Kommentar af Gunnar Olesen
Chefkonsulent, bestyrelsesformand for Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)
Den danske indsats i Afghanistan synes ikke baseret på ordentlige analyser af komplicerede, lokale forhold Det har ført til fejlprioriteringer, og den militære intervention har formentligt bidraget til at forværre terrorisme-risikoen.
Undertegnede deltog i 2005 i en omfattende evaluering af fem landes indsats i Afghanistan, herunder Danmarks. Evalueringen gav et nuanceret, positivt billede af fremskridt med hensyn til. demokratisk statsopbygning, repatriering af flygtninge og støtte til basale behov og livsgrundlag på undervisnings- og sundhedsområderne samt støtte til landbruget.
Dog stod indbyggede problemer klart, og vi anførte bl.a. det problematiske i de gamle krigsherrers ledelse af den civile administration. Den skubbede den gamle embedsstand til side til fordel for en inkompetent ledelse med korrupte tilbøjeligheder, hvad der lagde gift for bistandens effektivitet og demokratiet. Retsvæsenet var problematisk, og den vigtigste retsinstans var reelt det traditionelle, muslimske civilsamfund.
I 2005 var der store forhåbninger til det nye civilt-militære samarbejde (ISAF Provincial Reconstruction Teams), lanceret i Danmark som ”samtænkning”. Vi konstaterede, at samtænkning indebar visse muligheder – og problemer for NGOerne – samt at det er en rasende dyr bistandsform, hvor man som tommelfingerregel kan lægge et nul mere til prisen.
Evalueringen blev vel modtaget hos de andre fire lande, men mødte omfattende kritik fra det danske udenrigsministerium. Måske har det spillet en rolle, at Danmark kort forinden havde vedtaget en ny Afghanistan-strategi uden at afvente evalueringen.
Siden 2005 er den danske civile indsats fortsat uden de store justeringer, og den militære indsats er øget. Det samlede resultat af indsatsen er blevet stadig mere problematisk. Oprindelige mål om demokrati, ligestilling og udvikling er nedjusteret til senest, konfirmeret af statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2010, at blive reduceret til terrorbekæmpelse. Opfattelsen af Taliban som ”spoilers”, der skulle elimineres, synes i al stilfærdighed afløst af et mål om at finde en forhandlingsløsning med dem.
Man kan undre sig over, at der ikke er blevet fulgt mere op på 2005-evalueringen af samarbejdet med Danmarks største modtagerland. DIIS har foretaget forskellige analyser, men har mere fokuseret på den politiske kontekst end på bistanden. Dagspressen har for nylig peget på problemerne med den civile bistand, som man kun i beskedent omfang har mulighed for at ”følge ud i felten”, og som bl.a. skulle have omfattet bestikkelsespenge til Taliban.
Afghanistan er således et eksempel på en omfattende intervention, drevet af politisk-militære hensyn, som ikke synes ikke baseret på ordentlige analyser af anderledes og komplicerede lokale forhold. Det har for den samlede, vestlige indsats vedkommende, hvori den danske indgår, bl.a. ført til fejlprioritering i forhold til basisbetingelser som udbredt fattigdom og storproduktionen af opium.
Der er ydet megen civil bistand til infrastruktur og statsopbygning, i optimistisk tiltro til fremtidig vækst til gavn for alle – samt skoler for Danmarks vedkommende. Men forbedring her og nu af befolkningsflertallets beskedne indkomst, f.eks. gennem enkle beskæftigelsesprojekter, har der ikke været meget af. At imødegå opiumsindtægterne anvendelse – til krigsførelse for Taliban og korruption i Kabul – ved at opkøbe produktionen, har ikke været forsøgt. En stor del af bistandsmidlerne er gået til honorarer, lønninger og sikkerhed under de usikre forhold den er ydet under. På den baggrund har det angiveligt været let for Taliban at købe folk til at kæmpe for sig.
Retrospektivt har der været en ambitiøs og uigennemtænkt tro på at fremme af demokrati, ligestilling og menneskerettigheder ville få ”resten til at køre” og en undervurdering af reaktionen på fremmede, vantro styrkers tilstedeværelse. Dermed har den militære intervention formentlig også nærmere bidraget til at forværre terrorisme-risikoen end at formindske den.
Dette har nu skabt et stiltiende konsensusønske om exit baseret på en forhandlet magtdeling med Taliban. Hvis det lykkes, vil mange af målene for indsatsen blive ofret, og tilbage vil stå et fortsat behov for målrettet, jordnær bistand til det fattige, krigshærgede land.
Den omtalte evaluering “Joint Evaluation: Humanitarian and Reconstruction Assistance to Afghanistan 2001-05 from Denmark, Ireland, The Netherlands, Sweden and the United Kingdom” findes på: www.um.dk/NR/rdonlyres/F48036CB-D540-41D0-8AC3-AED57D551194/0/Afghanistan_summaryReport.pdf.
Om RIKO se: www.riko.nu
