Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Siden jul har den tanzaniske presse haft travlt med at skrive om biskopper, der på forskellig vis har kommenteret på den politiske situation i Tanzania i forbindelse med juleprædikener.
Biskop Kakobe fra Pinsekirken, FGBF, have julenat et stærkt budskab til sin menighed. Han sagde bl.a. at flerpartisystemet er under pres. Hvis regeringspartiet CCM ønsker, at Tanzania skal være under et et-parti system, så må CCM gå til parlamentet og lave loven om. Han påpegede videre, at hvis noget virkelig skal ændres, så må grundloven laves om. Biskop Kakobe er nu indkaldt til afhøring hos politiet!
Lederen af den store protestantiske kirke i Tanzania, Biskop Shoo, talte julenat om den frygt, der eksisterer. Folk er bange for at udtrykke sig frit og sige sandheden. Han sagde videre, at kristendommen lærer os at holde fast; og ikke at blive angst for at stå på sandheden.
Hvor går grænsen?
Biskop Bagonza fra Bispedømmet i Karagwe, som Danmission har støttet i årevis, skrev en interessant opdatering på sin facebookside lige efter jul: ”Dem som bygger skoler – de kritiseres ikke for at gå ind i undervisningspolitikken, og dem som bygger hospitaler; de går ikke ind i sundhedspolitikken.” Det er en vis vægt bag Biskoppens ord, for kirken er en væsentlig faktor omkring undervisning og sundhed. Men Biskop Bagonza går videre. ”Hvis en af kirkens folk derimod påpeger, at der ikke er medicin på hospitalet, så blander man religion og politik, og hvis man kritiserer det politiske system, så bliver det sagt, at man blander sig i politik.” Biskop Bagonza spørger derefter, hvor grænsen er mellem religion og politik?
Reaktionen fra regeringen har ikke ladet vente på sig. Den 29. december kom der en officiel udtalelse fra Indenrigsministeriet, som i klare vendinger fortalte kirkens folk, at hvis de taler politik i prædikerne, vil Ministeriet ikke tøve med at ophæve deres registrering, eftersom kirkerne ikke i deres registrering har lov til at beskæftige sig med politik.
Politisk engagement
Hertil har både Tanzanias menneskeretsforsvarere og menneskerettighedscentret udtalt, at sådan kan loven ikke benyttes. Et politisk engagement er at stille op til valg og deltage i politiske kampagner. Alle borgere har ret til at have en politisk holdning. Desuden er det patetisk at se, at kun de, som kritiserer regeringen, bliver beskyldt for at blande sig i politik. Er kommentarerne fra kirkens folk positive, er der ikke noget problem. Den Anglikanske Biskop på Zanzibar, Biskop Hafidh brugte sin prædiken julenat på at tale om Præsident Magufulis gode initiativer, og at folk skulle støtte op om ham. Det gjorde han endda for åben skærm, og det julebudskab er ikke blevet kritiseret.
En muslimsk stemme fra rådet af islamiske organisationer er også kommet frem. Sekretæren for rådet ser hele diskussionen som endnu et forsøg fra regeringens side på at sværte de religiøse ledere til.
Kommentarerne fra de religiøse ledere er ikke tilfældige, og tidspunktet er heller ikke tilfældigt. Politisk er Tanzania i en kritisk situation, hvor oppositionspartierne er stadig mere pressede og ethvert tilløb til kritik af regeringens politik blive mødt med allehåndemidler. Det er ikke holdbart og landet bevæger sig desværre ikke mod mere demokrati – men mindre. Hvis ikke de religiøse ledere siger noget, så er spørgsmålet snart, hvem der egentlig kan.
