Djibouti, som ligger på Afrikas Horn – altså i den sydlige ende af Det Røde Hav – er et ganske særligt sted. Det var i mange år en fransk koloni med en lille søvnig havn. Frankrig stod for sikkerheden og havde en fast styrke fra Fremmedlegionen udstationeret.
Jessica Larsen, der er seniorforsker på Dansk institut for internationale studier, har i de seneste år beskæftiget sig indgående med landet og især havnen, som har udviklet sig fra det søvnige fiskerleje til en moderne havn med containerterminal.
”Havnen er en stor ressource, men det er primært Djiboutis geostrategiske placering på verdenskortet, der gør landet rigtig interessant for mange forskellige aktører. Djibouti ligger jo i en af de maritime knudepunkter i verden. Al skibstrafik, der kommer fra Asien og Mellemøsten og skal til Europa, skal jo faktisk forbi Djibouti,” siger hun i den seneste episode af Globalnyts podcast, Højtryk.
Og så er landet attraktivt, fordi det er stabilt.
Hun betegner Djibouti som en ’havnestat’ – en stat hvor staten understøtter havnen i stedet for at havnen understøtter staten.
I 2000 byggede den multinationale virksomhed DP World, som har base i Dubai, som er en del af De Forenede Arabiske Emirater, en stor havneterminal efter alle internationale standarder.
Men efter nogle uoverensstemmelser mellem DP World og Djiboutis regering blev virksomheden smidt på porten, og i dag er det en kinesisk virksomhed, som står for driften af containerhavnen.
USA og Kina (næsten) side om side
En af de fascinerende ting ved Djibouti er, at landet – der er omtrent halvt så stort som Danmark og har én million indbyggere – lægger jord til militærbaser fra flere forskellige lande. Og vel at mærke ikke kun lande, der er allieret med hinanden.
Franskmændene kom først, og da USA indledte sin globale krig mod terror efter angrebene i New York og Washington 11. september 2001, rykkede amerikanske styrker ind på en base, som den franske fremmedlegion tidligere havde benyttet.
En af Djiboutis naboer er Somalia – et land, der mere eller mindre faldt fra hinanden i 1991, hvilket blandt meget andet medførte, at pirater begyndte at bruge de lovløse landområder som base. Masser af lande sendte flådefartøjer til området for at beskytte skibsfarten, og blandt dem var Kina, der lavede en aftale med Djibouti om at bruge landet som base for de kinesiske skibe. Og hokus-pokus, så var der er kinesisk militærbase i Djibouti. Sidenhen har Italien og Japan også etableret mindre baser i landet.
Når man taler om eksterne aktører i Djibouti, så er man også nødt til at nævne den store nabo Etiopien. Der er et enormt land med 120 millioner indbyggere og en voksende økonomi, men med det problem at det er landlocked – at det ikke har adgang til havet.
Langt de fleste varer, der skal ud af og ind i Etiopien kommer gennem Djibouti, og indtil for nylig var der ingen reelle alternativer, fortæller Jessica Larsen.
Diplomatiske kapaciteter
Man kunne godt tro, at landets afvisning af det Emirat-baserede DP World ville få konsekvenser for et lille og fattigt land som Djibouti. Men det ser ikke ud til at ske.
”De formår at spille på deres beliggenhed, og har nogle diplomatiske kapaciteter, som er beundringsværdige,” lyder det fra hende.
Da Kina bad om at få lov til at etablere sin base, var USA ikke overraskende imod. Men også her lykkedes det landets præsident, Ismail Omar Guelleh, og hans regering, at balancere mellem de store lande og komme godt ud af det.
Det er ikke bare Djibouti som tiltrækker interesse fra udlandet – det er hele Afrikas Horn, som kortet herunder illustrerer.
Lyt til denne uges episode af Højtryk herunder eller find den der, hvor du plejer at finde dine podcasts.
