Blacklistet basket-spiller tordner på Twitter mod Tyrkiets “tyran”

Enes Kanter Freedom i kamp for Boston Celtics, for hvem han spillede sin sidste NBA-kamp, i hvert fald indtil videre.


Foto: Abbie Parr/Getty Images
Søren Steensig

25. maj 2023

Med sine 208 centimeter er Enes Kanter Freedom af naturlige årsager svær at overse. Det gælder både på basket-banen, hvor han i næsten et årti har kanøflet andre kæmpe-mænd inde under kurven i sportens største liga, NBA. Men den tyrkisk-fødte amerikaner er også god til at gøre sig bemærket uden for banen – måske endda for god, siger han selv.

Enes Kanter, der fik amerikansk statsborgerskab i 2021 og tog efternavnet ‘Freedom’, har ikke spillet en kamp i den amerikanske liga siden februar 2022, selvom han “stadig har en 5-6 gode år i sig endnu”.

Selv mener han, at han bliver holdt ude, fordi han højlydt og vedholdende har kritiseret NBA’s samarbejde med Kina, efter grusomme historier om menneskerettighedsovergreb på uighur-befolkningen i Xinjiang kom frem. Det benægter NBA’s kommissær Adam Silver dog.

Kanter Freedom: Erdogan er “vores århundredes Hitler”

I Tyrkiet, hvor Kanter Freedoms familie stadig bor, er han til gengæld helt åbenlyst blacklistet. Flere af hans NBA-kampe er blevet censureret, og han har været nødt til at aflyse ture til Europa af frygt for de tyrkiske myndigheders lange arm.

I 2017 blev hans pas inddraget, og siden har myndighederne udstedt flere arrestordrer på ham. I januar 2023 blev sportsmandens navn ifølge ham selv tilføjet til landets terror-liste, ledsaget af en dusør på ti millioner tyrkiske lira (næsten 3,5 millioner kroner, red.).

Enes Kanter Freedoms sko under en kamp i NBA den 17. november 2021. Den tyrkisk-fødte basketspiller brugte ofte sine sko til at give udtryk for politiske holdninger. (Foto: Kevin C. Cox/Getty Images)

I starten af karrieren var Enes Kanter Freedom ellers ikke synderligt politisk. Han blev kendt for sin evne til at opsnappe returbolde på banen og sin afslappede, humoristiske facon udenfor. Men i 2016, da præsident Erdogan slog ned på et angiveligt kupforsøg og arresterede tusindvis af tænkere, kritikere og politiske modstandere, blev den ellers blide kæmpe med ét politisk aktiv.

Ifølge Erdogan stod den islamiske tænker Fethullah Gülen bag kupforsøget. Kanter Freedom har gået på en gülenistisk skole i Tyrkiet og er en ven af den kontroversielle prædikant.

Siden kupforsøget har basket-spilleren kritiseret Erdogans autoritære tendenser, stigende centralisering af magten og overgreb på menneskerettighederne, eksempelvis årelange varetægtsfængslinger og myndighedernes påståede brug af tortur og vold.

I 2017, da Enes Kanter Freedoms far, Mehmet Kanter, der er professor i genetik, blev arresteret på terror-mistanke, kaldte sønnen på Twitter Erdogan for “vores århundredes Hitler”.

I 2020 blev Mehmet Kanter løsladt, frifundet for alle tiltaler. Enes Kanter Freedom har ikke selv været tilbage i Tyrkiet siden 2015.

Vesten skal håbe på et nederlag til Erdogan

Op til og under valget i 2023 har den tårnhøje Tyrkiet-kritiker trukket overskrifter i flere amerikanske medier. Særligt har Kanter Freedom kritiseret Twitter-bossen Elon Musks beslutning om at lukke for flere tyrkiske brugeres konti op til valget.

“”Elon Musk bøjer sig for et diktatur. Jeg vil aldrig høre ham tale om ytringsfrihed igen,” lød det råt for usødet i et interview med CNN.

Ligesom mange kommentatorer anser Enes Kanter Freedom valget i Tyrkiet for at være årets vigtigste i verden. Og ikke overraskende håber eksil-tyrkeren, at oppositionen får held til at gøre en ende på Erdogans årtier-lange regeringstid.

Ifølge Kanter Freedom er valget i Tyrkiet, hvor den anden og afgørende runde mellem Erdogan og udfordreren Kemal Kilicstaroglu løber af stablen søndag den 28. maj, verdens vigtigste i år.

“Hele landet har fået nok. De vil have friheden og demokratiet tilbage,” siger Kanter Freedom.

Han siger, at det tyrkiske folk lider under manglende religions- og ytringsfrihed, mens økonomien fortsat bliver værre. Men weekendens valg bliver ifølge Kanter Freedom ikke kun en skæbnedag for tyrkerne, men også for Vesten:

“Tyrkiet spiller en vigtig rolle i Europa og Mellemøsten. Det kunne have været en bro mellem øst og vest, mellem Islam og Vesten, men det er umuligt på grund af Erdogans politiske linje.”

Læs også: Nederlag til Erdogan vil drive Tyrkiet og Syrien tættere sammen

Særligt i NATO, hvor Tyrkiet råder over forsvarsalliancens andenstørste militære magt, bør de andre medlemslande også håbe på et nederlag til Erdogan, mener den prisbelønnede menneskerettighedsaktivist.

“Erdogan er Putins trojanske hest i Nato. Han opfører sig mere som en russisk allieret end en amerikansk, for eksempel ved at købe våben i Rusland,” påpeger Kanter Freedom til CNN.

Selv nærer Enes Kanter Freedom dog ikke de store forhåbninger for søndagens resultat. Ligesom mange andre i oppositionen tror han ikke på, at Erdogan hverken vil tillade et frit og fair valg eller overgive sig frivilligt, hvis han alligevel skulle tabe.

“Erdogan har så mange korruptionssager, så hvis han taber, ved han, han kommer i fængsel. Han vil gøre alt, han kan, for ikke at tabe. Mange folk tror ikke på, det bliver et fair og frit valg. Jeg tror heller ikke, han overgiver sig så let.”