Allerede da Pierre Nkurunziza annoncerede sit kandidatur til en ny præsidentperiode i april i år, opstod der uroligheder i Burundi.
Pierre Nkurunziza har været præsident i to valgperioder og skulle egentlig træde tilbage derefter, men da han ikke var valgt direkte af folket i den første periode men i stedet af parlamentet, stillede han alligevel op igen.
Oppositionen og dens mest fremtrædende præsidentkandidat, Agathon Rwasa, opfordrede til en boykot af valget.
Alligevel mødte 73 procent af vælgerne op og stemte, og Pierre Nkurunziza blev valgt med 69.41 procent af stemmerne d. 21. juli.
Oppositionens kandidater blev ikke slettet af valglisterne trods deres boykot, og Agathon Rwasa fik 18,99 procent af stemmerne.
Læs også: Burundis kontroversielle præsident begynder sin tredje periode (20.08.2015)
Kampe og natlige patruljeringer
Valgresultatet er ikke blevet accepteret af oppositionen i Burundi, og hovedstaden Bujumbura er nu centrum for uroligheder.
Tirsdag og onsdag var der kampe mellem politistyrker og væbnede grupper. Der er blevet kastet granater og skudt mod politiet, som har svaret igen med maskinpistoler og ransagninger for at finde våben.
Dødstallet efter kampene er usikkert men formentlig mellem en og fire personer.
Læs også: Burundi er ikke Rwanda (28.08.2015)
Kvarteret Musaga er omringet af politiet og hæren, har politiets vicedirektør udtalt. De lokale har til gengæld opsat barrikader og afbrændt bildæk.
Kampene begyndte tirsdag aften, da Musagas beboere havde besluttet at genoptage natlige patruljeringer i kvarteret, fordi to medlemmer af oppositionen blev myrdet i søndags, ifølge vidner citeret af Jeune Afrique.
I de kvarterer, hvor beboerne var imod Pierre Nkurunzizas genopstilling, arrangerede de natlige patruljeringer i foråret for at forhindre politiet og regeringsstøtter i at komme ind.
Politiet og regeringsstøtterne blev beskyldt for at bortføre og myrde folk fra oppositionen.
144.000 mennesker var ifølge UNHCR flygtet fra Burundi pga. urolighederne i landet, da man nåede slutningen af juli.
Lokale NGO’er har oplyst, at omkring 100 er slået ihjel, hundredevis er sårede og mere end 1.000 er arresteret.
”Blandede sikkerhedskomitéer” skal hjælpe præsidenten
Volden i Burundi går ud over politisk aktive både fra regeringspartiet og oppositionen. Præsidenten lovede i sin tiltrædelsestale d. 20. august at gøre op med voldsmænd og forbrydere inden for to måneder.
Han har siden annonceret, at ”blandede sikkerhedskomitéer” skal hjælpe med at nå det mål.
Komitéerne blev oprettet i 2014 og består af lokale repræsentanter for politiet, befolkningen og funktionærer.
Oppositionen i Burundi siger, at komitéerne ikke længere fungerer som bindeled mellem politiet og befolkningen men er infiltreret af ungdomsdivisionen af præsidentens parti CNDD-FDD og bliver brugt som en ekstra arm for politiet.