TEL AVIV – Da Joe Biden fredag eftermiddag ankom til Saudi-Arabien, fik han en meget nedtonet modtagelse. Han blev hilst velkommen af guvernøren for Jedda, som ganske vist er en del af kongefamilien, men kongen selv og kronprins Muhammed bin Salman ventede på at modtage gæsten i paladset inde i byen. Og selv omkring hotellet, hvor den amerikanske præsident skulle overnatte, var der ikke et eneste amerikansk flag at se i gadebilledet. Ifølge lokale iagttagere var en stor del af den saudiarabiske befolkning slet ikke klar over, at Biden kom på besøg.
Dette står i kontrast til den nærmest overgearede modtagelse, Israel havde sat i værk et par dage forinden. Både premierminister Yair Lapid og præsident Yitzhak Herzog var draget i lufthavnen for at stå ved den røde løber, mediedækningen var intens, og motorvejen op til Jerusalem, en af landets travleste, var spærret totalt af i tre timer, da Bidens kortege skulle tilbagelægge turen.
Jamal Khashoggi
Der er en grund til denne himmelråbende divergens. I begge værtslande søgte de politiske ledere at høste maksimalt udbytte af Bidens rejse, som strakte sig over fire dage og med et par møder med den palæstinensiske ledelse på Vestbredden puttet ind som mellemstation.
”Forholdet mellem USA og Saudi-Arabien er i krise, og vi skal ikke forvente, at dette besøg kan rette op på særlig meget,” siger den saudiarabiske journalist og tv-kommentator Abdel Aziz al Khamis til POV. ”Set herfra er USA ikke det samme magtcentrum længere, og den almindelige holdning her i landet er, at vi ikke behøver modtage diktat fra USA.”
Dette skinnede tydeligt igennem, da Biden mødte MbS, som kronprinsen hedder i daglig tale. De fistbumpede ganske vist, men præsidentens smil var anstrengt, og der lå en høflig kølighed over hele arrangementet.
Det er Bidens erklærede mål at rette op på forholdet til Saudi-Arabien, hvilket han har flere storpolitiske grunde til. Han taler om at skabe stabilitet i Mellemøsten, men det er også blevet fremført, at han med sin rejse ønsker at få Saudi-Arabien med i den regionale alliance mod Iran og de iranske atomprogrammer, ligesom han kunne have en klar interesse i at få Saudi-Arabien med til at stabilisere de globale oliepriser.
”Men Biden har holdt sig ude af Mellemøsten i sine første 18 måneder på posten,” lød det fra Aaron David Miller på et virtuelt pressemøde op til Bidens rejse. Miller har arbejdet tæt sammen med flere amerikanske præsidenter og er nu senioranalytiker ved The Carnegie Endowment for International Peace, en tænketank i Washington. Han er også dybt skeptisk.
”Dette er ikke nogen genstart i Mellemøsten, men en reaktion på krigen i Ukraine,” siger han.
Med andre ord prøver Biden at få ro på situationen, efter at krigen i Ukraine har skabt nye magtstrukturer og konfliktscenarier i Mellemøsten og skabt alvorlig turbulens på oliemarkedet. Og dette, mener han, har ringe udsigter til snarlig succes, fordi den gensidige mistillid er stor.
”USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan har skabt enorm tvivl i hele regionen,” siger Miller om Bidens beslutning om at trække de amerikanske tropper ud med stor pludselighed i august 2021.
Som en dyster skygge bag det hele ligger også Jamal Khashoggi, den saudiarabiske journalist og systemkritiker, der i oktober 2018 blev dræbt på det saudiarabiske konsulat i Istanbul – angiveligt med grønt lys fra MbS. Dette fandt sted, mens Trump sad i Det Hvide Hus, men hvor Trump mere eller mindre lod det passere, brugte Biden det aktivt i sin valgkamp, ligesom han flere gange har erklæret, at han ikke ønskede at give den saudiarabiske kronprins hånden.
Og nu gjorde han det alligevel. Dette hænger naturligvis sammen med realpolitik, og at Biden har besluttet at jagte andre mål, som også er vigtige.
”Men det er vigtigt, at Biden behandler kronprinsen som en ven og giver ham noget,” lyder det fra Abdel Aziz al Khamis. ”Hvis han så meget som begynder at tale om menneskerettigheder, kommer vi ingen vegne.”
Tillidsskabende træk
Præcis sådan gik det. Intet af det sprængfarlige kom på bordet, og samtalerne kom til at handle om gensidige forsikringer om venskab. Det mest konkrete, som måske netop kan vise sig at være en løftestang for det gensidige forhold, er sagen om Tiran og Sanafir.
Det er to øer i Det Røde Hav, lige i indsejlingen til Aqababugten og dermed også den israelske by Eilat. Tidligere var øerne en del af Saudi-Arabien, men har siden 1954 været på egyptiske hænder. I 2017 blev det besluttet at give øerne tilbage til Saudi-Arabien. Denne aftale er dog aldrig blevet endeligt ratificeret, fordi forskellige krav om sikkerhedsgarantier – ikke mindst fra israelsk side – aldrig er faldet på plads. Dette kan Biden levere, og det vil kunne ses som et vigtigt, tillidsskabende træk.
Og her kommer rejsens første stop, nemlig Israel, ind i sammenhængen. Her har man længe set med tilfredshed på, at Biden bakker fuldt op om Abraham-aftalerne, som er navnet på de normaliseringsaftaler, Israel har indgået med bl.a. Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater (UAE). Det skete i efteråret 2020 med Trump som fødselshjælper, og selv om aftalerne i første omgang har omfattet diplomatiske forbindelser og samhandel, betragtes de også som et vigtigt element i den regionale alliance over for Iran, som er opstået.
På israelsk side er der et tydeligt ønske om at se Saudi-Arabien som deltager i denne alliance, selv om alle godt ved, at det ikke er noget, som kan ske her og nu. Som al Khamis forklarer det, har Saudi-Arabien ikke samme mulighed som UAE og Bahrain for at træffe den slags hurtige beslutninger; de hellige byer Mekka og Medina betyder, at landet har langt mere vidtgående hensyn at tage til hele den muslimske verden.
Derfor måtte alle parter tilsyneladende nøjes med sager som Tiran og Sanafir, som forudsætter, at Israel godkender en ændring i landets fredsaftale med Egypten fra 1979. Vi befinder os altså stadig i kategorien for tillidsskabende træk, og besøget kastede da også det konkrete resultat af sig, at Saudi-Arabien nu har givet grønt lys for civil israelsk lufttrafik i saudisk luftrum.
En hjælpende hånd til Lapid?
Alt dette ligner stort postyr for temmelig begrænsede resultater. Sådan ser det også ud på papiret, men der kan være en nok så tungtvejende grund til, at Biden valgte at rejse til Mellemøsten lige nu.
Som Aaron David Miller udtrykker det, er der to personer i Mellemøsten, der kun venter på at Trump vender tilbage til Det Hvide Hus. Den ene er MbS. Denne havde et udmærket forhold til Trump, der netop ikke gik så højt op i det med menneskerettigheder.
”Vi kan nok forvente, at kronprinsen i en relativt nær fremtid vil overtage tronen efter sin far, den 86-årige kong Salman, og fordi han selv er relativt ung, kan vi måske se ham som saudisk leder i de næste 50 år,” forklarer Miller. ”Den anden mand, jeg taler om, er Israels Benyamin Netanyahu.”
Sædvanligvis bliver alle sejl sat til, når en amerikansk præsident kommer på besøg, men at det denne gang fik en ekstra tand, hænger sammen med, at Israels premierminister hedder Yair Lapid. Han tiltrådte posten den 1. juli, altså et par uger før Bidens besøg, og det skete, fordi Naftali Bennetts skrøbelige koalitionsregering brød sammen efter godt et år ved magten. Den bestod af hele otte partier og var nok noget af et korthus, fordi den eneste bro mellem de mange ideologiske forskelligheder var et fælles ønske om at holde Netanyahu fra magten. Ifølge koalitionsaftalen var det udenrigsminister Yair Lapid, som skulle overtage premierministerposten, og derfor er det nu blevet hans lod at besejre Netanyahus effektive maskine, når Israel går til valg den 1. november.
Det er nok store ord at hævde, at Biden med sin rejse giver aktiv støtte til Lapids igangværende valgkamp, men det er ikke umuligt, at det kan have en vigtig effekt. Forholdet til USA har stor betydning i den israelske selvopfattelse, så man skal ikke kimse af en premierminister med et godt forhold til den siddende præsident i Det Hvide Hus.
Fortsætter man denne tanketråd, kan der også ligge noget i rejsens timing. I første omgang skulle Biden have besøgt Mellemøsten i juni, men dette blev aflyst. Den officielle forklaring fra Washington lød, at denne rejse lå i direkte forlængelse af et besøg i Europa, og at ti hektiske dage on the road ville tære hårdt på en 79-årig præsident.
Set fra Israel kan der være en anden forklaring. I juni eksisterede Bennett-regeringen stadig, men den vaklede voldsomt. På det tidspunkt så det ud til, at den ville falde som følge af et mistillidsvotum fra Netanyahu, og var det blevet tilfældet, ville samme Netanyahu efter reglerne være blevet premierminister frem til valgdagen, og altså ikke Lapid. Og Biden har næppe haft den store lyst til at besøge Israel med Netanyahu som vært.
Om Biden er i stand til at rykke ved holdningen blandt de israelske vælgere er en helt anden sag. Et vigtigt fortilfælde siger måske noget andet. I marts 1996 var Israels daværende premierminister, Shimon Peres, i vanskeligheder. I meningsmålingerne lå han ganske vist 20 procentpoint foran rivalen, Netanyahu, men en række palæstinensiske terrorangreb var godt i gang med at underminere forspringet. Præsident Clinton iværksatte i hast et stort fredsmøde i den egyptiske by Sharm el Sheikh. Politiske ledere fra 27 nationer deltog, og da mødet sluttede, gav Clinton Shimon Peres et lift med Air Force One til Ben Gurion lufthavnen ved Tel Aviv. Da valgdagen oprandt, tabte Peres ikke desto mindre til Netanyahu.
Om noget lignende vil ske denne 1. november skal være usagt, og ingen siger, at dette er en klar del af Bidens strategi. Det eneste sikre er, at det kan have en effekt, og det understreges kun ved, at Biden under besøget i Jerusalem tog endnu et usædvanligt initiativ.
Han gjorde et stort nummer ud af at besøge det palæstinensiske Østjerusalem, som er en del af Vestbredden, men som Israel annekterede unilateralt i 1980. Hermed lagde han afstand til Trump, der tilbage i 2018 blåstemplede den israelske annektering ved at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Men også denne del af besøget fik karakter af utvetydig kritik af Israel. Mens Biden befandt sig i Østjerusalem, blev det israelske flag pillet af limousinen, og Biden afviste kravet om, at denne del af turen foregik med ledsagelse af en repræsentant for den israelske regering.
I samme stil viste han flaget, da han fredag morgen mødte den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, i Betlehem. Her blev der talt menneskerettigheder, idet de to drøftede en grundigere efterforskning af drabet på den palæstinensiske journalist, Shireen Abu Aqleh, der i maj blev dræbt, formodentlig af en israelsk kugle i Jenin. Biden benyttede også lejligheden til at bevilge yderlige 201 mio. dollars til UNRWA, FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge, som Trump gjorde en ihærdig indsats for at få nedlagt.
Hans initiativer i Betlehem kan ikke andet end falde i god jord i den arabiske verden, og mens Netanyahu sikkert vil protestere, kommer Lapid næppe til at stille sig imod. Så på den måde kan man sige, at selv om Biden rejste til Mellemøsten uden at have ret meget at byde på, og selv om han bevægede sig på kanten af farlige minefelter og også svigtede egne løfter, har han måske alligevel skabt en slags momentum i den konfliktfyldte region.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.
