan bl.a. udledes af et nyt studie fra Institute of Development Studies (IDS):
1) Er det nok, at firmaerne kun rapporterer på outputs, når de sigter mod samfunds- og miljøforbedringer på outcome og impact-niveau? Typisk bliver effekterne af de private indsatser ifølge IDS kun rapporteret i form af outputs, som fx antal jobs, uden der ses på virkningen i næste led på husholdninger, det bredere samfund eller miljøtilstanden. Dog er det den bredere indvirkning på samfund eller miljø, der afgør om en investering er en succes for bæredygtig udvikling. Med praksis risikerer vi derfor at forkaste ellers bæredygtige investeringer, eller at vurdere ikke-bæredygtige investeringer for positivt, samt at investor overser kritiske sociale risici for sit omdømme.
2) Hvem bestemmer den samfunds- eller miljøeffekt, man som firma eller investor sigter mod (og hvordan)? IDS pointerer, at det ofte er firmaerne og investorerne alene, der bestemmer de impacts en investering sigter efter, et valg der primært sker ud fra egne hensyn og ikke altid involverer de berørte befolkninger. Overfor det står argumentet, at den reelle samfundsværdi af en investering primært bestemmes af målgruppens ønsker og oplevede nytte. Praksis sikrer altså ikke rapportering af den reelle samfundsværdi. Den sikrer heller ikke ansvarlighed overfor de berørte befolkningsgrupper.
3) Skal der måles på fordelingen af private investeringers samfundsgevinster? Det er ikke ligegyldigt, hvordan samfundsgevinsterne af de private investeringer fordeles mellem befolkningsgrupper eller områder, og skabelsen af fx jobs og indkomster i en del af økonomien kan koste jobs og indkomster andetsteds. Der vil være politisk interesse for den slags omfordeling, og de private aktører har fordel af at vide, hvordan de ligger i forhold til fordelingspolitiske prioriteter, og hvilke sociale risici de selv står overfor.
Behov for hybrid
Skal rapporteringsstandarderne reelt tjene til at guide investeringer i retning af verdensmålene, må de altså også kunne vise effekterne som outcomes og impact, tage afsæt i målgruppens ønsker og vise fordelingen af gevinster og tab mellem relevante grupper af befolkningen.
Hermed er der lagt op til en nytænkning af, hvordan man måler og vurderer den private sektors indsats for samfund og bæredygtighed. Behovet er for en hybrid, der mikser og bygger bro mellem anskuelser og metoder til måling af performance på tværs af felterne forretning, samfund og miljø.
Et dansk input?
Det kan være en fordel fra dansk side at tage del i et sådant arbejde med at udvikle rapporteringsstandarderne. Ikke fordi det ville trække overskrifter. Men mere retvisende og sammenlignelige benchmarks kan give konkurrencefordele for danske virksomheder med højt ambitionsniveau og forspring indenfor samfundsansvar og bæredygtighed. Det vil understøtte den ny udviklingspolitiske strategis mål om at mobilisere den private sektor i indsatsen for verdensmålene, og særligt danske virksomheders mulighed for at bidrage.
Forudsætningerne for et dansk fingeraftryk er tilstede. Processen er i sit tidlige stadie med de bedste chancer for at påvirke basale parametre. Indsatsen kan forventes at bestå i (klassisk danske) discipliner som proces-facilitering, faglige bidrag og problemløsning.
Dansk erhvervsliv kan bidrage med erfaring, netværk og goodwill indenfor bæredygtighedsrapportering, mens danske ministerier, evalueringsinstitutioner, konsulentfirmaer, og forskningsmiljøer kan bidrage med viden og nytænkning indenfor evaluering, resultatmåling og udvikling.
